
Den tidligere Super Bowl-vinder Russell Wilson har hængt støvlerne på hylden til fordel for en ny tilværelse i tv-branchen.
Efter 14 sæsoner i NFL har Russell Wilson trukket stikket på sin spillerkarriere. Men det betyder ikke, at Wilson forlader sporten helt og aldeles. Tværtimod.
I stedet skal Russell Wilson fremover dække NFL for CBS Sports, der har udset Wilson som deres afløser for Matt Ryan i programmet “The NFL Today”. Ryan stoppede for CBS Sports, efter at han blev en del af topledelsen hos Atlanta Falcons tidligere på året.
Her skal Wilson dele studiet med værten James Brown og eksperterne Nate Burleson og Bill Cowher. Foruden Wilson har CBS Sports offentliggjort, at den tidligere offensive linjespiller Kyle Long ligeledes bliver en del af studiet fremover.
Russell Wilson blev oprindeligt valgt i tredje runde af 2012-draften af Seattle Seahawks. Konsensus frygtede, at Wilson ville få svært ved at begå sig i NFL på grund af hans beskedne størrelse, men han modbeviste hurtigt sine kritikere.
Allerede i sin anden sæson i NFL startede Russell Wilson, da Seattle Seahawks smadrede Denver Broncos i Super Bowl XLVIII. Wilson og Seahawks kvalificerede sig også til Super Bowl i den efterfølgende sæson, hvor de dog led et bittert nederlag til New England Patriots, efter at Wilson kastede en interception i de døende sekunder.
Russell Wilson nåede at spille 10 sæsoner for Seahawks, før han blev sendt til Denver Broncos i en storstilet handel.
Det var herefter, at Wilsons spillemæssige deroute startede, og efter to skuffende sæsoner i Colorado blev han skippet videre til Pittsburgh Steelers, før han sluttede sin karriere hos New York Giants.
I sin sidste sæson som professionel nåede Wilson bare at starte de første tre kampe, før Giants bænkede ham til fordel for Jaxson Dart.
Samlet set står Russell Wilson noteret for 205 kampe i NFL, hvori han har kastet 46.966 yards, 353 touchdowns og 114 interceptions.
Som følge har Wilson den femtebedste passer rating af alle spillere, der har leveret mindst 1.500 kast i NFL-historien.








