Den mest betydningsfulde pris ved NFL Honors tilfaldt i forvejen legendariske Andrew Whitworth.

På søndag bliver Andrew Whitworth den ældste offensive linjespiller, der nogensinde er startet i en Super Bowl i en alder af 40 år. Men allerede i torsdag blev han hyldet med den ultimative hyldest, som en aktiv spiller kan modtage i NFL – ”Walter Payton Man of the Year”.

Prisen som “Walter Payton Man of the Year” gives til en spiller, der har udmærket sig uden for banen i enten en social eller velgørende sammenhæng. Prisen er navngivet efter legendariske Walter Payton, der spillede for Chicago Bears i perioden 1975 til 1987. Prisen blev navngivet efter Payton, da han gik bort i 1999 for at hædre hans utrættelige sociale indsats uden for banen.

Andrew Whitworth blev indstillet til prisen for etableringen af – og arbejde med – initiativet ”Big Whit Homes”. Med initiativet donerer Andrew Whitworth $20.000 – svarende til 130.000 danske kroner – efter hver eneste hjemmebanekamp på SoFi Stadium til, at hjemløse i Los Angeles kan få et sted at bo og til mennesker i Louisiana, der har mistet deres hjem som følge af orkanen Ida.

Siden Andrew Whitworth sluttede sig til Rams i 2017 har han prioriteret tid og ressourcer til at give igen til Los Angeles. Foruden ”Big Whit Homes”-initiativet har Whitworth også doneret i omegnen af 1,7 millioner danske kroner til lokale madbanker i Los Angeles, der arbejder for at skaffe mad og drikke til de mest sårbare og udsatte borgere i byen.

Til prisen følger en pengesum på 1,6 millioner danske kroner, som doneres til Andrew Whitworths velgørende formål. Foruden Andrew Whitworth var der indstilles 31 øvrige kandidater fra de andre NFL-hold og de modtager også 260.000 danske kroner til deres velgørenhed.