Man bænker ikke ustraffet Eli Manning. Eagles missede chancen for at sikre slutspilsdeltagelse, og så har et par spillere raget karantæner til sig.

1) Eagles missede en gylden mulighed
Allerede torsdag kunne Eagles have vundet NFC East, hvis Redskins havde slået Cowboys. Den gave fik Eagles ikke, så søndag skulle de selv forsøge mod Seattle Seahawks. Heller ikke her gik det dog Eagles’ vej, så nu må de vente mindst en uge mere med at  blive helt klar til slutspillet.
2) Man bænker ikke Manning
Giants’ træner Ben McAdoo bænkede Manning forud for søndagens kamp. I stedet spillede Geno Smith, men det var ikke ligefrem nogen succes. Giants fik stryg, og mandag blev McAdoo fyret. Og hvad kan man så lære af det? Man bænker ikke en klublegende. Heller ikke selvom sæsonen allerede er tabt. Med McAdoo fulgte i øvrigt general manager Jerry Reese. Genopbygningen af Giants kan starte tidligt.
3) Gronkowski i karantæne
Rob Gronkowski tabte hovedet søndag, da han tilsyneladende umotiveret kastede sig ned over en uvidende Tre’Davious White fra Buffalo Bills. Det kostede en straf, og nu også en karantæne. Han kommer til at sidde ude mod Miami Dolphins på mandag.
4) Spil til fløjten lyder!
Bengals var tæt på at få has på Pittsburgh Steelers mandag, men Steelers blev sat i gang af et mærkværdigt touchdown, hvor Bengals nærmest lod Le’Veon Bell lunte ind i endzone. Et lidt halvhjertet forsøg på at skubbe Bell ud af banen mislykkedes, og så lod man ham ellers løbe. Spil nu til fløjten lyder, venner.
5) Jimmy Smith får ligegyldig karantæne
Mandag blev Baltimore Ravens’ Jimmy Smith idømt fire kampes karantæne for at overtræde ligaens dopingpolitik. Men søndag sluttede hans sæson alligevel, da han overrev sin akillessene i søndagens kamp mod Detroit Lions. Hvorfor så overhovedet give ham karantænen? Det virker omsonst.
6) Vikings er måske ligaens bedste hold
Hvor Eagles tabte til Seahawks og dermed kun har slået to hold, der har vundet flere kampe i år, end de har tabt, så har Vikings nu slået Rams og Falcons i de seneste to uger. Deres forsvar er det bedste i ligaen, og utroligt nok spiller Case Keenum meget solidt på quarterback-pladsen. Bliver det i år, vi for første gang skal se et hold spille på hjemmebane i Super Bowl?
7) Dyr dag for NFC South
Mindst ét hold skulle tabe, fordi Panthers og Saints mødte hinanden, men med Falcons’ nederlag til Vikings blev divisionen for alvor spillet i hænderne på Saints, der nu er 9-3 og kan sikre divisionstitlen med sejre resten af vejen. Alt tyder dog stadig på, at NFC South sender mindst to – og måske tre – hold i slutspillet.
8) Hvor lang snor får Alex Smith?
Tilsyneladende resten af sæsonen. Man kan også dårligt klandre Smith for nederlaget til Jets søndag. Men Chiefs er nu 6-6 efter at have startet sæsonen 5-0, og pludselig er de helt lige med Raiders og Chargers. Chargers startede sæsonen 0-4 og ligner lige nu det bedste hold i AFC West.
9) Browns’ chancer er ved at løbe ud
Jeg havde troet, at de ville snuppe en enkelt sejr i denne sæson, men med hjemmekampe mod Packers og Ravens efterfulgt af udekampe mod Bears og Steelers til at slutte sæsonen af begynder det at se tvivlsomt ud. Der er faktisk en meget reel chance for, at Browns går 0-16. Og så er det helt sikkert farvel og tak til Hue Jackson som head coach.
10) Farvel og tak Joseph?
En man også burde sige farvel og tak til, er Broncos’ Vance Joseph. Han har kun stået i spidsen for holdet i 12 kampe, men efter en sæsonstart, hvor man var 3-1 har man tabt otte i træk og motivationen virker til at være væk for et hold, der for bare to år siden vandt Super Bowl. Man kunne give Joseph en sæson mere, men i forhold til, at det samme hold sidste år sluttede 9-7 indgyder holdets nuværende rekord på 3-9 ikke meget håb for fremtiden.