I denne uges mandagskamp er det blevet tid til, at NFL indtager Mexico. På det historiske Azteca Stadium i New Mexico skal de to divisionsrivaler Arizona Cardinals, der er 4-6 og San Francisco 49ers, der er 5-4, dyste om at holde fast i håbet om en divisionstitel.

NFL har i år haft stor succes med den internationale kampe. Som sædvanligt i London, men især den nye destination München var yderst vellykket. Mandagskampen i denne uge bliver den femte internationale kamp i 2022-sæsonen, hvilket er flest i en sæson sammen med 2017 og 2019. Mandagskampen er også en gentagelse af den første grundspilskamp NFL spillede i Mexico, hvor Cardinals vandt 31-14 i spilleuge fire i 2005. Den kamp blev især husket for det vanvittige tilskuertal på hele 103.476 fans, hvilket er næst flest til en grundspilskamp nogensinde.

Begge hold kommer ind til opgøret i Mexico med en sejr i bagagen. 49ers sejrede over Chargers i spilleuge ti, mens Cardinals vandt over Rams. I 49ers’ sejr over Chargers var det forsvaret, der blev afgørende. Selvom mange i øjeblikket snakker om det stjernespækkede angreb 49ers har fået med tilføjelsen af CMC, så var det i sidste uge mere forsvarets fortjeneste, at 49ers kunne gå fra banen med en sejr. De holdt Justin Herbert til under 200 yards og holdt samtidig Austin Ekeler i skak, og tillod kun ét touchdown i kampen. Chargers havde stadig chancen for at vinde kampen til sidst, men Talanoa Hufanga lavede et stort spil, som han så ofte har gjort i denne sæson, og afgjorde kampen med sin interception med 53 sekunder tilbage. I kampen holdt 49ers sin modstander fra at score i hele 2. halvleg, hvilket de har gjort i de to seneste kampe nu.

Cardinals kamp i sidste uge var en underlig forestilling med hverken Matt Stafford eller Kyler Murray på banen. I stedet var det John Wolford og Colt McCoy, der styrede angrebene, og især Colt McCoy spillede glimrende og havde stor andel i sejren over de forsvarende Super Bowl mestre. McCoy kastede for 238 yards og ét touchdown mens James Conner scorede to gange, hvilket gav Cardinals sejren på 27-17. Receiveren Rondale Moore havde også en glimrende kamp med ni grebne bolde for 94 yards, hvilket han håber at kunne bygge videre på i mandagskampen.

Opgøret her mod 49ers er nærmest et ”must-win” for Cardinals. Falder de til 4-7 ser det voldsomt svært ud at komme i slutspillet. Bliver denne sæson også til en skuffelse uden slutspil, så ser sædet også en smule varmt ud under cheftræner Kliff Kingsbury.

Nyt på skadesfronten
Til ugens mandagskamp i Mexico må 49ers undvære de to defensive linjemænd Arik Armstead og Samson Ebukam.

Cardinals er. Uden Zach Ertz, der pådrog sig en skade i sidste uge, som holder ham ude resten af sæsonen. Derudover kommer T DJ Humphries og CB Byron Murphy heller ikke på banen, når Cardinals stiller klar på Azteca Stadium. Herudover er det værd at nævne at QB Kyler Murray er listet som tvivlsom, men det forventes dog, at han starter.

Hold øje med…
49ers angreb og Cardinals forsvar i redzone
49ers angreb har haft det bemærkelsesværdigt svært i redzone i denne sæson. Indtil videre i sæsonen konverterer de blot 54% af deres redzone muligheder til touchdown, hvilket pt. er 17. bedst i ligaen. Dog har Cardinals forsvar ligeså svært ved at stoppe modstanderen i redzone, som 49ers har ved at score. Cardinals tillader nemlig at hele 67% af modstanderens redzone drives ender i touchdown. Derfor bliver det spændende at følge, hvilken af de to mindre succesfulde enheder i redzone, der får bedst styr på spillet til denne kamp.

Hopkins vs Ward
DeAndre Hopkins har været ekstremt effektiv siden han kom tilbage fra sin karantæne. Siden han kom tilbage, er han bedst af alle receivere i grebne bolde (36), tredjebedst i yards (396) og har scoret to touchdowns. En anden måde man uden tvivl kan se hans værdi, er på point pr. kamp, hvor Cardinals er gået fra 19 til 29 siden Hopkins kom tilbage. Heldigvis for 49ers så har de Charvarius Ward til at sidde tæt på Hopkins kampen igennem. Ward er klart den bedste cornerback hos 49ers. Han har lukket ganske godt ned for receivere i år, hvor quarterbacks blot har en rating på 60 når de kaster mod Ward. Dog er Hopkins måske den bedste spiller Ward endnu har stået direkte overfor i denne sæson, så duellen her bliver yderst interessant at følge, og kan få afgørende betydning for mandagskampen.

Forudsigelse
I de seneste par sæsoner har Cardinals haft et godt tag på 49ers, hvor Arizona har vundet tre ud af de seneste fire opgør og vandt begge i 2021. Det vil 49ers uden tvivl gerne lave om på i denne uge i Mexico City, og det regner jeg også med, at de gør. 49ers har et virkelig stærkt forsvar, hvilket kan blive afgørende i denne kamp. Dog har Cardinals også mange gode våben på receiverpositionen, hvilket helt sikker bliver en spændende duel. På den modsatte side har Cardinals ikke haft et specielt overbevisende forsvar i år. I sidste uge mod Rams leverede de dog en god præstation, men det var også mod en backup quarterback, så er ikke sikker på, hvor meget man skal lægge i det. Jeg tror, at Cardinals får svært ved at stoppe alle 49ers’ dynamiske angrebsvåben, og derfor vinder 49ers opgøret.

Det er også værd at nævne, at de to seneste vindere i Mexico (Chiefs, 2019 og Patriots, 2017) kom begge i slutspillet og endda i Super Bowl i samme sæson, så måske er der lidt ekstra momentum at hente med en sejr på det legendariske Azteca Stadium i Mexico City.

49ers vinder 27-17