Det er Joe Burrow over for Trevor Lawrence, når fjerde spillerunde sparkes undervejs.

Vi indleder fjerde spillerunde med et opgør mellem Cincinnati Bengals og Jacksonville Jaguars, der ganske vist råder over et par talentfulde bannerfører i form af Joe Burrow og Trevor Lawrence, men samtidig har lang vej endnu, før de kan gøre sig gældende i toppen af NFL.

Mandskaberne har dét til fælles, at de befinder sig i hver deres genopbygningsproces. Nattens gæster fra Jacksonville gjorde rent bord i foråret, da de udskiftede den sportslige stab og i stedet ansatte den succesrige college-træner Urban Meyer og draftede én af de mest imødesete spillere nogensinde i form af Trevor Lawrence.

Ikke desto mindre står Jaguars fortsat uden sejr i 2021, og har faktisk tabt 18 kampe i træk. Senest fik Jaguars ørene i Kliff Kingsburys velsmurte Cardinals-maskine, da Trevor Lawrence havde sidste hånd i fire turnovers og slet ikke fik gang i angrebsspillet.

Omvendt blæser der omsider positive vinde ind over Cincinnati og Zach Taylor, der er i gang med sin bedste sæsonstart som Bengals-træner med to sejre ud af tre mulige. Senest fik Bengals bugt med divisionsrivalerne fra Pittsburgh Steelers, som man besejrede med overbevisende 24-10. Steelers’ forsvar manglede ganske vist en række profiler, men alligevel var det bemærkelsesværdigt, at Bengals’ ellers udskældte offensive linje ikke tillod et eneste sack.

Seneste nyt på skadesfronten
I skrivende stund døjer Cincinnati Bengals med en række skadede spillere fra startformationen. Bl.a. har cornerback Chidobe Awuzie (lyskenproblemer), safety Jessie Bates III (nakkeskade) og receiver Tee Higgins (skulderskade) ikke kunnet træne med i indeværende uge, hvorfor de er særdeles tvivlsomme til torsdagskampen. Tee Higgins missede også det seneste opgør, hvor Ja’Marr Chase og Tyler Boyd i stedet førte an i Bengals’ kasteangreb med samlede 101 grebne yards og tre scoringer.

Modsat råder Urban Meyer over en nogenlunde skadefri trup, hvor der blot er tvivl om kicker Josh Lambo, hvilket skyldes personlige årsager. Ellers er det bemærkelsesværdigt, at Jaguars har sendt cornerback C.J. Henderson til Carolina Panthers i indeværende uge. Henderson blev valgt med det niende valg i 2020-draften, men efter blot ti kampe med 43 tacklinger, seks forsvarede kast og en enkelt interception som følge er han altså fortid i Jacksonville.  

Hold øje med…

Fortsætter Ja’Marr Chase sin imponerende start på den store scene?

Debatten var svær at overse, da Cincinnati Bengals valgte receiver Ja’Marr Chase med det femte valg i forårets draft. NFL-godtfolket betvivlede ikke Chases niveau, men snarere Bengals’ manglende kvalitet på den offensive linje. Foreløbigt har Bengals og Ja’Marr Chase gjort denne debat til skamme.

I sine tre kampe som professionel har Chase grebet 11 bolde for 220 yards og fire scoringer – altså i gennemsnit 20 yards pr. grebet bold. Joe Burrow har en ’passer rating’ på 151, når han kaster efter Ja’Marr Chase, hvortil de foreløbigt udgør én af de bedste duos i NFL anno 2021. Således har de to genfundet deres indbyrdes kemi fra college-rækkerne, hvor de udgjorde et frygtindgydende og rekordsættende makkerpar.

Natten til fredag står de over for Jacksonville Jaguars’ forsvar, der igen i år har været hullet som en si. Forsvaret har foreløbigt tilladt fjerde flest yards (907) og næst flest yards pr. kast (8,6). På papiret er der lagt i kakkelovnen til, at Ja’Marr Chase skal indtage rampelyset med stil.  

Hvilket Jaguars-angreb får vi at se?

Urban Meyer slog sit navn fast i college-rækkerne via sit kreative og aggressive angreb, som hjembragte ham tre nationale mesterskaber i alt. Men indtil videre har Urban Meyer skudt med løst krudt i NFL, selvom han råder over en af de mest talentfulde quarterback i nyere tid.

Trevor Lawrences manglende succes illustreres glimrende ved, at han kontinuerligt forsøger at flytte bolden langt ned ad banen, men intet rammer. Lawrence kaster i gennemsnit 9,6 yards pr. forsøg (tredje længst i NFL), men har blot ramt på 54 procent af sine kast, hvilket er næst dårligst i NFL. Ydermere har han kastet flest interceptions i NFL med syv styks.

I min optik er Urban Meyer nødt til at justere sit angreb. Den offensive linje er ganske enkelt ikke dygtig nok til, at angrebet skal leve af rendyrkede lange kastespil og Trevor Lawrence har øjensynligt behov for et ’simplere’ angreb, hvis han skal kunne eksekvere. Balancen i Jaguars’ angreb bliver derfor særdeles interessant at holde øje med, når de står over for Cincinnati Bengals, der har tilladt 14. færrest kastede yards og sjette færrest point pr. kamp. I den forbindelse skal I også holde et vågent øje med Bengals’ defensive tackle Larry Ogunjobi, der har været ekstraordinært god i sæsonens begyndelse.

Forudsigelse
Det er formentlig de færreste, som havde forventet, at Cincinnati Bengals kunne stå i en situation, hvor de har vundet tre af sæsonens første fire kampe. Men det er tilfældet og der er forbedringer at spore på tværs af spillertruppen. Den offensive linje har overpræsteret relativt til vores forventninger, Ja’Marr Chase er i gang med at indfri sit potentiale og forsvaret har været overraskende solidt.

Cincinnati Bengals har momentum og det bør blive udslagsgivende i torsdagskampen. Jacksonville Jaguars mangler både talent og selvtillid og kombineret med en stålfast, uprøvet (i NFL, red.) cheftræner, er sæsonen ved at være slut, før den startede. Jeg forventer, at Bengals avancerer til 3-1 og vinder med 23-17.