Førstepladsen i AFC South er på spil, når Tennessee Titans (6-2) tager imod Indianapolis Colts (5-3) i denne uges torsdagskamp.

Endelig! Endelig står vi med et interessant og normalvis intenst divisionsopgør, som har betydning for såvel divisionstitlen i AFC South som slutspillet i AFC. Det fortjener vi også efter flere langgabende torsdagskampe mellem ulige – eller ringe – modstandere. 

Tennessee Titans (6-2) og Indianapolis Colts (5-3) er begge kommet fornemt fra start i 2020, hvortil førstnævnte har formået at bygge videre på sidste sæsons triumferende slutspurt og slutspil, hvor de bl.a. nedlagde Baltimore Ravens. Titans’ sejre er dog hovedsageligt blevet kæmpet hjem i hiv og sving. Tag fx divisionsopgørene mod Jacksonville Jaguars og Houston Texans, som Titans vandt med hhv. 33-30 og 42-36 (efter forlænget spilletid).

Gæsterne fra Indianapolis Colts kommer til divisionsbraget med et sviende nederlag i bagagen til førnævnte Baltimore Ravens på 24-10. Her viste Colts’ angreb et chokerende lavt bundniveau, hvortil Philip Rivers var under et gevaldigt pres og missede adskillige kast ned ad banen. Colts kan dog trøste sig ved, at de har domineret de indbyrdes opgør mod Titans, som de fører med 34-17.

Det var særligt i tiden med Andrew Luck under center, at Indianapolis Colts var Titans’ altoverskyggende storebror med 11 fortløbende sejre i træk. De to mandskaber har dog splittet de seneste seks opgør med tre sejre hver.

Seneste nyt på skadesfronten

Tennessee Titans’ forsvar har været relativt hårdt plaget af skader i 2020, hvortil enheden endnu ikke har mønstret sin foretrukne startopstilling. Fx har holdets bedste cornerback Adoree’ Jackson været knæskadet i hele 2020-sæsonen – og han må fortsat vente en uge eller to, før han kan gøre comeback. Derudover er der tvivl om receiver Corey Davis, som – på tragisk vis – har mistet sin storebror til nyrekræft. Corey Davis har leveret en solid sæson med 29 grebne bolde for 369 yards og tre touchdowns.

Frank Reich kan glæde sig over, at T.Y. Hilton ser ud til at blive kampklar efter at have misset opgøret mod Baltimore Ravens med lyskenproblemer. Hilton har dog haft en relativt skuffende 2020-sæson og han er stadigvæk scoringsløs (!) efter ni spillerunder. Derudover må Colts undvære tight end Jack Doyle, der pådrog sig en hjernerystelse efter et voldsomt hit af Ravens’ DeShon Elliott. Glem heller ikke at Marlon Mack er ude for resten af sæsonen med en akillesseneskade.

Holde øje med…

Hvilken version af Colts’ angreb får vi at se?

Indianapolis Colts råder indiskutabelt over én af de bedste offensive linjer i NFL – og enheden har da også givet Philip Rivers bedre beskyttelse, end han nogensinde har fået i San Diego og Los Angeles. Rivers har kun taget syv sacks i 2020, mens Carson Wentz – til sammenligning – har taget 32 styks. Den sublime beskyttelse burde give Colts et godt fundament til at sætte point på tavlen, men det har ingenlunde været tilfældet.

Vi har nemlig vidnet et særdeles svingende Colts-angreb i 2020, som har savnet kvalitet på nærmest alle andre positioner end den offensive linje. Philip Rivers har fx kastet syv interceptions og har leveret en række rystende fejlkast, når modstandernes forsvar har haft en vis kvalitet. Det har Rivers ganske enkelt ikke råd til mod Tennessee Titans, som utvivlsomt vil bringe både pres og fysik til opgøret.

Hvis der er nogen, som er i tvivl om, at alderen er begyndt at presse Philip Rivers, så bør de se nedenstående klip, hvor han forsøger at tackle Chuck Clark. Videoen taler for sig selv.

Det skal med til historien, at Philip Rivers ikke har været hjulpet af sine playmakers. T.Y. Hilton har – som nævnt – været rystende ineffektiv, mens Zach Pascal og Michael Pittman sjældent har fået det til at lykkes samtidig. Der var også store forventninger til rookie runningback Jonathan Taylor, som har fået chancen efter Marlon Macks sæsonafsluttende skade. Men Taylor har været ekstremt svingende – og de 416 yards og fem scoringer er ikke retvisende for hans seneste form. I de sidste to opgør har Taylor kun løbet for 16 sølle yards.

Summa summarum har Indianapolis Colts’ angreb vist to stærkt modsatartede sider i 2020, hvor man har scoret over 25 point i fire kampe, men 20 point eller under i tre opgør. Hvilken version får vi at se i bedste sendetid? Det lyder som et banalt spørgsmål, men det er oprigtigt svært at spå om.

Kan Kong Henry besejre Colts’ forsvar?

Mens Colts’ angreb har været en uforudsigelig størrelse i 2020 har forsvaret leveret på et ekstremt højt niveau. Særlig har Colts været vandtætte i forsvaret af modstandernes løbespil, hvilket de beviste i weekenden, hvor de begrænsede Ravens’ rekordsættende løbeangreb til 110 yards på 38 forsøg.

Endvidere har Colts’ forsvar tilladt færrest yards pr. løb (3,3) og tredje færrest løbede yards (83,6) pr. kamp i NFL i 2020. I den forbindelse har Darius Leonard været en force, når han har været skadesfri, med 51 tacklinger.

Nu står Colts-forsvaret over for den ultimative manddomsprøve, når de betræder Kong Henrys tronsal i Nashvile. Derrick Henry har løbet for næst flest yards i NFL i 2020 med 843 styks – og vi er alle bekendte med hans nærmest overnaturlige fysik.

Med andre ord er der lagt i kakkelovnen til en fascinerende duel. Det skyldes især, at Derrick Henry har haft det relativt svært i de seneste tre kampe, hvor han er blevet holdt til under 100 yards og kun har undsluppet tre tacklinger (broken tackles, red.), hvilket er ekstremt usædvanligt.

Derfor er det også afgørende, at Titans’ angreb formår at justere strategien undervejs, hvis det viser sig, at Henry igen og igen løber ind i Colts’ mur. Det var fx problematisk, at Titans stædigt blev ved med at give Henry bolden i weekenden mod Chicago Bears’ forsvar, som begrænsede ham til 68 yards på 21 forsøg. Det kan blive afgørende for kampens udfald, at Titans formår at dosere Henrys løb til sidst i kampen – og i stedet overlader roret til Ryan Tannehill og den spektakulære A.J. Brown.

Forudsigelse

Vi har en intens og vigtig kamp i vente, hvor begge hold har meget på spil – både i forhold til den nuværende stilling og momentum, men også i forhold til tie breakers, som kan blive afgørende, når divisionsvinderen skal kåres.

Titans råder over en række spændende profiler på angrebet, som før eller siden må slå hul på Colts’ forsvar. Ryan Tannehill og A.J. Brown har fundet en utrolig kemi og de har potentialet til score på samtlige spil. Historisk set bliver Derrick Henry kun bedre, når vi kommer længere hen i sæsonen, hvor han overmatcher sine modstandere på råstyrke og fysik. Jeg tror, at han vil drage fordel af de begrænsede restitutionsdage og levere en flot præstation.

Omvendt kan jeg godt se, at  at Colts’ angreb får svært ved at flytte bolden kontinuerligt, samt at Philip Rivers kommer til at begå en række fejl.

Tennessee Titans vinder opgøret med 27-17.