Et par quarterbacks er historisk gode, mens andre har problemer på positionen. Som altid. I dag er der fokus på quarterbacks.

Vidste du, at en Packers-quarterback aldrig har haft en perfekt passer rating? Altså før denne uge. Og kan Saints egentlig tillade sig at gå tilbage til Drew Brees, når han er skadesfri? Her er 10 ting vi lærte i uge 7.


1. Rodgers og LaFleur er et godt match

Sæsonen har ikke været nogen stor succes for førsteårs head coaches. Undtagen i Green Bay. Matt LaFleur blev begunstiget med den bedste situation af de nye trænere, og han har ikke skuffet. Aaron Rodgers spiller fantastisk i hans angrebssystem, og dte blev tydeligt søndag, hvor Rodgers var manden bag seks touchdowns, 429 kasteyards og en perfect passer rating på 158,3. Jeg tror nok, at Rodgers og LaFleur skal blive gode venner.


2. Problemer på angrebet? Falcons yder krisehjælp

Boy, oh boy. 124 point. Så mange point har Falcons tilladt over de seneste tre kampe og gennem hele sæsonen har holdet tilladt mindst 20 point, hver eneste gang, der er gået på banen. 124. Til sammenligning har Patriots tilladt 48 point i hele sæsonen. Så har du problemer på angrebet? Så bare ring til Roger Goddell og bed om at få lov til at møde Falcons. Så skal de problemer nok hurtigt være kureret.


3. Hvad nu Chiefs?

Man kan diskutere, om det var smart at lade en ankelskadet quarterback lave et sneak i en kamp, hvor man fører, og bør vinde sikkert. Så da Patrick Mahomes blev skadet på netop det mod Broncos blev Andy Reid voldsomt upopulær på Twitter. Sagen er, at hans skade var en knæskade, og de to er ikke relateret. Spørgsmålet er så, hvad gør Chiefs nu? Mahomes misser i hvert fald tre uger, og selvom Matt Moore virkede kompetent som backup, så kan Chiefs være 5-5 når Mahomes er tilbage. Det bør så stadig være rigeligt til at vinde en svag division, men der må alligevel være liiiidt bekymring i Kansas City.


4. Joe Flacco ain’t it

De fleste vidste det godt, andre (læs: mig) håbede. Men Joe Flacco er ikke svaret for Broncos. Mod Chiefs torsdag lignede han mere en statue end nogensinde før, og blev sacket otte gange – mest i hans karriere. Med en tvivlsom offensiv linje er Broncos nødt til at have en quarterback, der kan slippe ud af lommen – det kan Flacco ikke. Så nu tæller vi ned til Drew Lock, der er på injured reserve og tidligst kan spille mod Vikings i uge 11.


5. Kirk Cousins is it

Hvor Flacco har været særdeles middelmådig ser det lige nu ud til, at Vikings var geniale, da de forgyldte Kirk Cousins. Over de seneste tre kampe har han kastet 10 touchdowns og kun en enkelt interception (som han ikke kunne gøre for), samtidig med at han har kastet for 976 yards. Han har ramt på næsten 76 % af sine kast i den periode. Med et stærkt forsvar i ryggen kan Vikings drive det langt i denne sæson, hvor Cousins fortsætter stimen.


6. Stort statement af Ravens

Det så længe tæt ud mellem Seahawks og Ravens i Seattle. Men så skruede Ravens lige op for intensiteten, og så bankede de Seahawks ud af hjemmebanen. 30-16 lød det endelige resultat. Begge quarterbacks ramte på under halvdelen af deres kast, men Lamar Jackson løber vanvittigt i disse uger, og det var i sidste ende nok for Ravens. Baltimore vil i øvrigt også være begejstrede over, at Marcus Peters, der kom til midt på ugen i en handel returnerede en interception til et touchdown. God start på et nyt hold.


7. Saints tromler mod bye week

Fem sejre ud af fem mulige lyder statistikken for Teddy Bridgewater som starter for Saints i denne sæson. Formentlig noget mere, end hvad Sean Payton og co. havde turdet håbe på, da Drew Brees blev skadet. Nu er der én uge tilbage før Saints har bye week, og Brees er efter alt at dømme klar igen på den anden side. Så hvad gør man så? Mit bud er, at Brees er tilbage som starter, men det må være rart for Saints at vide, at de ikke behøver presse deres stjernequarterback tilbage på banen.


8. Hvem er David Johnson?

Det skulle have været et opgør mellem to rookie førsterunde quarterbacks i Daniel Jones og Kyler Murray. Og de var da også på banen, men det var altså Chase Edmunds, der stjal opmærksomheden. Reserven for en skadet David Johnson gik bersærk og løb for tre touchdowns og 126 yards. Så lad bare David Johnson sidde på bænken lidt endnu. Han der Chase, han kan noget.


9. Pas på, NFL

Ligaens høje herrer er ikke populære blandt spillerne for tiden. I løbet af ugen fik tre spillere bøder for at udtrykke sig negativt om dommerne i deres respektive kampe på Twitter, og mandag smed Odell Beckham Jr. et billede på sociale medier af en bøde, han har fået af NFL. For at have bare knæ i nederlaget i sidste uge mod Seahawks. 14.000 dollars, skulle det koste, og Beckham er ikke tilfreds. Med en overenskomstforhandling i en meget nær fremtid skal NFL passe på ikke at gøre sig alt for uvenner med spillerne.


10. Trade deadline nærmer sig

Og nu har vi en bedre idé om, hvem der kunne tænkes at være villige til at sende spillere af sted midt på sæsonen. Broncos har et par mellemfornøjede veteraner i Emmanuel Sanders og Chris Harris Jr. og hos Falcons er det tid til at sælge ud af alt. Matt Ryan blev skadet i weekenden, så det er meget sandsynligt, at Falcons er 1-7 efter næste uges kamp mod Seahawks. Måske skulle Falcons også overveje at sælge deres træner.