Sidste år havde vi flere ubesejrede hold helt ind i november. I år er det slut efter uge 7. Her er, hvad vi lærte i den forgangne uge. Vi starter med mandagskampen

1) Osweiler er ikke 72 millioner dollars værd
Bare lige, hvis du nu skulle være i tvivl. Osweiler har haft en svær start hos Texans, siden han skiftede fra Denver Broncos inden sæsonen, og mandagskampen mod netop Broncos var ingen undtagelse. For tredje kamp i træk kom Osweiler ikke over 200 kasteyards, og hvis man var i tvivl om, om Texans har overbetalt for Osweiler, så se på dette spil, der vel nærmest er på linje med Mark Sanchez’ berømte butt fumble:

2) Fullback er nøglen for Broncos
Der er ingen tvivl om, at Denver kan placere en del af skylden for deres to nederlag i denne sæson på et ringe løbeangreb, der har betydet, at angrebet i det hele taget havde det svært. Og det hele afhænger af rookie fullback Andy Janovich. I nattens kamp mod Texans spillede han mange flere snaps end i de seneste uger, og det var øjeblikkeligt synligt i ekstra meget plads til at løbe for runningbacks Anderson og Booker.

3) Foster stopper karrieren
Midt under kampen i nat kunne ESPN i deres transmission pludselig afsløre, at runningback Arian Foster stopper karrieren. Foster, der tidligere har spillet i Texans, har brugt denne sæson hos Miami Dolphins, men har igen – som sædvanlig med Foster – været plaget af skader. Trist, at han stopper – men ikke overraskende.

4) Og nu vi er ved Dolphins’ runningbacks…
… How about Jay Ayayi? Det var nok ikke ham, de fleste havde skudt på, hvis du inden sæsonen havde sagt, at han på to kampe ville løbe for 418 yards. Dolphins har nu vundet to i træk, og Ayayi er bare den fjerde spiller i historien, der løber for 200 yards i to kampe i træk. Ikke dårligt for en spiller, der inden sæsonen blev rygtet på vej ud af NFL på grund af dårlig disciplin, arbejdsmoral og mangel på respekt for holdkammerater og trænere.

5) Kickers are people too!
Og de kan nogle gange have brug for opmuntring. Det havde Chandler Catanzaro nok, da han i overtime smed et field goal på stolpen fra 24 yards for Cardinals søndag aften. Manden så syg ud i hovedet, da Seattle kort efter stillede op til at sparke en vindende field goal fra 28 yards med otte sekunder tilbage af overtime. Men Steven Hauschka må have følt medlidenhed med sin kollega på modsatte sidelinje. For han bankede bolden forbi, og så sluttede det hele uafgjort. 6-6. Nå, men hvad lærte vi så af det? Special teams er også en vigtig enhed i NFL. I øvrigt slog Adam Vinatieri lige endnu en NFL-rekord. 43 field goals i træk. What?

6) Ingen ubesejrede hold tilbage
Det med special teams kan de nok nikke genkendende til hos Minnesota Vikings. I en sand turnoverfest af en kamp tabte Vikings til Eagles efter hjemmeholdet var blevet sat i gang med et kickoff return på 98 yards til et touchdown. Sam Bradford kastede en interception og fumblede bolden fire gange. Og imens kom historien frem om, at Teddy Bridgewater måske aldrig vender tilbage til NFL. Hård eftermiddag for Vikings-fans.

7) Masser af turnovers
Det var ikke kun i Eagles-Vikings-opgøret, at det gik helt galt med turnovers. I 13 kampe søndag blev bolden foræret til det andet hold 39 gange. Det er tre pr. kamp. Og NFL undrer sig over, at seertallene falder. Det var ikke pæn football, men på en måde alligevel ret underholdende. Et par kommentatorer var nok en smule hæse i går.

8) Stakkels Geno
Geno Smith fik endelig chancen for at starte for New York Jets. Og så flåede han lige sit korsbånd itu. Der røg den sæson. Ryan Fitzpatrick fik lov at komme tilbage for Jets og førte dem så til sejr mod Baltimore Ravens. Og Fitz lagde ikke fingre imellem, da han kritiserede både ejer, træner og sportsdirektør for ikke at have tillid til Fitzpatricks evner på banen.

9) What the Chip?
San Francisco 49ers startede stærkt mod Tampa Bay Buccaneers og kom hurtigt foran 14-0 foran hjemmepublikummet. Jeg følte mig ret sikker på, at mit bet på 49ers ville gå hjem på det tidspunkt. I stedet var det 49ers-spillerne, der gik hjem – i hvert fald mentalt – og så satte Bucs lige 34 point på tavlen, mens 49ers kun præsterede et field goal mere. 34-17 til Bucs. Hvor længe holder Chip Kelly mon som head coach?

10) Er det smart at gamble i overtime?
Det synes Falcons-træner Dan Quinn åbenbart. Falcons smed en føring på 10 point væk i fjerde quarter, og da de så havde fjerde down på egen banehalvdel i overtime mod Chargers… så valgte Quinn at forsøge at konvertere og få en ny første down. Det er bare dumt. Devonta Freeman blev stoppet, og Chargers tog over på Falcons’ 43-yardlinje. Seks spil senere var kampen overstået efter et field goal på 42 yards af Josh Lambo. Værsågod, Chargers. Et styks sejr foræret på et sølvfad.