Drew Brees sætter stadig rekorder, og så sagde Raiders farvel til Oakland med en nedsmeltning.

Uge 15 i 2019-sæsonen bød desuden velkommen til Buffalo Bills i Sunday Night Football for første gang siden 2007. Her er 10 ting vi lærte i uge 15.


1. Raiders tabte finalen i Oakland

Der var lagt op til fest en sidste gang for Raiders, da de søndag tog mod Jacksonville Jaguars i holdets sidste kamp nogensinde i Oakland. Og det hele startede da også planmæssigt med en føring på 16-3 ved pausen mod et Jaguars-hold, der havde tabt de sidste fem opgør i træk med mindst 17 point. Men football-guderne ville det anderledes, og på ægte Raiders-manér lykkedes det for Oakland at smide det hele væk til sidst og tabte kampen. Lad os bare sige, det ikke faldt i god jord, hos fansene, der lod frustrationerne få frit løb.


2. Patriots smadrer Bengals, men…

Kan man virkelig være fortrøstningsfuld som Patriots-fan? New England har et af de bedste forsvar i ligaen, og Stephon Gilmore spiller som en Defensive Player of the Year. Men Tom Brady er højst middelmådig, og selvom forsvar kan vinde kampe i slutspillet, så er det svært at se, hvordan Patriots skal kunne hamle op med Ravens og Chiefs, når de afgørende kampe begynder.


3. Cowboys tilbage på sporet

Og jeg fatter intet. For første gang i denne sæson lykkedes det Cowboys at slå et hold med flere sejre end nederlag, og det var en uhyre vigtig sejr for Dallas, der dermed sendte Rams ud i mørket. Det hele startede ellers med kaos omkring kampens coin toss, men det kunne ikke slå Cowboys ud, og de kørte Rams over med 44-21. Dermed holder Cowboys sig i spidsen af NFC East, mens Rams skal bruge et lille mirakel, hvis de skal nå slutspillet.


4. Bills tilbage på Sunday Night Football – endelig

2007. Så langt skal vi tilbage for at finde den sidste gang Buffalo Bills spillede aftenkampen om søndagen i NFL. Det er uhørt lang tid og siger lidt om, hvor langt nede i kulkælderen holdet har været. Men søndag fik de så chancen og kvitterede med en sejr over Pittsburgh Steelers, der sender dem i slutspillet. De har stadig chancen for at vinde AFC East, selvom det virker usandsynligt.


5. 12 angrebsserier, syv turnovers.

Hvis du er Chargers-fan er det ikke en overskrift, du har lyst til at se. Flere eksperter havde Los Angeles Chargers til at lave et upset og slå Minnesota Vikings i søndagens opgør, men det var aldrig på tale. De to hold fulgtes ellers ad i første quarter, og kort inde i andet quarter kom Chargers på 10-9. Siden kastede Philip Rivers tre interceptions og lavede en fumble, mens både Melvin Gordon (2 fumbles) og Hunter Henry (1 fumble) også gav bolden væk. Og så vandt Vikings i sidste ende med 39-10. Det er simpelthen ikke acceptabelt for Chargers, og man må overveje, om Philip Rivers – og måske endda head coach Anthony Lynn – kører på de sidste dampe i LA.


6. Altså Falcons…

Kunne I ikke bare have spillet sådan her hele sæsonen? Atlanta viste mod 49ers, at de har kvaliteterne til at spille op med de bedste hold i NFL, og selvom San Francisco havde flere skadede startere, så kan Falcons tage de gode takter med til næste sæson. Det krævede et touchdown i de sidste sekunder, men det scorede de så også (et par gange), og så fik de endda et bonus-touchdown på forsvaret til sidst, så sejren blev på 29-22.


7. Houston vandt slaget om AFC South

Alt var på spil for Texans og Titans i det første af de to holds to kampe på tre uger. Texans trak det længste strå efter flere freak turnovers af Titans og en god kamp af Deshaun Watson og Kenny Stills. Og hvad det betyder det så? Texans fører AFC South med en rekord på 9-5, mens Titans følger lige efter på 8-6. Problemet for Titans er bare, at Texans har tiebreakeren, så Titans skal vinde de sidste to, og håbe, at Texans taber i næste uge, så Tennessee kan vinde divisionen. Alternativt kan et wild card stadig være i spil.


8. Eagles lever akkurat

Det er næsten som om holdene i NFC East gør alt, hvad de kan, for ikke at vinde divisionen. Eagles skulle bruge hvert et sekund i denne uge til at slå Washington Redskins, og med sejren holder Eagles sig akkurat i live. Philadelphia møder Cowboys i næste uge i en kamp, der bliver altafgørende for, hvem der vinder divisionen.


9. Brees slår flere rekorder

Mandagskampen i New Orleans blev igen historisk. Med fire touchdown-kast sikrede Drew Brees sæsonens 11. sejr, og i samme ombæring gik Brees forbi Peyton Manning på listen over flest touchdown-kast i karrieren. Brees har nu 541 (Manning endte på 539). Ovenikøbet ramte Brees på 29 ud af 30 kast. Den mand er vanvittig.


10. Lamar Jackson dominerer Pro Bowl-afstemning

Fanafstemningen til årets Pro Bowl er afsluttet, og ikke overraskende er det en quarterback, der dominerer afstemningen, når det kommer til mængden af stemmer. Med mere end 700.000 stemmer fører Jackson således afstemningen med mere end 160.000 stemmer ned til Russell Wilson, der er den næste på listen.