Fredag røg Earl Thomas og Chuck Clark i totterne på hinanden til træning, hvor Thomas endte med at blive sendt hjem. Han blev beordret til også at blive hjemme lørdag.

Earl Thomas fik et dramatisk exit fra Seattle Seahawks, hvor han håbede på at få en ny mangeårig kontrakt. Det endte med, at han ikke fik en kontrakt, men brækkede i stedet benet i en af sæsonens grundspilskampe, hvorefter han præsenterede den midterste finger til Seahawks-bænken, imens han blev ført ud af stadion på en båre.

Earl Thomas sender en hilsen til Seahawks-bænken, mens han bliver kørt skadet fra banen.

Nu har han endnu en gang skabt problemer for sig selv – denne gang hos Ravens. Til fredagens træning endte Thomas og Clark i slåskamp, hvor resten af forsvaret måtte adskille de to parter. Det er ikke unormalt med slåskampe til træning, men det plejer at ske mellem angrebet og forsvaret, når de i kampens hede glemmer, at de er på samme hold. Denne gang skete mellem to forsvarsspillere, der endda spiller samme position, hvorfor noget kunne tyde på et større problem end en enkelt slåskamp.

Jason La Canfora fra CBS Sports melder om, at holdets kaptajner ikke ønsker Thomas som en del af Ravens efter længere tids uoverensstemmelser. Thomas og Clark’s holdkammerater støtter tilsyneladende Clark i sagen, hvilket kunne tyde på en uvis fremtid for Thomas i Ravens. Sidste år havde han også en ophedet diskussion med defensive tackle Brandon Williams efter et stort nederlag til Cleveland Browns. Han er lørdag blevet hjemme fra alle holdaktiviteter på ordre fra Ravens.

Earl Thomas har været i pro bowl syv gange inklusiv sidste sæson, der var hans første hos Ravens. Han underskrev sidste år en 4-årig kontrakt til 55 millioner dollars, hvor mange af de penge stadig er garanteret. Derfor kan det blive svært at skille sig af med ham, medmindre Ravens føler sig nødsaget til at lide et stort tab på lønloftet, fordi hans tilstedeværelse er for forstyrrende. Det bliver interessant at følge situationen i de kommende dage, nu hvor vi nærmer os starten på en sæson med Ravens som super bowl-favoritter.