Sæsonen er ovre – desværre. På den positive side betyder det, at vi kan få vores nattesøvn tilbage. Så hurra for det. Men vi kan naturligvis ikke slutte sæsonen uden at tage et kig på, hvad vi lærte i Super Bowl. Så det gør vi her. Læs med.
1) Patriots er NFLs konger
De har ”kun” vundet fem Super Bowls. Men Patriots er NFLs konger. Super Bowl i søndags var Patriots’ niende – de syv af dem er kommet siden 2002. Kun Giants har slået Patriots i Super Bowl siden da – to gange. Det er uden tvivl et af de største dynastier i NFLs historie, og det ser ikke ud til at være overstået endnu.
2) Brady er en ged…
Og det er meget positivt ment. Med sin femte Super Bowl-sejr – og måden det skete på – er det efterhånden svært at argumentere for, at Tom Brady ikke er den bedste quarterback, der nogensinde har været i NFL. Måske er han endda den bedste spiller overhovedet. Skal vi ikke bare lukke den der? Så kan Manning, Montana, Elway og alle de andre kæmpe om de sekundære placeringer. Brady er som de siger på amerikansk The GOAT – Greatest Of All Time!
3) …men White burde have vundet MVP-titlen
Det sagde Brady endda også efter kampen. Ja, Brady var måske nok hovedmanden bag det store comeback – det største i Super Bowl-historien. Men den rutinerede quarterback havde også en svær start på kampen, hvor han blandt andet kastede en interception, der blev returneret til et touchdown. Runningback James White, derimod, satte Super Bowl-rekord med 14 grebne bolden. Den lille back stod for hele 20 af Patriots’ point, og scorede tre touchdowns. Han var altså Patriots’ vigtigste mand på en dag, hvor der blev lukket ned for både LeGarette Blount og Dion Lewis.
4) Roger Goodell slap med æren i behold
Det kan ikke have været et fantastisk øjeblik for NFLs øverste chef, da han skulle overrække Lombardi-trofæet til Patriots-ejer Robert Kraft. Under kraftige buhråb fik Goodell ønsket tillykke, og forlod så hurtigt podiet, mens Kraft sendte en slet skjult stikpille afsted mod Goodell. Men den udskældte chef forstod budskabet og holdt sig i baggrunden. Fornuftigt.
5) Det var rekordernes aften
Hvis du var en af dem, der gik i seng midt i tredje quarter begik du en kæmpe fejl. Super Bowl var historisk, og der blev slået massevis af rekorder. Faktisk en del flere, end jeg vil liste op her – hele 37 rekorder af større eller mindre karakter blev slået. Men de vigtigste? Patriots lavede et comeback på 25 point. Det er det største nogensinde i Super Bowl. Det var i øvrigt første gang nogensinde, at en Super Bowl går i overtime. James White greb 14 bolde for 110 yards. De 14 bolde var mest af alle i en Super Bowl. Det var kraftigt medvirkende til, at Tom Brady fik en meget stærk statistik efter en skidt start. Hans 466 kasteyards var flest i Super Bowl-historien, og det gav ham en fjerde Super Bowl MVP-titel – flest af alle. Falcons blev det første hold til at returnere en interception for et touchdown og tabe kampen i Super Bowl, og Patriots’ 19 point i fjerde quarter blev også det største comeback i fjerde quarter i NFLs slutspilshistorie. Tidligere var hold i slutspillet 0-124, hvis de var bagude med 17 point, når fjerde quarter startede.
6) Næste stop: Trump… Eller?
Som det er tradition kan Patriots nu se frem til en invitation til Det Hvide Hus for at møde USAs præsident – hvis ellers Trump ikke dropper den tradition. Men flere Patriots-spillere har allerede sagt, at de ikke vil besøge præsidenten. Det gælder blandt andet tight end Martellus Bennett, der med sejren søndag vandt sin første Super Bowl-ring.
7) Falcons smed kampen væk
Det er absurd, at jeg har brugt så meget spalteplads på Patriots’ vilde comeback, når de aldrig skulle have haft chancen. Oppe med otte point og lige omkring fire minutter tilbage havde Falcons alle chancer for at lukke kampen med et field goal, der ville have givet dem en føring på 11 point. Med fire minutter og 40 sekunder tilbage stod Falcons på Patriots’ 22-yard linje. Et løb på -1 yard, et sack af Matt Ryan, en holding-straf og et misset kast skubbede Falcons ud af field goal-afstand, og resten er historie.
8) Kyle Shanahan som head coach
På det tidspunkt var San Francisco 49ers længe blevet enige med Falcons’ offensive koordinator Kyle Shanahan om at blive 49ers’ næste cheftræner. Men flere ting i afslutningen på kampen må være bekymrende for Jed York og co. Kyle Shanahan sidder til dagligt i en boks på stadion og har kun ringe erfaring med at stå på sidelinjen som en head coach. Rygterne har svirret om hans dårlige eller anstrengte forhold til flere spillere, og i store dele af anden halvleg så han fortabt ud med sine spilkald. Tre løb op igennem midten i den førnævnte situation havde formentlig givet Falcons en sejr, men nu må de i stedet græde sig i søvn det næste år.
9) Falcons’ nye OC er et ubeskrevet blad
Som erstatning for Shanahan har Falcons hentet Steve Sarkisian som offensive koordinator. Og hvis navnet ikke virker bekendt, så er det, fordi han er et meget ubeskrevet blad i NFL-sammenhæng. En enkelt sæson som quarterback-træner for Raiders i 2004 er alt, hvad Sarkisian har bedrevet i NFL. Sarkisian har dog været både offensiv koordinator og head coach i college.
10) Morten Andersen er i Hall of Fame!
Vi kan naturligvis ikke komme uden om denne. Endelig lykkedes det for Morten Andersen at komme i Hall of Fame. Og det er så fortjent! Herfra skal lyde et kæmpe tillykke til kickeren fra Struer, der stadig har rekorden for flest point i NFLs historie med 2544.

1 KOMMENTAR

  1. 8) Okay, det er et dårligt spilkald af Shanahan i den situation, men i sidste ende må det være HC’ens ansvar. Quinn godkendte det spilkald, hvis han ikke var enig i spilkaldet kunne han have vetoet det.

Comments are closed.