Slutspillet er i gang og vi fik en vild omgang kampe i wild card-runden. Og det er åbenbart en fordel at spille sig i slutspillet med et wild card i år.

Hele to kampe gik i overtime og tre af fire kampe blev først afgjort helt til sidst. Desuden er den første nye træner allerede blevet ansat, så der er nok at tage fat på. Her er 10 ting vi lærte i wild card-runden.


1. Manglende erfaring blev afgørende for Bills

Buffalo Bills startede som lyn og torden på udebane mod Texans, og i hele første halvleg så det ud til, at hjemmeholdet ikke ville få et ben til jorden. Men i sidste ende blev manglende slutspilserfaring afgørende for Bills. Quarterback Josh Allen lavede for mange dumme fejl, prøvede at få for meget til at ske, og så tabte Bills i overtime.


2. J.J. Watt er tilbage lige i rette tid

Texans’ comeback kan de ikke mindst takke J.J. Watt for. Watt har været skadet i en stor del af sæsonen, og han spillede kun i begrænsede perioder mod Bills. Men på en vigtig tredje down i anden halvleg lavede Watt et kæmpe sack, der forhindrede et Bills-touchdown, og det blev starten på Texans’ endelige comeback. I næste uge er Watt formentlig en del mere aktiv og det bliver der brug for mod Kansas City Chiefs og Patrick Mahomes.


3. Giv Derrick Henry Offensive Player of the Year

Okay, det er også fint, hvis Christian McCaffrey får prisen. Men Derrick Henry har været vanvittig i år. Henry havde 1540 løbeyards og 16 touchdowns i 15 kampe i grundspillet og lørdag mod Patriots fortsatte han i samme stil. 34 løb for 182 yards og et touchdown samt 22 yards receiving, og så stod Henry ellers for 204 af Tennessees 272 yards i kampen.


4. Var det enden for Brady?

Tom Brady er gammel. Han har ikke spillet op til sit bedste i flere år, han døjer med skader, og han har kontraktudløb. For første gang siden 2010 kom Patriots ikke som minimum til AFC-finalen. Jeg er ikke overbevist om, at Tom Brady stopper karrieren nu, men jeg kunne godt have mine tvivl om, hvorvidt han fortsætter hos Patriots, eller han vil finde et hold, der kan give ham det sidste skub til endnu et trofæ til næste sæson.


5. Lutz kunne være blevet helten

Wil Lutz ramte det field goal, der sendte kampen i overtime mod Minnesota Vikings. Så måske er det for meget at kalde ham for kampens skurk. Men havde han ikke misset et field goal i slutningen af første halvleg – 42 yards var alt – så kunne hans spark i slutningen af ordinær spilletid have været for sejren. Og så var han blevet helten i New Orleans. Nu manglede Saints i stedet de tre point, og så endte de med at tabe i overtime.


6. Vikings-forsvaret viste Super Bowl-styrke

Selvom Saints havde chancen for at komme tilbage og vinde, så må man også give kredit til Vikings-forsvaret. De fik i det store hele lukket ned for Saints’ ellers så eksplosive angreb. Eksempelvis blev Michael Thomas holdt til “kun” 70 receiving yards, mens Alvin Kamara kun løb for 21 yards på syv forsøg. Kan forsvaret for Vikings holde det spil, så har de chancen for at gå hele vejen i Super Bowl.


7. D.K. Metcalf bliver nok rimelig god

D.K. Metcalf blev valgt som den niende receiver i årets draft. Tyg lige lidt på den. Metcalf er blevet bedre og bedre gennem hele året, og søndag havde han sin bedste kamp i karrieren med 160 yards. Lige nu ser han ud til at blive væsentligt bedre end alle de receivere, der blev taget før ham med undtagelse af A.J. Brown.


8. Er Wentz forbandet?

Da Eagles vandt Super Bowl for et par år siden, var det uden Carson Wentz, der var blevet skadet i løbet af sæsonen. Derfor markerede søndag hans slutspilsdebut, men kampen varede kun otte spil for Wentz’ vedkommende, før det det var slut. En hjernerystelse satte Wentz ud af spillet, og så var der også slutspilsdebut til 40-årige Josh McCown. Men han stod uden chancer mod et stærkt Seahawks-forsvar, og så kunne Seattle relativt nemt lukke ned for Eagles. Spørgmålet er nu bare, om Carson Wentz er forbandet og aldrig kan få succes i slutspillet.


9. Cowboys fyrer endelig Jason Garrett…

Det var den dårligst bevarede hemmelighed i NFL, at Jason Garrett var på vej ud. En skuffende afslutning på sæsonen for Cowboys og det faktum, at Dallas allerede var begyndt at holde jobsamtaler med potentielle nye coaches – allerede inden Garrett var fyret – talte sit tydelige sprog. Og så blev det endelig officielt midt under Eagles’ kamp mod Seahawks. Måske Jerry Jones’ måde at stjæle rampelyset fra sine divisionsrivaler.


10. …og ansætter Mike McCarthy

Og der gik dårligt nok et døgn fra fyringen af Garrett til Cowboys havde afløseren på plads. Det bliver den tidligere Packers-træner Mike McCarthy, der får muligheden for at arbejde med Dak Prescott og Ezekiel Elliott. Cowboys har samtidig hyret ultraerfarne Mike Nolan som defensiv koordinator. Det signalerer en ny ære for Cowboys, og det skal blive spændende at se, om det kan løfte dem ud af den mangeårige sump, de har siddet fast i.