Alt tyder på, at Lamar Jackson vender tilbage fra sin skadesperiode, når Baltimore Ravens gæster Miami Dolphins.
Niende spillerunde indledes i Miami, når Dolphins (2-6) får besøg af Baltimore Ravens (2-5). Det er to hold, som fik en sjælden succesoplevelse i weekenden, da de hver især tog deres bare anden sejr i sæsonen.
Men det er også to hold med vidt forskellige udgangspunkter, som tørner sammen. Dolphins’ sæson er allerede kuldsejlet, efter at New England Patriots og Buffalo Bills er stukket af i kampen om AFC East, og det virker som et spørgsmål om tid, før Mike McDaniel må lade trænerlivet.
Omvendt vejrer de morgenluft i Baltimore, efter at Ravens besejrede Chicago Bears med 30-16 og bare er to kampe efter ærkerivalerne fra Pittsburgh Steelers i den samlede stilling.
Siden 1933 er der kun fire hold, som har trodset en 1-5-start og alligevel kvalificeret sig til slutspillet: Cincinnati Bengals (1970), Kansas City Chiefs (2015), Indianapolis Colts (2018) og det daværende Washington Football Team (2020). Det er ikke utopisk, at Ravens kan blive det næste hold på den liste.
Seneste nyt på skadesfronten
Én af hovedårsagerne til, at lykken muligvis vender i Baltimore, er, at John Harbaugh snart råder over en skadefri spillertrup igen – og nu ser det ud til, at hans angreb får en kolossal saltvandsindsprøjtning.
Lamar Jackson, der har misset de seneste tre kampe med en forstrækning i baglåret, ventes at gøre comeback i torsdagskampen.
Den dobbelte MVP havde fået en flot start på sæsonen med 869 kastede yards, 166 løbne yards, 10 touchdowns (kastet og løbet) og bare en enkelt interception i sæsonens første tre kampe og begyndelsen af kampen mod Kansas City Chiefs i fjerde spillerunde.
Mens det lysner i Baltimore, så fortsætter skaderne med at pible frem i Miami. Senest mistede Dolphins sin cornerback Storm Duck for resten af sæsonen, og dermed mangler McDaniel nu tre af sine normale startere på cornerback-positionen.
Derudover er Bradley Chubb, som er én af holdets største profiler i skyttegravene, meldt tvivlsom med en skulderskade. Chubb har leveret fire sacks i sæsonen, hvilket er flest blandt alle Dolphins’ forsvarsspillere.
Står Dolphins en chance mod Derrick Henry?
Miami Dolphins’ forsvar har været en undervældende oplevelse i den første halvdel af 2025-sæsonen. Efter otte kampe har Dolphins tilladt sjetteflest point (26,9 pr. kamp) og 10. flest yards (344,4 pr. kamp), mens de bare har fremtvunget 0,9 turnovers pr. kamp.
Særligt løbeforsvaret har været holdets akilleshæl, hvor de har tilladt hele 5 yards pr. løb og 145 løbe-yards pr. kamp. Det er henholdsvis femte- og fjerdedårligst i NFL.
Et utæt løbeforsvar er en skidt akilleshæl at rende rundt med, når man render ind i Baltimore Ravens, som har leveret 5,3 yards pr. løb i sæsonen, hvilket er bedst i ligaen.
Senest scorede Derrick Henry sit 111. og 112. touchdown i karrieren, og således overgik han selveste Walter Payton på alletiders liste over spillere med flest løbe-touchdowns i NFL.
Kombineret med at Lamar Jackson er tilbage i startopstillingen, så bør Ravens’ løbeangreb få gunstige arbejdsbetingelser i Miami. Hvis ikke Dolphins kan begrænse den skade, som Ravens’ løbespil kommer til at volde dem, så risikerer de, at Ravens kan flytte bolden kontinuerligt, tage tid af klokken og kontrollere kampen.
Forudsigelse
På trods af at det er to hold, som bare har vundet to kampe i sæsonen, så kan der ikke herske tvivl om, at Baltimore Ravens er storfavoritter til opgøret. Det skyldes ikke mindst, at den mageløse Lamar Jackson er tilbage.
Samtidig har Ravens’ forsvar spillet to relativt bedre kampe, efter at de hentede Alohi Gilman ind fra Los Angeles Chargers. Tilgangen af Gilman har frigjort Kyle Hamilton, som har spillet hele 50 defensive spil i slot-positionen i de to seneste kampe. Hamilton er én af ligaens allerbedste spillere, og Zachary Orr kan nu udnytte hans alsidighed på tværs af hele banen, hvilket gør Ravens’ forsvar væsentligt mere uforudsigeligt.
Baltimore Ravens slår Miami Dolphins med 34-17 og intensiverer presset på Pittsburgh Steelers i kampen om AFC North.
