Et par quarterbacks har måske spillet deres sidste kamp i NFL, mens et par hold vandt i slutspillet for første gang i årevis. Og så fik vi lige en ekstra trænerfyring. Her er 10 ting, vi lærte i divisionsrunden.

1. Browns fik drømmestart på slutspillet

Cleveland fik den bedst tænkelige start på sin første slutspilskamp siden 2002. Allerede på kampens første spil kom Browns foran, da Steelers begik en brøler ved snappet af bolden, der endte i endzone, hvor Browns kunne samle den op til et touchdown. Da første quarter var færdigt var Browns foran med 28-0, og så var kampen egentlig afgjort. Og det var altså uden flere corona-ramte profiler og uden sin smittede cheftræner.

2. Var det sidste kamp for Ben Roethlisberger?

Med Steelers’ nederlag bliver der nu igen stillet spørgsmålstegn ved, om Ben Roethlisberger har spillet sin sidste kamp i NFL. Roethslisberger spillede ikke nogen gode kamp og kastede fire interceptions. Med tanke på hans alder og lange skadeshistorik ville det give mening, hvis Big Ben lagde støvlerne på hylden nu. Og efter kampen var quarterbacken heller ikke afvisende over for, at det kunne være slutningen.

3. Ravens lukkede ned for Kong Henry

Og så kunne Titans faktisk ikke rigtig stille noget op. Og det viser nok meget godt, hvad Titans’ største problem er. Hvis ikke det kører for Derrick Henry, så skal Ryan Tannehill gøre arbejdet. Og selvom Tannehill har forbedret sig meget i det senere år, så mangler han stadig noget for at kunne bære holdet.

4. Lamar fik sin første slutspilssejr

De fleste havde forventet, at den var kommet sidste år, men her blev Ravens overrasket af Titans. I dette opgør fik de så revanche, og det var en forløsning for Lamar Jackson, der dermed fik sin første slutspilssejr. Der er sikkert mange flere i vente. Jackson er vokset og blevet langt mere moden som quarterback, og det var tydeligt flere gange i kampen, hvor han tog de korte kast eller undgik store hits, når han løb bolden – det tegner godt for fremtiden hos Ravens.

5. Brady var OK, men skal spille bedre

Han er 43 år, og han blev i weekenden den ældste quarterback i NFL’s historie til at kaste et touchdown i slutspillet. Og selvom Brady spillede en fin kamp, så skal der nok lidt mere til mod Saints i næste uge. Brady ramte kun på lige omkring 50 procent af sine mange kast, og Buccaneers-forsvaret er ikke godt nok til at holde kampen tæt, hvis ikke Brady leverer.

6. Bears skulle aldrig have været i slutspillet

Apropos Bears, så skulle de altså aldrig rigtig have været i slutspillet. 8-8 bør aldrig være nok til et wild card. Jeg forstår godt, at man gerne vil udvide slutspillet, da flere hold giver flere indtægter, men det virker bare åndssvagt, når de reelt ikke har en chance for at gå hele vejen til Super Bowl. Saints brokker sig dog nok ikke over, at de fik en forholdsvis let optakt til mødet med Tom Brady og Buccaneers i næste uge.

7. Forsvaret skal bære Rams

Rams fik en solid sejr over Seahawks, der har et problem, hvis Russell Wilson skal gøre alt arbejdet. Nu venter en kamp mod førstepladsen i konferencen i form af Green Bay Packers på legendariske Lambeau Field. Og sådan som Packers har spillet i år – og sådan som Jared Goff spillede i sit comeback i weekenden, så bliver det formentlig op til forsvaret at sikre, at Rams kan gå videre til konferencefinalerne.

8. Det var formentlig Rivers’ sidste chance

Colts går ikke videre til konferencefinalerne, og det betyder, at Philip Rivers heller ikke i denne omgang nåede det forjættede land. Og det var formentlig sidste chance for Rivers, der er ved at være oppe i årene. De to andre rigtig gode quarterbacks i Rivers’ draftårgang var Eli Manning og Ben Roethlisberger, der begge har vundet to Super Bowls, så det må ærgre Rivers, at han med al sandsynlighed slutter karrieren med et stort rundt nul på den konto.

9. Først slutspilssejr til Bills siden 1995

Det var ellers tæt på, at Colts kom tilbage mod Bills og kunne snyde Josh Allen og co. til sidst. Men Buffalo holdt fast og dermed vandt holdet sin første kamp i slutspillet siden 1995. Det er nye tider i Buffalo, og med nedturen til New England så er der håb for, at det kan fortsætte i mange år fremover, hvis Josh Allen fortsætter sit gode spil.

10. Eagles fyrer Doug Pederson

Philadelphia skulle lige bruge lidt ekstra betænkningstid. Men mandag fyrede de Doug Pederson, der for bare tre år siden stod med Lombardi-trofæet i hånden som vinder af Super Bowl LII. Det skyldes nok især det forliste forhold til holdets quarterback Carson Wentz, der nu i noget tid har lignet holdets forhenværende quarterback. Det skal blive spændende at se, om fyringen af Pederson ændrer på quarterback-situationen i Philly.