
Vi er igennem den første runde af slutspilskampe, og kun ét wild card-hold vandt sit opgør.
1. Sejre til alle divisionsvindere – undtagen Bucs
Al snak om, at et holds record – og ikke om man har vundet sin division eller ej – skal være afgørende for den endelige seedning i slutspillet bør forstumme. Det står klart efter at 5 ud af de seks divisionsvindere, der var i aktion i weekenden trak sig sejrrigt ud af deres opgør. Kun i Tampa var det udeholdet, der vandt, og det var mod den måske svageste divisionsvinder af dem alle.
2. Jayden Daniels skriver historie
Apropos kampen i Tampa, så blev Jayden Daniels med sejren over Buccaneers den bare fjerde quarterback nogensinde, der som rookie vinder en udekamp i slutspillet. Det krævede lidt held til sidst, men en sejr er en sejr, og nu venter så en tur til Detroit og et opgør mod Lions, der må ses som storfavoritter.
3. Det gjorde Bo Nix også
Broncos vandt ikke over Bills. Men også her skrev en rookie quarterback historie. Da Bo Nix således fandt sin college-kammerat rookie Troy Franklin i endzone på kampens første angrebsserie var det nemlig samtidig det første rookie-til-rookie touchdown i slutspillet i NFL’s historie. Og en fremragende start på kampen for Broncos. Desværre scorede de ikke mere i resten af kampen, som Bills vandt med lethed.
4. Drømmekamp mellem Ravens og Bills venter
Bills’ sejr over Broncos og Ravens’ sejr over Steelers betyder, at vi har lidt af et drømmeopgør i vente i divisionsrunden. Nu skal Baltimore således en tur til Buffalo til et opgør mellem to af konferencens bedste hold. Det bliver samtidig en kamp mellem ligaens to favoritter til at vinde MVP-titlen. Og det kan meget vel være vinderen af dette opgør, der ender med at repræsentere AFC i Super Bowl.
5. Bitter sæsonafslutning for Vikings
Det så virkelig godt ud i rigtig lang tid for Minnesota Vikings. Men sæsonen slutter med en bitter smag i munden efter to kampe med kun 9 point. Først mod Lions i sidste uge i en kamp, der kunne have givet Vikings førstepladsen i NFC, og i denne uge mod Rams i en kamp, der ville have sendt Vikings til Philadelphia i næste uge.
6. Rams vinder for Los Angeles
I stedet bliver det Rams, der skal en tur til Philadelphia. Og det er formentlig godt nok, at de ikke skal spille på hjemmebane, efter deres kamp i denne uge blev flyttet til Arizona på grund af naturbrandene i Los Angeles. Samtidig er netop naturbrandene omkring LA en katastrofe, der kan ende med at bære Rams langt ind i slutspillet – lidt på samme måde som da New Orleans Saints vandt Super Bowl kort tid efter, at byen var blevet hærget af orkanen Katrina.
7. Texans overrasker i slutspillet
For andet år i træk vinder Texans sin første slutspilskamp, og C.J. Stroud er dermed nu 2-1 i slutspillet i sin karriere. Lidt overraskende efter en mindre succesfuld sæson. Nu venter et svært opgør mod Chiefs, men kan man vinde her skal Texans ses som en helt reel trussel til Super Bowl.
8. Chargers er Chargers
Chargers ender deres sæson med at kollapse – lidt som vi har set før. Inden denne kamp havde Justin Herbert kastet tre interceptions i sæsonen. Mod Texans kastede han fire. Så vinder man ikke. Kampen startede ellers godt for Chargers, men to field goals i første quarter blev afløst af fejl på fejl. Alligevel havde man en mulighed for at komme inden for 10 point i fjerde quarter. Men extra pointet blev blokeret og returneret til to point til Texans, der efterfølgende scorede touchdown, og så var kampen uden for rækkevidde.
9. Ny træner til Patriots
Vi slutter med trænerkarrusellen, hvor det første navn er faldet på plads. New England Patriots har således præsenteret den tidligere Patriots-spiller Mike Vrabel som ny head coach, og det giver rigtig god mening at få en erfaren træner på posten.
10. Cowboys fanger Mike McCarthy – vil have Prime Time
Helt så nemt går det ikke i Dallas. Her er man nemlig først sent i processen blevet enig med sig selv i, at Mike McCarthy ikke skal forlænges. McCarthy er derfor nu bagud i sin søgen efter et nyt job, og det samme kan siges om Cowboys, der nu ikke længere har mulighed for at holde samtaler med koordinatorer fra de hold, der stadig er med i slutspillet før efter Super Bowl.
Rygterne går nu også på, at de vil have fat i Deion Sanders, der træner collegeholdet Colorado Buffaloes, men det kræver nok, at “Prime Time” Sanders får en garanti for, at han kan træne sin egen søn, quarterback Shedeur Sanders, der er spået til at være blandt draftens topvalg.








