Cooper Kupp gør comeback, og så er cheftræner for Minnesota Vikings Kevin O’Connell tilbage på SoFi Stadium og møder sin læremester, Sean McVay, når Rams og Vikings åbner ottende spillerunde.
OPDATERET
“Der er nu optimisme omkring, at Rams wide receiver Puka Nacua kan spille torsdag aften mod Vikings” det skriver Tom Pelissero fra NFL Network.
Nacua er opført som tvivlsom til kampen torsdag nat dansk tid mod Minnesota Vikings, efter den knæskade han pådrog sig i spilleuge 1. Nu er han tæt på et comeback, og han kan være tilbage på banen allerede i nat. Pelissero bemærker, at hvis Nacua spiller, er det usandsynligt, at han spiller alle snaps, men at “hvis alt går godt, ser det ud til, at vi er på vej mod, at Nacua i det mindste vil være aktiv” torsdag.
Samtidg ser det ud til at Copper Kupp også er tilbage i nat. Det vil være et kæmpe boost for Rams og quarterback Matthew Stafford.
Super Bowl mester vender hjem
I 2021 var Kevin O’Connell med til at vinde Super Bowl LVI som offensiv koordinator for Los Angeles Rams. Tre dage efter triumfen, blev han præsenteret som cheftræner for Minnesota Vikings. Nu møder han for første gang sin gode ven og tidligere chef, Sean McVay, i en direkte duel mellem deres respektive mandskaber.
Indtil videre har McVays Rams-tropper kun vundet undervældende to kampe, hvilket primært kommer på bekostning af skader. Allerede efter første spillerunde var skadeslisten pakket med profilerede spillere, og det har sat et stort præg på især angrebet.
Matthew Stafford har kæmpet bragt, men uden receiverstjernerne Puka Nacua og Cooper Kupp samt flere startende offensive linjemænd, har det været svært for den rutinerede quarterback.
Rams rangerer i den nederste halvdel i både point per kamp og samlede yards per kamp på angrebet.
Vikings er derimod kommet bragende fra start. Sæsonens helt store positive overraskelse har vundet fem ud af sine første seks kamp, efter de i søndags led deres første nederlag til rivalerne fra Lions.
Smukt trænerarbejde på begge sider af bolden, har vendt forventninger på hovedet i Minnesota, og de kigger frem mod en pligtsejr imod Rams’ fortsat hårdt ramte mandskab.
Seneste nyt på skadesfronten
Puka Nacua blev skadet i sæsonens første kamp mod Lions, og vendte tirsdag tilbage til træning for første gang siden skaden. Dog forventes det ikke, at sidste års rookie-sensation bliver klar, men på den seneste skadeliste fremgår han som “tvivlsom”, og derfor er det muligt, at han ser græsset igen.
Spillere som John Johnson III, Tyler Higbee og Jonah Jackson, er alle at finde på IR- eller PUP-listen, og desuden er linebacker Troy Reeder, der har startet samtlige kampe for Rams i sæsonen indtil videre, meldt ude med en skade i lysken.
Hos Vikings er de en del mere raske. Af nævneværdige spillere er det kun linebackeren Blake Cashman, der ikke er tilgængelig for anden uge i streg grundet en skade i tåen.
Tight end-stjernen T.J. Hockenson har stadig til gode at få sin sæsondebut, men han har trænet delvist med i løbet af ugen og ligner en mand, der kommer retur for første gang siden december 2023, hvor han rev korsbåndet i stykker.
Blitz bæsterne
Som om det ikke allerede har været udfordrende nok for Matthew Stafford og resten af Rams-angrebet, så skal de nu op imod Brian Flores’ frygtindgydende forsvar, der har taget ligaen med storm.
Han blev før sidste sæson ansat som ny defensiv koordinator for Vikings, hvilket har vist sig at være en af de vigtigste tilføjelser i løbet af de sidste to år for Vikings.
Han benytter sig af en meget kreativ form for defensiv spildesign, der ofte forvirrer quarterbacken. Det har ført til flest interceptions forceret af noget hold i NFL med 11 styks, og de indkasserer kun 17,2 point per kamp, hvilket er sjette færrest indtil videre.
Stafford har dog fornøjelsen af at have sit trofast våben Cooper Kupp tilbage, og det er vigtigt for Rams’ vinderchancer.
Kupp nåede at gribe hele 18 bolde, 147 yards og et enkelt touchdown på bare halvanden kamp, inden han udgik med en ankelskade. Den skade har holdt ham ude indtil nu, men han har trænet fuldt med op til kampen og er dermed meldt klar.
Den 36-årige stjernequarterback har ellers gjort et udmærket stykke arbejde med at kaste til langt mindre profilerde NFL-spillere som Tutu Atwell og Jordan Whittington. Efter seks kampe har han 12. flest kasteyards per kamp, men han har derimod haft svært ved at kaste den ind i end zonen.
Sølle tre kastetouchdowns er det blevet til, hvorimod runningbacken Kyren Williams har løbet minimum et touchdown ind hver kamp og samlet otte af slagsen i de første seks kampe.
Derfor kunne det godt tænkes, at Rams skal forsøge at løbe bolden for at besejre det stærke Vikings-mandskab, men det bliver på ingen måder nemt.
De tillader kun 80 løbeyards per kamp, og det er næstbedst af alle hold i ligaen i denne sæson. Linebackerne Ivan Pace Jr., Andrew Van Ginkel og Pat Jones II har alle været pestilenser for modstandernes løbeangreb, hvilket blandt andet skyldes deres mange blitz’.
På 42,5% af alle spil vælger Brian Flores at blitze modstanderne, hvilket både stopper løbet, og har hjulpet med at lave 24 sacks, hvilket er tredje flest indtil videre.
Kyren Williams har desuden haft svært ved at følge op på sidste sæsons succes, hvor han løb fem yards per løb. I år har han indtil videre kun løbet 3,8 yards per løb, og det tal bliver sandsynligvis ikke markant bedre mod Vikings.
Forudsigelse
Meget af den her optakt har haft fokus på Vikings’ forsvar, men det er mindst lige så meget angrebet, der har været skyld i den imponerende sæsonstart.
Sam Darnold har overgået alles forventninger, Justin Jefferson ligner den bedste receiver i NFL, og Aaron Jones har været en ekstrem stærk tilføjelse. Rams’ forsvar har, bortset fra den seneste kamp mod et hårdt ramt Raiders-angreb, tilladt 24 point eller flere i alle deres kampe, og jeg kan ikke se, at det bliver anderledes mod Kevin O’Connells meget veloplagte angreb.
Dermed bliver mit gæt, at Vikings tager sejren meget komfortabelt og vinder 34-13.
Husk at du kan se kampen fredag morgen på bare 40 minutter med Game in 40 på NFL Gamepass.