Antallet af ubesejrede hold svinder ind allerede efter tre uger, men der er også hold, der kan få en genrejsning med nye quarterbacks.

Hvor meget kan Daniel Jones eksempelvis løfte Giants? Og er Saints i gode hænder hos Teddy Bridgewater? Her er 10 ting vi lærte i uge 3.


1. Daniel Jones giver håb

Sportdirektør Dave Gettleman må sidde for sig selv og tænke ”Hvad sagde jeg?”. Søndag leverede det udskældte draftvalg Daniel Jones et kæmpe comeback i sin første start for New York Giants, og det giver håb for fremtiden. Jones formåede således at stable et comeback på benene i en størrelsesorden, som Eli Manning aldrig har gjort. Manning er således 0-44 i kampe, hvor holdet er bagud med mindst 18 point. Daniel Jones er 1-1. 


2. Hvor er Phillip Andersen, når man har brug for ham?

Det hele var dog blevet spoleret for Jones og Giants, hvis bare Bucs havde en kicker. Matt Gay missede således et 34-yard field goal, der havde givet Buccaneers sejren i sidste sekund. Måske Bruce Arians og co. skulle ringe til ham der den danske kicker, de havde på holdet i foråret.


3. Broncos har store defensive problemer

Som det første hold i 50 år har Broncos nu spillet tre kampe i træk uden at lave et sack eller forcere en turnover. Forsvaret spillede egentlig udmærket mod Green Bay Packers i søndags, men tre turnovers af angrebet blev udslagsgivende. Og så er det bekymrende, at et hold med en forsvarsguru som træner og Von Miller og Bradley Chubb som pass rushere ikke kan skabe mere pres på modstandernes quarterback. Det må og skal blive bedre hjemme mod Jaguars i næste uge. 


4. Patrick Mahomes bliver bedre og bedre

Patrick Mahomes havde en historisk god sæson sidste år med 50 touchdowns og mere end 5000 kasteyards. I år er han på vej mod at blive endnu bedre. Holder Mahomes således tempoet når han 53 touchdowns og mere end 6.000 passing yards. Helt sådan går det nok ikke, men han ligner allerede nu et sikkert bud på en MVP for 2019-sæsonen.


5. Patriots sætter rekord

Buffalo Bills er 3-0, men i næste uge får de munden fuld, når de får besøg af divisionsrivalerne fra New England Patriots. Patriots vandt endnu en storsejr over Jets søndag, og satte dermed rekord for flest grundspilssejre over en tiårig periode med 116. Patriots har scoret 106 point i de første tre kampe og kun tilladt 17 point. Holder det hele vejen igennem vil det både være en af de bedste offensive præstationer nogensinde – og den bedste defensive præstation nogensinde. Patriots-forsvaret har ikke tilladt et touchdown i fire kampe. Held og lykke Bills.


6. Skal vi holde øje med Lions?

I NFC North snakker vi om Packers, Bears og Vikings. Men hvad med Lions? Alle fire hold er nu 3-0 eller 2-1, og Lions har flotte sejre over Chargers og Eagles. Der var nok ikke mange, der havde regnet med, at Lions skulle blive en faktor, og det bliver de måske heller ikke. Men efter tre kampe har de vist sig som et hold, der er værd at holde øje med.


7. Kæmpe statement fra Saints

Well done, Saints. Jeg havde ikke forventet mig meget af New Orleans Saints i denne uge efter skaden til Drew Brees. Der ventede en svær kamp i Seattle, men Saints knuste al tvivl om, at de er et godt allround hold med en statement-sejr over Pete Carrolls tropper. NFC South er pludselig ikke så vidt åben, som jeg havde troet efter skaden til Brees.

Det var i øvrigt første gang i Pete Carroll-æraen, at Seahawks tabte på hjemmebane i september måned. 


8. Er Dalvin Cook NFLs bedste runningback?

Han har i hvert fald flest løbeyards efter tre uger. Og han er i høj grad årsagen til, at Vikings er 2-1.Det har man hungret efter i Minnesota efter man sendte Adrian Peterson videre i karrieren, og det tager noget af presset af Kirk Cousins, som man forventede sig for meget af i sidste sæson. Cook kan være motoren, der holder Vikings kørende gennem svære tider, så hvis han holder sig skadesfri kan det blive en sjov sæson for Vikings. 


9. Gamle stormagter er ubesejret i NFC

Vi er tre uger inde i sæsonen, og mens AFC ser ud til at blive et kapløb mellem Patriots og Chiefs (formentlig), så er der mere åbent i NFC. Således er gamle stormagter som Dallas Cowboys, Green Bay Packers, Los Angeles Rams og San Francisco 49ers alle ubesejrede. Det er vist et stykke tid siden, at det er sket.


10. Dér var den Case Keenum vi kender

Selvom Redskins tabte de første kampe var quarterback Case Keenum solid med i alt fem touchdowns og ingen interceptions. I mandagskampen mod et stærkt Bears-forsvar vendte Keenum tilbage til den spiller han viste sig som hos Broncos sidste år. To touchdowns blev fulgt af tre interceptions og fire sacks, og så havde Redskins aldrig rigtig en chance. Det er vel i virkeligheden mest bare et spørgsmål om, hvornår man giver rookie Dwayne Haskins chancen.

1 KOMMENTAR

  1. “….hvis bare Bucs havde en kicker”. Matt Gay misser ét spark, hvor Arians tager en bevidst straf og derved får flyttet sparket 5 yds. tilbage. Han rammer 4/5…. Lidt hårdt at påstå, at de ikke har en kicker.

Comments are closed.