Wow. ELF-hold henter NFL-legende

0

Skulle man være i tvivl om, hvorvidt den europæiske professionelle liga ELF kan tiltrække store profiler, så er Paris Musketeers seneste træner-hyring beviset derpå.

Den tidligere Jacksonville Jaguars- og Raiders-cheftræner Jack Del Rio er blevet udnævnt til cheftræner for Paris Musketeers i European League of Football, ELF.

Den 61-årige Del Rio var cheftræner i 12 sæsoner i NFL for hhv. Jacksonville Jaguars og Oakland Raiders. Han vandt 93 og tabte 94 kampe i sine 12 sæsoner og nåede to slutspil med Jaguars og ét med Raiders.

Hans seneste job i NFL var som defensiv koordinator for Washington Commanders fra 2020 til 2023. Tidligere har han også været koordinator for Carolina Panthers og Denver Broncos.

Del Rios nye job i Paris kommer efter en kort periode som seniorassistent for college-holdet Wisconsin Badgers. Han blev ansat i august 2024, men trak sig fra stillingen i november efter at være blevet arresteret i forbindelse med et biluheld i Madison, Wisconsin, og sigtet for spirituskørsel.

Paris Musketeers er en del af den 16-holds store European League of Football, som spillede sin første sæson i 2021. Ligaen løber fra maj til september og inkluderer hold fra mange europæiske lande, inklusive Nordic Storm i Danmark, der spiller med for første gang i år.

Paris Musketeers havde en flot sæson sidste år, hvor de gik 10-2, før de tabte i semifinalen til Vienna Vikings. Musketeers’ tidligere cheftræner, amerikaneren Marc Mattioli, trak sig og er nu defensiv koordinator ved Kennesaw State. Nu skal Del Rio førsøge at give Paris-klubben deres første mesterskab.