Giants er 2-0 for første gang siden 2016. I aften skal de på jagt efter endnu en sejr mod divisionsrivalerne Dallas Cowboys, der er 1-1 efter sidste uges meget overraskende sejr over Bengals, anført af Cooper Rush.

New York Giants har mulighed for at starte den første sæson med Brian Daboll i spidsen 3-0, hvilket er en præstation klubben ikke har formået siden 2009, hvor de startede 5-0. Dernæst er det også Daboll’s første kamp som cheftræner i prime time, og så mod en ærkerival som Cowboys. Det bliver interessant at se, hvordan han håndterer den situation. Giants har tabt deres seneste ti prime time kampe, så de har for alvor en plet de skal vaske af.

Giants og Cowboys har tørnet sammen et hav af gange, 120 siden 1960 for at være helt præcis. Dallas har haft krammet på Giants i de seneste opgør, hvor Cowboys har vundet hele ni ud af de seneste ti opgør. Generelt har Cowboys også godt styr på Giants, de har nemlig vundet 71 ud af de 120 opgør over New York klubben. En sjov statistik, der også vidner noget om, hvor svært Giants har haft de i den seneste håndfuld år er, at sidste gang Giants havde flere sejre end Cowboys, når de mødtes, var i 2015. Men nu har Giants med deres nye cheftræner fået noget momentum de ikke har haft i en årrække.

Efter en fabelagtig første kamp med hele 164 yards løb, så stilnede det lidt af for Saquon Barkley i sidste uge mod Panthers, hvor det blot blev til 72 yards. Cowboys løbeforsvar så også ganske godt ud mod Bengals, hvor de holdt Mixon til blot tre yards pr. carry og 57 yards i alt. Kan Cowboys også få succes med at stoppe Saquon Barkley, der ligner en mand i topform, så er det et stort skridt mod en sejr over Giants.
Cowboys eget løbeangreb har ikke været noget nævneværdigt i de første to kampe, hvor Ezekiel Elliott langt fra ligner den stjerne han engang var. Tony Pollard ser derimod anderledes eksplosiv ud, men har mest succes når han griber bolden. Giants løbeforsvar var ligeledes godt imod McCaffrey, der dog slap igennem med et langt løb for 49 yards til sidst i kampen. Giants har også lignet et ganske godt kasteforsvar. De tillod blot Baker Mayfield at kaste for 145 yards i sidste uge. Cowboys quarterback Cooper Rush, der er inde så længe Prescott er skadet, spillede en ganske solid kamp uden de store fejl og nåede 235 yards og et TD i sidste uge mod Bengals. Giants er nødt til at lægge en del mere pres på Rush end Bengals lykkedes med i sidste uge for at se, hvor god han egentlig er under pres. Kan Giants ryste Cooper Rush en smule, måske med tilføjelsen af Kayvon Thibodeaux, så er New York klubben godt på vej mod en 3-0 start.

Nyt på skadesfronten

Giants førsterundevalg i 2022-draften, Kayvon Thibodeaux, har endnu ikke spillet en down i denne sæson grundet en knæskade. Dog er der chance for at Giants får deres højt profilerede defensive end at se i dette opgør mod Cowbys, hvor Thibodeaux officielt står som tvivlsom. Det samme gælder for Giants’ anden defensive end Azeez Ojulari, der også er listet som tvivlsom til denne kamp. Derudover ligner receiveren Kadarius Toney desværre ikke en spiller, der kommer i kamp i aften. Han trænede ikke med holdet i lørdags og er meget tvivlsom til opgøret. En anden markant spiller som Giants har svært ved at undvære, er den kæmpestore defensive linjemand Leonard Williams. Williams er meget tvivlsom til opgøret grundet en knæskade, og uden ham kommer Giants til at mangle noget kvalitet på linjen.
Helt sikkert er det dog at receiver Wan’dale Robinson og de tre cornerbacks Aaron Robinson, Justin Layne og Nick McCloud alle må se til fra sidelinjen til aftenens kamp for Giants grundet skader.

Cowboys må stadig undvære deres franchise quarterback Dak Prescott til divisionsopgøret mod Giants. Derudover er deres safety Jaron Kearse og guard Conner McGovern også ukampdygtige i denne runde. Cowboys startende tight end Dalton Schultz måtte udgå fra sidste uges opgør mod Bengals, og det er tvivlsomt om han starter mod Giants. Dog har Cowboys fået et offensivt våben tilbage til denne runde, hvor receiver Michael Gallup skal spille sine første snaps i 2022-sæsonen. Derudover har Cowboys’ unge superstjerne Micah Parsons døjet med noget sygdom de seneste par dage. Han er derfor officielt tvivlsom til opgøret, men ingen regner med, at han ikke spiller.

Hold øje med…

Micah Parsons mod Giants O-line

Micah Parsons har været her, der og alle vegne i de første to spillerunder. Ingen forsvar har kunne stoppe ham indtil videre, og han er en spiller, der nærmest på egen hånd kan ødelægge Giants offensive plan. Parsons har to sacks i hver af de to første kampe, hvilket også siger noget om det niveau han spiller på lige nu. Parsons har lavet svimlende 17 sacks i sine første 18 kampe i ligaen. Han mangler blot tre sacks i de næste to kampe for at blive den hurtigste spiller til 20 sacks siden 1982, hvor sacks blev en officiel statistik.
Daniel Jones blev sacket tre gange mod Panthers i sidste uge, og hele fem gange i første spillerunde. Så det tegner ikke umiddelbart godt for Giants, når de skal op imod ligaens måske pt. bedste pass rusher. Dog har Parsons endnu ikke lavet et sack imod Giants i sine to første forsøg, så indtil videre ser Giants o-line ud til at have godt styr på den 23-årige superstjerne.
Det er også vigtigt for Giants ikke udelukkende have fokus på Parsons, for så vil Dorance Armstrong løbe lige gennem linjen. Armstrong havde også to sacks mod Bengals i sidste uge, så ham er Giants også nødt til at have et øje på. Cowboys linje havde hele seks sacks i alt imod Bengals, og lykkedes Cowboys og Parsons igen med samme massive pres på Jones i denne uge, så bliver det meget svært for Giants at få noget offensivt op at køre.

Kan Cooper Rush blive ved med at overraske?

Cooper Rush tilkæmpede sig en hel del respekt i ligaen i sidste uge med sejren over sidste års AFC-mestre Cincinnati Bengals. Rush styrede kampen uden af lave nogen store fejl, og førte Cowboys roligt ned ad banen til det afgørende field goal, der gav dem sejren. Dog er en mandagskamp noget helt specielt, og i disse omstændigheder kan uprøvede quarterbacks ofte komme til at forcere nogle kast, hvilket resultere i fejl. Rush får lidt ekstra hjælp at kaste til i denne runde, når Michael Gallup kommer tilbage fra sin skade. Rush har set meget stabil ud i de kampe han endnu har spille i ligaen, og er ikke en mand, der tager alt for mange chancer. Han er ganske enkelt god til at passe på bolden, hvilket er en stor kvalitet hos en quarterback. Giants kan dog risikere at blive en meget svær udfordring for Rush. De har haft et ganske godt kasteforsvar i de første par kampe, og specielt på tredje down var Giants stærke i sidste uge mod Panthers. Her tillod de blot to konverteringer på 12 forsøg, det havde hjemmepublikummet også en andel i. Det var et publikum, der sjældent har været så højlydt som i sidste uge. Så det kan også blive en faktor for Rush, hvis han ikke kan få kommunikeret ordentligt med sine holdkammerater inden snappet.

Hvis Rush bliver ved med at overraske og vinder aftenens kamp, så bliver han sammen med Hall of Famer, Kurt Warner, den eneste udraftede quarterback, der er startet 3-0 i sine første tre kampe siden 1950, samtidig med at kaste for over 750 yards. Kan Rush blive ved med at skabe succes, så begynder han at ligne en mand, der kan få et starterjob i ligaen et eller andet sted.

Forudsigelse

Kan Giants overvinde den elendige prime time statistik? Kan Cooper Rush virkelig blive ved med at vinde? Og kan Giants stoppe Micah Parsons? Det er nogle af de vigtigste spørgsmål op til dette opgør mellem de to divisionsrivaler Dallas Cowboys og New York Giants. Jeg tror det bliver en lavt scorende kamp, der er styret af godt defensivt spil fra begge hold. Giants har et larmende publikum bag sig og en hel del momentum med ind til denne kamp. Men det momentum kan hurtigt ødelægges af Micah Parsons, DeMarcus Lawrence, Trevon Diggs og resten af stjernerne på Cowbpys forsvaret. Dog tror jeg, at Giants vil have succes på jorden med Saquon Barkley, og så vil førsterundevalget Thibodeaux også ind og bevise, at Giants valgte rigtigt i draften. Brian Daboll’s tropper trækker det længste strå i en tæt kamp.

Giants vinder 20-17