Atlanta Falcons og Philadelphia Eagles har byttet lidt ud blandt breddespillerne på forsvaret. Falcons sender linebacker Duke Riley til Eagles, der sender safety Jonathan Cyprien den anden vej.

NFL-holdene leder altid efter at forstærke deres trup, også selvom det ikke nødvendigvis gælder starterne. NFC-holdene Philadelphia Eagles og Atlanta Falcons har derfor valgt at bytte lidt rundt mellem to af deres reserver.

Linebacker Duke Riley bliver sendt fra Atlanta til Philadelphia, og i stedet får de safety Jonathan Cyprien den anden vej. Derudover bytter holdene lidt rundt i næste års draft, da Eagles får Falcons’ sjetterundevalg, mens Falcons får Eagles’ syvenderundevalg.

29-årige Jonathan Cyprien skal forstærke en safety-gruppe, der er sårbar efter Keanu Neal pådrog sig en alvorlig skade. 25-årige Duke Riley skal forstærke en linebacker-gruppe hos Eagles, der ikke har meget erfaring bag starterne.