Efter et ydmygende nederlag mod Denver Broncos har Arizona Cardinals taget konsekvensen af en skuffende offensiv start på sæsonen og fyret den offensive koordinator Mike McCoy. Quarterback-træner Byron Leftwich overtager.

Arizona Cardinals har fået en rigtig skuffende start på sæsonen, og det er specielt offensivt, at holdet har haft svært ved at finde formlen. Det kulminerede natten til fredag i et ydmygende 45-10 nederlag til Denver Broncos, hvor angrebet havde fem turnovers.

Den afklapsning var for meget for holdet, og det har nu fået konsekvenser for den offensive koordinator Mike McCoy, der har fået sparket. I stedet har holdet udpeget quarterback-træner, Byron Leftwich, som den nye mand i spidsen for angrebet.

38-årige Byron Leftwich var et førsterundevalg tilbage i 2003-draften og havde derefter 10 sæsoner i NFL uden det endelige gennembrud. Som træner fik han chancen som quarterback-træner i 2017 hos Cardinals under Bruce Arians, og Leftwich er derfor ganske uerfaren i trænergerningen.

Hans fremmeste opgave bliver at få gang i stjernerunningback David Johnson, der blot snitter lige over tre yards pr. løb i Mike McCoys angreb. Hvis Leftwich kan få gang i Johnson, vil det formentlig også hjælpe rookie-quarterback Josh Rosen, der mod Broncos havde en mareridtskamp.