Falcons er tilbage på førstepladsen i NFC South
Det var ikke til at se, at Michael Penix Jr. netop havde overtaget tøjlerne i Atlanta på bekostning af Kirk Cousins. I sin første kamp som starter sikrede førsteårsspilleren Falcons en livsgivende sejr på 34-7 over New York Giants. Undervejs ramte Penix Jr. på 65,6 pct. af sine kast for 240 yards, og han så generelt selvsikker og overbevisende ud i lommen. Hans eneste fejl indtraf, da han kastede en interception, som Kyle Pitts havde et stort medansvar i.
Mens Atlanta Falcons tog en pligtsejr, så led Tampa Bay Buccaneers et potentielt katastrofalt nederlag til Dallas Cowboys på AT&T Stadium. Cowboys vandt med 26-24, efter at den tilbagevendte DaRon Bland fremtvang den kampafgørende fumble i de døende sekunder.
Resultaterne betyder, at Falcons og Buccaneers begge har vundet otte af 15 kampe i grundspillet, men at Falcons har genindtaget førstepladsen, fordi de har vundet begge indbyrdes opgør tidligere på sæsonen.
Bengals, Colts og Dolphins holder liv i slutspilshåbet
Denver Broncos mistede også et vigtigt skridt i slutspilsjagten, da de tabte til Los Angeles Chargers med 34-27 i torsdagskampen. Det betød, at Cincinnati Bengals, Indianapolis Colts og Miami Dolphins fik en livline i slutspilskampen.
De tre forfølgere udnyttede muligheden til fulde. Cincinnati Bengals og Indianapolis Colts tog hver sin pligtsejr over henholdsvis Cleveland Browns og Tennessee Titans, mens Miami Dolphins overvandt de forsvarende NFC-mestre fra San Francisco 49ers med en sejr på 29-17.
Resultaterne i 16. spillerunde betyder desuden, at 49ers endegyldigt har udspillet sin rolle i 2024-sæsonen, da de ikke længere kan nå slutspillet.
Se også: De’Von Achane holder liv i Dolphins’ slutspilshåb
Baltimore Ravens byder sig til i kampen om AFC North
Vi slutter vores gennemgang i toppen af AFC, hvor Baltimore Ravens tog en afgørende sejr over ærkerivalerne fra Pittsburgh Steelers. Lamar Jackson kastede tre touchdowns og Derrick Henry løb for 162 yards, da Ravens vandt med usædvanligt overbevisende 34-17 over Steelers.
Det var Ravens’ bare anden sejr i de seneste 10 indbyrdes opgør mod Steelers, og med sejren skaber John Harbaughs tropper fornyet spænding om udfaldet i AFC North. Pittsburgh Steelers og Baltimore Ravens har nu begge vundet 10 af 15 kampe, men Steelers fastholder førstepladsen i divisionen for nuværende på grund af de indbyrdes tiebreaker-regler.
Samtidig vandt både Kansas City Chiefs og Buffalo Bills, hvilket betyder, at de forsvarende mestre fastholder førstepladsen i AFC. Chiefs skal allerede i spil igen på onsdag, når de møder Steelers i Pittsburgh. Det samme gælder for Baltimore Ravens, som rejser til Houston, hvor de krydser klinger med Texans.
Se også: Højdepunkter fra Baltimore Ravens’ sejr over ærkerivalerne








