Hold begynder at kvalificere sig til slutspillet. Andre hold bliver elimineret. Her er 10 ting, vi lærte af uge 15.

1. Bills ligner pludselig et Super Bowl-mandskab
Men måske er det lidt for sent for Buffalo. Bills slagtede ellers Dallas Cowboys søndag og ligner i den grad et af NFL’s bedste hold efter en skuffende start på sæsonen. Men på grund af de andre resultater i AFC er Bills fortsat ikke sikre på slutspillet, selv hvis de vinder resten af sine kampe. Kommer de i slutspillet kan de vinde hele molevitten.

2. Første divisionsvinder fundet
Et andet hold, der kan vinde det hele er San Francisco 49ers. Og søndag blev de også årets første divisionsvinder med en storsejr over Arizona Cardinals. Med Cowboys’ nederlag kom de endda lidt tættere på at sikre førstepladsen i NFC.

3. Flere hold sikrer slutspilsplads
Udover 49ers er tre andre hold nu klar til slutspillet. Det drejer sig om Eagles (der først spiller efter denne artikel er skrevet) og Cowboys i NFC, samt Ravens, der med sejr over Jaguars natten til søndag sikrede sig en plads som det første hold i AFC. Og de ligner også et rigtig godt bud på en endelig førsteplads i AFC-konferencen.

4. Så røg Staley endelig
Los Angeles Chargers tabte torsdag historisk stort med 63-21 til Las Vegas Raiders, og selvom det ikke matematisk eliminerede Chargers fra slutspillet, så eliminerede det Brandon Staley og general manager Tom Telescos jobs. De to blev fyret fredag, og Chargers skal nu til at starte forfra – igen.

5. Browns vinder på mirakuløst drop
Joe Flacco fejrede sin nye kontrakt for Browns med at kaste tre interceptions søndag. Og så leverede han et stort comeback, som i sidste ende endte med at give Cleveland et absurd vigtig sejr i kampen om slutspillet. Og til sidst havde Bears chancen for at vinde på en Hail Mary. Faktisk lå Bears-receiver Darnell Mooney på ryggen i endzone med bolden på maven. Men i stedet for at gribe fat i den fik han sparket den væk, og så vandt Browns. Det kan ende med at blive et sæsonafgørende spil for 6-9 hold i AFC.

6. Texans kunne uden Stroud
Længe så det ellers ud til, at Case Keenum ikke kunne gøre nok til at give Houston en sejr over Tennessee i Nashville. Men til sidst fik Texans alligevel forceret overtime, og her tog de så også sejren som i sidste ende sender dem et godt skridt nærmere slutspillet. Tre hold er nu 8-6 i AFC South, så der er masser af kæmpe for.

7. Baker Mayfield var perfekt på Lambeau Field
Aaron Rodgers har gjort det. Og nu har Baker Mayfield gjort det. Baker var perfekt på Lambeau Field søndag og fik en passer rating på det maksimale 158,3. Det har kun Aaron Rodgers gjort før ham – nogensinde. Sejren betyder, at Buccaneers stadig fører NFC South med samme rekord som New Orleans Saints. Falcons mistede et vigtigt skridt, så…

8. …er Arthur Smith næste fyrede træner?
Falcons er i hvert fald et hold, der bliver ved med at skabe masser af frustrationer for fansene, og en stor del af det skyldes head coach Arthur Smith. Smith har slet ikke fået det optimale ud af ellers spændende våben på angrebet og søndag var ingen undtagelse. Eksempelvis klarede rookie Bijan Robinson 11 yards på syv løb, mens Kyle Pitts og Drake London i alt stod for fem grebne bolde og 61 yards.

9. Formentlig ingen Aaron Rodgers i år
New York Jets brugte igen to quarterbacks – Zach Wilson og Trevor Siemian – og scorede 0 point mod Miami Dolphins i et nederlag på 0-30. Dermed blev Jets officielt elimineret fra kampen om slutspillet, så selvom Aaron Rodgers er liiiige på nippet til at være klar til at komme tilbage, så var det her nok sidste søm i comeback-kisten.

10. Lions tilbage på sporet med storsejr
Vi slutter i Detroit, hvor Lions i dén grad kom tilbage på sporet lørdag. Med en storsejr på 42-17 over Denver Broncos tog Lions et rigtig stort skridt mod sejren i NFC North, og eksponerede samtidig Broncos-forsvaret, der altså har et alvorligt problem med hurtige angreb. Broncos’ slutspilschancer hænger nu i en tynd tråd.