Førstepladsen i NFC er på spil, når Packers gæster Cardinals i ørkenen.

Vi lægger ud med desserten og rundens brag, når ubesejrede Arizona Cardinals (7-0) tager imod traditionsklubben og titelbejlerne fra Green Bay Packers (6-1). Det bliver Kyler Murrays foreløbigt største opgave, når han skal forsøge at følge trop med ligaens forsvarende MVP i form af Aaron Rodgers.

Skulle Kyler Murray trække det længste strå, vil det være endnu et argument ind i hans MVP-kandidatur. Efter syv spillerunder har Murray været garant for træfsikkert og spektakulært spil, hvortil han har kastet for 2002 yards, 17 touchdowns og fem interceptions, mens han har løbet for yderligere 126 yards og tre scoringer.  

Modsat kan Green Bay Packers erobre førstepladsen i NFC med en sejr. Holdet er i forvejen i på sikker kurs mod divisionstitlen, hvor Minnesota Vikings (3-3) er den nærmeste bejler. Men Aaron Rodgers har ikke vundet over Arizona Cardinals siden 2012, og han har tabt begge indbyrdes slutspilsopgør i henholdsvis 2015 og 2009.

Summa summarum byder torsdagskampen på det ypperste, som NFL – anno 2021 – kan tilbyde. Sæt derfor kaffe over – I må ikke misse dette opgør.

Seneste nyt på skadesfronten

Men selvom de to mandskaber er brandvarme og stjernebestøvet, så risikerer skader og coronavirus at få en uheldig indflydelse på torsdagskampen.

Hos værterne fra Arizona er der tvivl om DeAndre Hopkins (forstrækning), mens J.J. Watt (skulderskade) er dømt ude. Selvom J.J. Watt ikke skiller sig nævneværdigt ud i forhold til antal tacklinger og sacks, har han etableret sig som en profil på Cardinals’ defensive linje. Ifølge Pro Football Focus’ rangering spiller Watt som den tiende bedste på sin position i NFL i år.

DeAndre Hopkins har ligeledes gang i endnu en super sæson, hvori han har grebet 420 yards og syv touchdowns. Hans eventuelle fravær vil utvivlsomt blive mærket.

Center Max Garcia (akillessene) og linebacker Jordan Hicks (skadet tå) fuldender Cardinals’ liste over tvivlsomme profiler. Særligt sidstnævnte har været en vigtig brik for Vance Josephs forsvar med 41 tacklinger, tre sacks og to forsvarede kast i 2021.

Gæsterne fra Green Bay er ikke hæmmet af decideret skadeskvaler, men i stedet har coronavirus sat sit præg på både receiverkorps og trænerstab. Således må Packers undvære defensiv koordinator Joe Barry og receiver Allen Lazard. Der er endvidere tvivl om Davante Adams, som testede positiv for coronavirus i mandags.

Eftersom Adams er vaccineret, kan han spille, såfremt han er symptomfri og kan fremvise to negative tests foretaget med 24 timers mellemrun. Ifølge Steve Wyche fra NFL Media er Davante Adams ikke rejst med Packers til Arizona onsdag d. 27. oktober.  

Hold øje med…

Hvem træder i karakter i stedet for DeAndre Hopkins og Davante Adams?

Vi risikerer dermed at mangle to af ligaens absolutte angrebsstjerner i DeAndre Hopkins og Davante Adams, når Cardinals og Packers brager sammen. Det vil naturligvis være en streg i regningen, da de to tilsammen står noteret for 1.164 yards og 10 scoringer i 2021,

Alligevel råder de to mandskaber over en række offensive profiler, som I bør holde øje med. Hos værterne har både Christian Kirk og A.J. Green været pålidelige alternativer til DeAndre Hopkins i indeværende sæson med henholdsvis 408 og 406 grebne yards.

Derudover har rookie Rondale Moore vist glimt af sit enorme potentiale – og det er især hans fart, som drager paralleller til Tyreek Hill. Moore bør få en relativt større rolle i Cardinals’ angreb med Hopkins på sidelinjen, og det bliver spændende at følge, om den unge receiver er opgaven voksen.

Hos Packers er det straks mere vanskeligt at finde spændende alternativer til Davante Adams og Allen Lazard. Det eksemplificeres ved, at de to har grebet 928 af Packers’ 1.778 yards og står noteret for en tredjedel af Rodgers’ kastede scoringer i 2021.

I stedet må vi forvente, at Aaron Jones får en travl dag på kontoret. Den 26-årige runningback står i forvejen noteret for næst flest grebne yards (186) for Green Bay Packers i år, mens han samtidig har løbet for 404 yards. Jeg tror, at Aaron Jones får en væsentlig rolle i kastespillet – enten som decideret receiver eller ud fra lommen – for at aflaste de forventelige tab.

Det vil også betyde, at I kan forvente at se mere til AJ Dillon, som i givet fald skal overtage en del af Jones’ byrde i løbespillet. Dillon har endnu ikke fået sit gennembrud i NFL, hvor han står noteret for 473 løbede yards i sine to første sæsoner.

Kan mandskabernes løbeforsvar holde stand?

I forlængelse deraf er det bemærkelsesværdigt, at begge forsvar har haft relativt svært ved at stoppe løbet i 2021.

I absolutte termer rangerer Arizona Cardinals’ forsvar 18. bedst mod løbespillet, men hvis vi ser nærmere på statistikken, har de tilladt næst flest yards pr. løb (4,97) i NFL. Kombineret med J.J. Watts fravær tyder det på, at Packers bør få plads og mulighed til at etablere et velfungerede løbeangreb, som kan åbne kastespillet op for de mindre prominente receivere.

Green Bay Packers’ løbeforsvar er kun marginalt bedre end Cardinals’ ditto, eftersom Kenny Clark, Preston Smith og co. tillader tredje flest yards pr. løb (4,9) og har tilladt 11. flest løbede yards med 121 pr. kamp i 2021. Forsvarets kvaler skyldes især linebacker-gruppens manglende kvalitet, og derfor bør I holde et vågent øje med Kyler Murrays evne til at bryde fri og løbe selv.

Endvidere er Chase Edmonds og James Conner gået under radaren i indeværende sæson. Særligt Conner har fundet formen efter to skuffende sæsoner i Pittsburgh, hvortil han har leveret 336 yards og seks scoringer i sæsonens første syv kampe.

Forudsigelse

Jeg tror stadigvæk, at vi kan forvente en højtscorende affære, selvom DeAndre Hopkins og Davante Adams eventuelt sidder ude. Det skyldes først og fremmest, at Kyler Murray og Aaron Rodgers er brandvarme, samt at de to angreb råder over en række glimrende alternativer. Dertil bør begge angreb være i stand til at etablere løbet, hvilket kan åbne kastespillet yderligere op.

Det er straks sværere at spå om resultatet. Aaron Rodgers har været særdeles afhængig af Davante Adams i såvel sin senere karriere som i indeværende sæson – og hans fravær bør være relativt mere mærkbart end DeAndre Hopkins’ eventuelle ditto. Modsat har jeg – og til trods for Kyler Murrays flotte sæsonstart – større tiltro til, at Aaron Rodgers leverer varen i bedste sendetid.

Og det bliver tungen på vægtskålen. Green Bay Packers bryder Arizona Cardinals’ sejrstime og vinder med 30-27.