Det bliver en duel mellem et af NFLs tophold mod en af bundpropperne i denne uges torsdagskamp, der byder på et rivalopgør fra AFC West med en klar favorit.

Det er ikke for at dræbe al form for spænding og interesse i Thursday Night Football på forhånd, men ser man på denne uges opgør med både den nuværende sæson og nyere historie in mente, så skal der ske noget helt ubegribeligt, hvis Denver Broncos skal vinde over Kansas City Chiefs. De forsvarende Super Bowl-mestre er startet sæsonen fint og har vundet fire ud af fem mulige kampe, mens det omvendte er tilfældet for Denver Broncos, der har tabt fire ud af fem. Forskellige mantraer kan bruges til at bringe spænding i opgøret, såsom “Any Given Sunday” og “divisionsopgør har sit eget liv”, men faktum er, at hjemmeholdet fra Kansas City har vundet de seneste 15 (!) interne opgør mod Denver Broncos. Vi skal helt tilbage til 17. september 2015 for at finde den seneste Broncos-sejr, da Peyton Manning, Demaryus Thomas og Emmanuel Sanders scorede flere point end Alex Smith, Jamaal Charles og Jeremy Maclin.

I 2023 er der vendt op og ned på stjernestatusen set i forhold til det opgør, men det var bestemt ikke intentionen hos udeholdet. Efter flere års middelmådighed i kølvandet på netop Peyton Manning med quarterbacks som Trevor Siemian, Joe Flacco, Drew Lock og Case Keenum, så gik de efter et homerun, da de før 2022-sæsonen hentede Russell Wilson til fra Seattle i en vaskeægte blockbuster-trade. Det endte dog miserabelt, da hverken Wilson eller den nye cheftræner Nathaniel Hackett gjorde noget positivt på banen. Det førte til en ny trade for Broncos i foråret, da de sikrede sig Super Bowl-vindende cheftræner Sean Payton. Payton skulle fikse Wilson og angrebet, og selv om der har været forbedringer at spore, så har det ikke været nok til at gøre den helt store forskel, da holdets forsvar i mellemtiden er kollapset. Efter at have været en god enhed i fjor, er de nu ligaens værste og fik uddelt historiske øretæver, da de tabte 70-20 til Miami Dolphins. Holdet har også sagt farvel til Randy Gregory, der forud for 2022-sæsonen var udset som en vigtig brik på forsvaret, da holdet gav ham en kæmpekontrakt i free agency. Ydmygelsen blev total, da de i den forgangne spillerunde tabte til Zach Wilson, Jets og ex-træner Hackett.

I Kansas City har holdet ikke helt formået at leve op til den standard, de satte i 2022, men efter nederlaget til Detroit Lions i denne sæsons åbningskamp har de gjort rent bord, om end de har haft flere tætte opgør som mod upåagtede Jets og Vikings. Offensivt har det været Mahomes, Kelce og runningback Isaiah Pacheco, der har været mest pålidelige, og mon ikke sidstnævnte slikker sig om munden efter han så, at Breece Hall løb mere end 170 yards mod Broncos søndag. Forsvaret har, som altid, sine fejl og mangler, men Steve Spagnuoglus enhed har det med at skrue op for presset og kvaliteten, når det mest gælder.

Seneste nyt på skadesfronten

Der er overvejende godt nyt på skadesfronten hos begge mandskaber. Efter at have siddet ude i nederlaget til Jets, så får Denver Broncos efter alt at dømme den unge, talentfulde runningback Javonte Williams tilbage i startopstillingen til opgøret mod Chiefs. Williams var begrænset i mandagens træningssession, men trænede fuldt med tirsdag. Talentfulde tight end Greg Dulchich er tilbage på træningsbanen, men fortsat på Injured Reserve-listen og kommer derfor ikke i spil til kampen. Denvers måske bedste forsvarsspiller i år, defensive tackle DJ Jones trænede ikke med tirsdag, og det gjorde edge rusher Frank Clark heller ikke, det var dog grundet sygdom. Justin Simmons, Lloyd Cushenberry og Barron Browning var alle begrænsede i træningen, men forventes at spille.

Hos Chiefs var tre spillede begrænsede i deres tirsdagstræning. Travis Kelces ankel volder stadig problemer, mens to vigtige forsvarsspillere i George Karlaftis og ikke mindst Nick Bolton ligeledes ikke var i stand til at træne fuldt med. Nick Bolton har ikke spillet de seneste tre opgør, og Chiefs håber snart at have ham tilbage. Rettes blikket mod resten af forsvaret, så trænede de to cornerbacks, Trent McDuffie og L’Jarius Sneed fuldt med, og det samme gjorde Mike Danna og Drue Tranquill. 

Hold øje med

Får Chiefs gang i holdets receivere mod et hullet Broncos-forsvar?

I 2022 overraskede Kansas City de fleste fans og eksperter, da de sendte Tyreek Hill til Miami Dolphins og efterfølgende havde en mere effektiv angrebssæson. Det var i høj grad på baggrund af en fantastisk sæson fra Travis Kelce, men også solide sæsoner fra Juju Smith-Schuster og Marquez Valdes-Scantling. I år har der ikke været samme flow i kastespillet, der har set noget rustent ud. Spillere som Skyy Moore og Kadarious Toney har ikke slået til, mens Valdes-Scantling ikke har været på helt samme niveau som i fjor og en småskadet Kelce snitter 22 færre yards per kamp end sidste sæson. Holdets statistisk bedste wide receiver har været Justin Watson, der i gennemsnit skaffer mere end 21 yards per catch og har været vigtig i flere afgørende situationer. Rookie Rashee Rice har grebet næstflest bolde for holdet, naturligvis overgået af Kelce, men det har ikke været eksplosive spil og han har også tabt mange bolde. Det er blevet til 10 yards i snit med sine 17 catches – til gengæld er det blevet til 11 første downs.

Chiefs har været et hold, der har kunnet smadre en pointtavle, men i år har hold som Dolphins, Bills og Dolphins stået for de største offensive udskejelser. Skal holdet gøre sig håb om at kunne gentage Super Bowl-sejren, så skal de have mere ud af deres receivere. Kampen mod Dolphins kan være en gylden chance for at komme i gang.

Kan Zach Allen og Nik Bonitto gøre det surt for Mahomes?

Skal Broncos have en chance i opgøret, så skal holdets forsvar gøre det meget bedre, end de har gjort det tidligere i sæsonen. De har dygtige spillere i bagkæden i Patrick Surtain og Justin Simmons, men mod Jets var det pass rusherne på ydersiden, der gjorde sig bedst bemærket.

Den unge Nik Bonitto blev valgt i anden runde i fjor, men har i år fået mere spilletid og han har været produktiv. Den 24-årige edge rusher har de seneste to uger samlet fire sacks og viste også glimt i nederlaget til Washington. Zach Allen var en af holdets free agency-tilføjelser i år, efter han i 2022 havde karrierens bedste sæson for Cardinals. Allen har været produktiv som takler, men fik også selv hul på sack-bylden i kampen mod Jets, da han nedlagde Zach Wilson. Chiefs har i denne sæson to nye tackles i Donovan Smith og Jawaan Taylor, og ingen af dem har været synderligt imponerende. Ifølge Pro Football Focus har de tilsammen tilladt 27 pressures tilsammen. 

Det kan blive en nøgle for Broncos. Får de pres på Mahomes kan han naturligvis løbe rundt og lave de magiske spil, han er kendt for, men da der måske endnu mangler lidt kemi med en del af de unge receivere, så har Mahomes lavet flere fejl i år end vi måske er vant til.

Forudsigelse

Det er svært at se, hvordan Denver for alvor skal kunne true Chiefs, der har været bedre i alle spillets facetter i indeværende sæson. Sean Payton har længe ledt efter opgøret, der skulle agere som vendepunktet. De møder Chiefs to gange på tre uger inden en bye week, så hvis ikke de kan levere overraskelsen i et af de opgør, så bliver det meget svært for alvor at få vendt bøtten. Kan dette endda være den sidste strækning med Russell Wilson som startende quarterback i klubben? Ser vi et scenarie, hvor Paytons offensive filosofi fra Saints-dagene endelig slår igennem og forsvaret samtidig leverer på et niveau, der nærmer sig 2022-niveauet, så kan Broncos godt drille Kansas City. Intet i år har dog indikeret, at det kunne ske.

Chiefs har haft lidt grus i maskineriet offensivt, men vi skal ikke glemme, at de trods alt bankede Bears 41-10 tidligere på sæsonen, hvor Mahomes kastede tre touchdowns og holdets runningbacks scorede to. Holdets forsvar har efter Chris Jones’ tilbagevenden været solidt og de bør kreere nok store spil til at begrænse Denvers offensiv.

Kansas ender med at vinde sikkert 31 – 17.