Bruce Arians afviser rygterne, om at han har tænkt sig at stoppe som Arizona Cardinals’ cheftræner efter 2017.

Tirsdag rapporterede Craig Fouhy fra Arizona-mediet, ABC15, at flere kilder havde fortalt ham, at Bruce Arians ville stoppe i Cardinals efter 2017-sæsonen.
De rygter har Arians fået nys om og har siden kommenteret dem på Twitter, hvor han pure afviser det.


– Jeg hører rygter om, at jeg går pension, skriver Arians. – Det er nyt for mig. Intet kunne være længere fra sandheden, og jeg er 100 procent fokuseret på at komme tilbage på rette spor mod San Francisco [49ers i næste uge, red.].
Den 66-årige træner er under kontrakt i 2018, men har før haft problemer med helbredet. I 2007, 2013 og sidste år blev han nemlig behandlet for cancer i henholdsvis prostataen, næsen og nyrerne.
*** Læs også: Martavis Bryant vil væk – trade afvises af Mike Tomlin
Samtidig tyder det på, at Cardinals snart skal i gang med et længere genopbygningsprojekt. To af holdets profiler, Carson Palmer, 37, og Larry Fitzgerald, 34, er efterhånden oppe i alderen, og der går formentlig ikke længe, inden de stopper karrieren.
Så skal Cardinals til at genopfinde sig selv, og i sådan en situation ville det formentlig give mening for Cardinals at gå i en ny retning og starte forfra med en ny yngre træner.
Arians har været cheftræner for Cardinals siden 2012 og har på sine lidt over fire sæsoner vundet 44 kampe, tabt 26 og spillet én uafgjort. I 2015 førte han desuden holdet hele vejen til NFC Championship Game.
I år er de 3-4 og skal ikke i aktion i denne uge, da de har friuge. I stedet skal de forsøge at rette op på det ydmygende nederlag mod Rams i London, når de møder 49ers i næste weekend.