Kan Seattle Seahawks stikke en kæp i hjulet på Dallas Cowboys’ velsmurte maskine, eller fortsætter Dak Prescott og Micah Parsons med at imponere?

For anden uge i træk skal Dallas Cowboys (8-3) og Seattle Seahawks (6-5) i aktion om torsdagen. De to NFC-mastodonter tørner sammen på AT&T Stadium i Arlington, Texas, i et opgør, som kan få store implikationer for såvel slutspillet som divisionstitlerne.

Jerry Jones’ og Amerikas hold er på alles læber, efter at de har vundet fem af deres seneste seks kampe og nu ligner en reel udfordrer til Philadelphia Eagles i NFC East-divisionen. Efter 12 spillerunder har Cowboys den højeste pointdifference (162), har produceret femte flest yards (377,6) og har tilladt tredje færrest yards (276,3) i NFL. Det vidner om, at Cowboys er et komplet mandskab, som skal tages alvorligt i jagten på Super Bowl LVIII, der spilles i Las Vegas til februar.

I 12. og seneste spillerunde gik Cowboys’ overlegenhed ud over divisionsrivalerne fra Washington, som blev sendt hjem fra Texas med et sviende nederlag på 45-10. Dak Prescott spillede en fejlfri kamp og blev belønnet med en karakter på 97 af Pro Football Focus, hvilket er den flotteste bedømmelse, som analysemediet har uddelt siden 2007. Prescott ramte på 22 af 32 kast for 331 yards og fire touchdowns. Cowboys’ safety DaRon Bland skrev også historie mod Commanders, da han scorede et 63-yard defensivt touchdown efter en interception. Det betyder, at Bland nu er den eneste i ligaens glorværdige historier, som har scoret fem (!) defensive touchdowns i en enkeltstående sæson, mens tre andre – Eric Allen (1993), Ken Houston (19719 og Jim Kearney (1972) har scoret fire.

I skærende kontrast tabte Seattle Seahawks et vigtigt skridt i kampen om NFC West-titlen, da de blev onduleret af San Francisco 49ers med 31-13 i den sidste Thanksgiving-kamp. Pete Carrolls tropper har nu tabt tre af de sidste fire kampe, og det føles som en menneskealder siden, at Seahawks udgjorde en reel trussel til 49ers. Seahawks’ kvaler skyldes ikke mindst, at angrebet er gået i stå. I de seneste fire kampe har kicker Jason Myers scoret flere point end Geno Smith, og angrebet formåede da heller ikke at score et eneste touchdown mod 49ers. Det førte til en række frustrerende udtalelser – bl.a. fra stjernereceiver DK Metcalf, som kritiserede, at Seahawks-angrebet stadigvæk ”ikke har fundet sin identitet”, og ”endnu har til gode at spille en komplet kamp”.

Det er altså to slutspilsbejlere med hvert sit udgangspunkt, som mødes i torsdagskampen. Cowboys skal forsøge at holde liv i sin flotte stime og byde sig til i kampen om NFC East, mens Seahawks er pisket til succes, hvis ikke slutspilsdrømmene skal smuldre mellem hænderne på dem.  

Seneste nyt på skadesfronten

Mike McCarthy råder over et relativt skadefrit mandskab, hvilket kan vise sig at blive afgørende, når de sidste slutspilspladser skal fordeles. Ikke desto mindre er det bekymrende, at flere af Cowboys’ spillere har været syge og misset træning i denne uge – deriblandt presspillerne Micah Parsons og Dante Fowler. Det er dog forventningen, at de to spillere kommer i aktion natten til fredag.

Pete Carroll må se bort fra ni spillere til torsdagskampen, mens flere profiler er meldt tvivlsomme. Det gælder bl.a. runningback Kenneth Walker III, som også missede Seahawks’ seneste kamp med en skade i maveregionen. Walker III har været afgørende for Seahawks-angrebet igen i år, hvor han har leveret 786 offensive yards og syv touchdowns. Derudover er nytilkomne Leonard Williams meldt tvivlsom, da han døjer med ankelproblemer. Williams forventes dog at spille, og det vil være vigtigt for Seahawks’ defensive linje i mødet med den brandvarme Dak Prescott.

Kan Seahawks stoppe Micah Parsons?

I løbet af sine tre sæsoner som professionel har Micah Parsons etableret sig blandt de allerbedste forsvarsspillere i NFL. Parsons har udviklet sig fra at være en dynamisk linebacker til at blive en uhyre effektiv presspiller og står aktuelt noteret for 38 sacks i 44 kampe, mens Pro Football Focus har rangeret Parsons blandt de to bedste presspillere i de seneste to sæsoner.

Micah Parsons har også været fænomenalt spillende i år, hvor han har leveret 11,5 sacks efter 11 kampe og ser ud til at kunne slå sin personlige rekord på 13 sacks i en enkeltstående sæson. I de tre seneste kampe alene har Parsons præsteret 5,5 sacks og seks QB-hits, hvilket vidner om, at han er brandvarm.

Det modsatte kan skrives om Seattle Seahawks’ offensive linje, der tillod seks sacks mod San Francisco 49ers til Thanksgiving, hvilket betyder, at Geno Smith måtte tage et sack på 18 pct. (!) af sine kastespil. Den mangelfulde beskyttelse af Geno Smith har været et problem i hele sæsonen, hvor Seahawks har tilladt tiende flest sacks (27), ottende flest QB-hits (35) og fjerde flest ”hurries” (41). Det skyldes ikke mindst, at den dygtige tackle Abraham Lucas har siddet ude med en knæskade sin første spillerunde.

Shane Waldron og Pete Carroll er ganske enkelt nødt til at give Geno Smith mere hjælp i kastespillet, hvis Seahawks skal stå en chance over for Micah Parsons. Det kan være formationsmæssigt, hvor de konsekvent skal stille op med eller rotere en ekstra blokeringsspiller hen til Parsons. Det kan også være via spilkaldene, hvor Waldron skal sørge for, at Smith har nogle ”lette” ruter, som han kan dumpe bolden af til, når han bliver sat under pres.

Forudsigelse

Det er to hold med hver sin formkurve, som mødes i Arlington, og derfor peger favoritværdigheden naturligt på hjemmebaneholdet. Dallas Cowboys har vundet sine tre seneste kampe med samlede 127-37, mens Seattle Seahawks har massive offensive problemer og bare har scoret 30 point i de sidste to kampe. Det hører dog med til historien, at Cowboys har mødt relativt let modstand i form af New York Giants, Carolina Panthers og Washington Commanders, mens de tabte med 28-23 til Philadelphia Eagles i niende spillerunde.

Jeg forventer, at Dallas Cowboys tager endnu en sejr, men at det bliver tættere, end bookmakerne spår. Seahawks har alt at spille for og har så mange spændende spillere på forsvaret og angrebet, at de må og skal bide fra sig. Geno Smith plejer også at være bedst, når han har ryggen mod muren, men Micah Parsons og Dak Prescott bliver for stor en mundfuld for Seahawks.

Dallas Cowboys fortsætter sejrsstimen og vinder med 27-20.