For første gang nogensinde er en træner fra Tennessee Titans blevet hyldet som årets bedste træner i NFL.

I et skarpt kandidatfelt bestående af Los Angeles Rams’ Sean McVay, Green Bay Packers’ Matt LaFleur og New England Patriots’ Bill Belichick var det Tennessee Titans’ Mike Vrabel, der skilte sig ud og blev kåret som årets træner i NFL.

Kåringen af Mike Vrabel skal ses i lyset af, at han førte Tennessee Titans frem til flest sejre i AFC-grundspillet. Det var til trods for, at Titans havde fjerde flest skadede spillere i NFL i 2021, hvor hele 54 spillere løbende var på ”injured reserve”-listen.

Dertil var det afgørende, at Mike Vrabel formåede at omstille sig løbende og navigere efter sine tilgængelige spilleres kvaliteter. Den pragmatiske tilgang illustreres ved, at Titans var det eneste hold, som spillede minimum 100 defensive snaps i både cover 1, 2, 3 og 4 i løbet af 2021-grundspillet.

Ikke desto mindre tillod Tennessee Titans’ forsvar blot sjette færrest point (20,7) og producerede fjerde flest sacks (2,9) i 2021. Angrebet formåede også at omstille sig efter Derrick Henrys fravær og løb alligevel for femte flest yards (141,3) i NFL.

Prisen er kulminationen på fire flotte sæsoner, hvor Mike Vrabel har transformeret Tennesee Titans fra et sub-tophold til en sværvægter i den ellers konkurrencedygtige AFC.

Mike Vrabel har vundet 41 af 65 kampe i spidsen for Titans, mens han har ført mandskabet frem til slutspillet i de seneste tre år. Deriblandt avancerede Titans bl.a. til AFC-finalen i 2019 efter at have slået ellers brandvarme Baltimore Ravens ud i divisionsrunden.

På den baggrund har Mike Vrabel også for nyligt skrevet under på en langvarig kontraktforlængelse med Tennessee Titans.

Foruden Mike Vrabel blev Dallas Cowboys’ defensive koordinator Dan Quinn kåret til årets bedste assisterende træner. Kåringen skal ses i lyset af, at Dan Quinn formåede at genrejse Cowboys’ ellers vakkelvorne forsvar allerede i sin første sæson i Dallas.

Året forinden Quinns tiltrædelse (2020, red.) havde Cowboys’ forsvar tilladt femte flest point. Men der kom andre boller på suppen, da Quinn etablerede et opportunistisk forsvar baseret på et hav af blitzes og vedvarende aggressiv opdækning, hvilket gavnede spillere som Trevon Diggs og Micah Parsons.

Samlet set tillod Cowboys’ forsvar blot 21,2 point pr. kamp i 2021, hvilket var ottende færrest i NFL. Derudover forcerede Quinns forsvar flest turnovers i ligaen med 1,9 pr. kamp. Det var ellers de færreste, som levnede Quinn en chance, da han blev udnævnt som defensiv koordinator i Dallas. Det skyldes, at Quinn havde haft et par hårde, afsluttende sæsoner som cheftræner i Atlanta, hvor han blot vandt 14 af de sidste 37 kampe.