Arizona Cardinals-tight end Ricky Seals-Jones er blevet anholdt for overfald, uordenlig adfærd og ulovlig indtrængen i forbindelse med en tissetur på et hotel i Scottsdale, Arizona.

Nogle gange giver det rigtig god mening at lade vandet gå, men andre gange er den bedste løsning at holde lidt længere på den overskydende væske.

Det må Ricky Seals-Jones sande, efter Arizona Cardinals-spilleren er blevet anholdt for overfald, uordenlig adfærd og ulovlig indtrængen, da han lørdag fik lyst til at benytte toilettet på W Hotel i Scottsdale.

Seals-Jones blev afvist af hotelpersonalet, da toiletfaciliteterne kun er for hotellets gæster. Derefter forsøgte den 23-årige tight end at bruge toilettet på hotellets sushi restaurant, men han blev igen afvist af samme årsag. Det fik Seals-Jones til at tage aggressive midler i brug og ifølge en hotelansat skubbede Seals-Jones ham voldsomt i et forsøg på at komme forbi.

Det tyder ikke på at være en kæmpe sag, men Ricky Seals-Jones, der er på vej ind i sin anden sæson som NFL-spiller, kan risikere en mindre karantæne.

Ricky Seals-Jones greb 12 bolde for 201 yards og tre touchdowns i sin rookiesæson.