Sæsonen var knap begyndt, før en af ligaens store stjerner faldt.

På papiret fik Seattle Seahawks en drømmestart på sæsonen, da de besejrede tilbagevendte Russell Wilson og Denver Broncos med 17-16, selvom det var de færreste, der spåede dem en chance. Men livet er ikke dans på roser for Pete Carroll, der undervejs måtte se sin forsvarsgeneral Jamal Adams udgå.

Torsdag er det kommet frem, at Jamal Adams har beskadiget en muskel i knæ- og lårområdet. Det betyder, at den 26-årige forsvarsprofil skal opereres og det ventes ikke, at han kommer i aktion igen i 2022. Det skriver NFL Network og ESPN.

Jamal Adams har kæmpet med skader i sin tid for Seahawks, hvortil han kun har spillet 24 af 33 kampe i sine første to sæsoner i Seattle. Ikke desto mindre blev han udnævnt til Pro Bowl og All Pro’s andethold i 2020, hvor han leverede 81 tacklinger og 9,5 sacks.

Det var også – bl.a. – på den baggrund, at han kunne skrive under på en fireårig kontraktforlængelse med Seahawks til potentiel værdi af cirka 520 mio. kr. tilbage i august 2021. Samlet set står Adams noteret for 71 kampe i NFL med 427 tacklinger, 21,5 sacks, syv forcerede fumbles og fire interceptions som følge.

Med Jamal Adams på sidelinjen må Josh Jones eller Ryan Neal forventes at træde ind som afløseren i Seahawks’ bagkæde, hvilket – alt andet lige – er en streg i regningen for Pete Carroll og co.