
I uge 1 var det Jordan Love, der blev skadet. I uge 2 mistede vi to quarterbacks mere af forskellige årsager. Her er 10 ting, vi lærte i uge 2.
1. Bryce bænket
To kampe i den nye sæson. Det var den tid, der skulle gå, før Panthers besluttede sig for at bænke en dårligt spillende Bryce Young. Head coach Dave Canales holder fast i, at Young er “deres quarterback”. Nu skal han altså bare gøre sit arbejde fra bænken. Hvis ikke Andy Dalton er væsentligt bedre, så vælger Panthers nummer 1 igen til foråret.
Læs også: Panthers bænker Bryce Young
2. Ravens skuffer mod Raiders
Baltimore Ravens er 0-2 for første gang siden 2015 efter et meget overraskende og skuffende nederlag til Las Vegas Raiders i weekenden. Historisk set er det ikke mange hold, der når slutspillet efter en 0-2-start, så det er allerede op ad bakke for Ravens nu.
3. Saints imponerer mod Cowboys
Til gengæld kan det nærmest kun gå ned ad bakke for Saints. Efter to sejre og mere end 90 point i sæsonens første to kampe er Saints kommet flyvende fra start og sejren over Cowboys i weekenden var et statement af dimensioner. Det lader til, at det er Saints – ikke Falcons – der skal slås i NFC South.
4. Bør Tua stoppe karrieren?
Dolphins tabte med tre touchdowns i torsdagskampen mod Bills. Men værre endnu så måtte Tua Tugavailoa udgå med endnu en hjernerystelse. Tua har været hårdt ramt af netop hjernerystelser i sin karriere og det må efterhånden være et spørgsmål om tid, før Tua vælger at trække stikket på sin karriere.
Læs også: Tanker fra torsdag: Hawk Tua
5. Packers kunne også uden Love
Jordan Love er skadet, så Packers havde ikke de store chancer mod Indianapolis Colts. Men det havde de så alligevel. Nytilkomne Malik Willis takkede for muligheden for at starte for Green Bay, og så trak Packers sig alligevel sejrrigt ud af opgøret. En sejr, der kan vise sig at være særdeles vigtig, når slutspilspladserne skal fordeles.
6. Baker og piraterne bomber videre
Tampa Bay tog til Detroit og slog løverne i deres egen hule. Baker Mayfield var ikke fantastisk på dagen, men hans to touchdowns var alligevel nok til at slå Lions, da forsvaret havde godt styr på Jared Goff og co. Kæmpe sejr for Buccaneers, der nu tager hjem og tager imod Broncos i uge 3.
7. Første sejr til rookie quarterback – men ingen touchdowns
Netop Broncos tabte til Steelers, og det samme gjorde Bears til Texans. Jayden Daniels og Commanders slog derimod Giants, og Daniels fik dermed sin første sejr efter Caleb Williams blev ført til sejr i sidste uge. Fælles for dem alle tre (inkl. Bo Nix) er, at ingen af dem har kastet et touchdown endnu. Både Nix og Daniels har dog fundet endzone med fødderne.
Læs også: Bo Nix må undvære sin dørmand i en måned
8. Chiefs slår akkurat Bengals
Bengals vågner altid op til dåd mod Chiefs og sådan så det også ud søndag, hvor Cincinnati var uhyre tæt på at slå Patrick Mahomes og co. Desværre for Joe Burrow og resten af Bengals-mandskabet blev en straf til sidst afgørende, og så tog Chiefs en smal sejr.
Læs også: Skaderne hagler ned over Chiefs’ stjerner
9. Vikings ser gode ud
Vikings havde nok uanset om J.J. McCarthy var blevet skadet eller ej startet Sam Darnold på quarterback. Især når man nu ser, hvordan Darnold har spillet de første to uger af sæsonen. Vikings er 2-0 og ser ud til at kunne lege med, hvor det er sjovt i NFC North, og hvis de så tilmed kan opgradere på quarterback næste år, når McCarthy er klar igen, så kan det blive rigtig sjovt for vikingerne.
Se også: Video: Jefferson med årets længste touchdown
10. Rodgers vandt endelig med Jets
Jets fik åbnet sejrskontoen for 2024 med en sejr over Titans søndag. Og sejren markerede samtidig den længe ventede effekt af tilgangen af Aaron Rodgers, der fik sin første sejr som quarterback for newyorkerne. Ja, jeg er med på, at de slog Bills i uge 1 sidste år, men det tæller altså ikke.
Se også: Video: Titans-træner rasende efter vanvittig turnover fra Will Levis








