Med Vikings i position til at bevæge sig op i top fem i draften, åbner Arizona Cardinals muligheden for en handel.

Med det store ryk i free agency overstået, begynder de 32 hold at kigge frem mod den næste store begivenhed i NFL-kalenderen, årets NFL draft, der foregår fra torsdag d. 25. april til lørdag d. 27. april.

Det forventes, at der går tre quarterbacks med de første tre picks, men derefter er alt åbent, og Arizona Cardinals på pick 4 har gode kort på hånden for at lave en god handel.

Sportschef for Arizona Cardinals Monti Ossenfort har meldt ud, at han er villig til at lytte til alle tilbud, inklusive for Cardinals’ pick 4, som kan vise sig at blive yderst indbringende.

Med Kyler Murray på plads har Cardinals ikke brug for en quarterback, og hvis de bliver på pick 4, så er forventningen, at de vælger en receiver – enten Marvin Harrion Jr. eller Malik Nabers. Men der er andre gode receivere i årets draft, og hvis tilbuddet er det rette, vil Cardinals måske gerne trade pick 4 for yderligere draft picks.

Den mest sandsynlige handelspartner er Minnesota Vikings, der har sat sig selv i en god position til at handle sig op i draften.

Med pick 11 og pick 23 i første runde kunne Vikings i teorien bevæge sig ind i top 3, men hverken Bears (1), Commanders (2) eller Patriots (3) forventes at ville handle, og så kommer Cardinals på 4.

Hvis de presser citronen og Vikings er desperate nok, så kan Cardinals få begge Vikings’ picks i første runde for pick 4.

Da Cardinals i forvejen selv har to picks i første runde efter handlen med Texans i sidste års draft, så vil en handel med Vikings give dem tre valg i første runde på pick 11, 23 og 27.

Med tre picks i første runde, yderligere et i toppen af anden og tre i tredje runde, kan ørken-klubben med den nye headcoach Jonathan Gannon i spidsen få en saltvandsindsprøjtning af ungt talent. Så er spørgsmålet bare, om de tør handle pick 4 og give afkald på en af draftens bedste receivere.

Se hele draft-rækkefølgen i første runde, som den ser ud lige nu.