Slutspilsræset er helt vildt, og så fik søndagens kampe en vild afslutning, der skabte masser af kontroverser – helt uden at være kontroversiel. Her er 10 ting, vi lærte af uge 14.

1. Chiefs tuder – mærker Mahomes presset?
Hvis du er Chiefs-fan skal du måske bare springe første punkt her over. For det kan godt blive langt. Patrick Mahomes og til en vis grad Andy Reid var rasende søndag, da Buffalo Bills til sidst tog sejren over Chiefs i Kansas City. Grunden? Kadarius Toney kan ikke finde ud af at stille sig på en linje, blev kaldt offside og annullerede dermed et vildt touchdown, der formentlig havde givet Chiefs sejren over Bills. Efter kampen kaldte både Mahomes og Reid straffen for “pinlig” for NFL og især Mahomes lagde ikke fingre imellem i sin kritik af dommerne. Sagen er bare, at kaldet var klokkeklart. Og Chiefs har gang på gang på gang i Mahomes’ karriere været på den anden side af kald, der gik imod modstanderne. Ofte meget tvivlsomme kald. Så quarterbacken har ikke rigtig noget ben at stå på her. Det var mildest talt overraskende og ikke bestemt flatterende at se Mahomes skælde og smælde på sidelinjen – og så fortsætte overfor Josh Allen, da de to mødtes på midten for at sige tak for kampen – og efterfølgende overfor pressen efter kampen. Sådan som NFL har stanget bøder ud i denne sæson, så bør der ligge et par heftige af slagsen og vente på Reid og især Mahomes. Spørgsmålet er bare, om ligaen tør straffe sin poster boy, eller om Mahomes går fri.

Med nederlaget af Chiefs 8-5 og dermed pludselig kun én kamp foran Broncos i kampen om AFC West, og det er den dårligste sæson, Mahomes nogensinde har været en del af. Så spørgsmålet er også, om han begynder at føle sig presset. Og det er ærligt talt fascinerende at se, hvordan han og holdet reagerer i denne situation.

Se det famøse spil her: Video: Det vildeste touchdown… der ikke tæller!

2. Cowboys smadrer Eagles
Cowboys virker ikke specielt presset. Faktisk tromler de bare derudaf, og søndag aften smadrede de divisionsrivalerne fra Eagles med hele 33-13 og overtog dermed føringen i NFC East. Lige nu er det svært at se andre end måske 49ers stoppe Cowboys i slutspillet, og Dak Prescott og co. ligner et sikkert kort til at komme tæt på Super Bowl.

3. Vildeste slutspilsræs, jeg kan huske
Der er fire spilleuger tilbage. Og ikke et eneste hold i NFL er endnu matematisk sikker på slutspillet. Helt vildt er det i AFC, hvor hele 11 hold har flere sejre end nederlag, og med nederlagene til både Jaguars og Chiefs søndag er der nu ni hold, der er 7-6 eller 8-5. Alt kan med andre ord ske endnu, og der er lagt op til en helt vild slutspurt over de næste fire uger.

4. Stroud skadet
Et af de hold, der er 7-6 er Houston Texans, men deres håb om slutspillet fik et stort slag søndag med nederlaget på 30-6 til New York Jets. Ikke alene måtte flere Texans-profiler forlade banen i løbet af kampen, men også rookie-sensationen C.J. Stroud måtte slutte kampen på sidelinjen med en hjernerystelse. Spørgsmålet er så, om Stroud kan komme hurtigt tilbage. Ellers kan det være game over for Texans.

5. Er Joe Flacco elite?
Det var der jo nogle, der mente en gang, da han havde ført Baltimore Ravens til en sejr i Super Bowl. Siden da har det været småt med successen, men nu håber Browns, at den aldrende quarterback kan redde deres sæson. Og det ser faktisk ud til, at det måske kan lade sig gøre. Mod Jaguars var Flacco særdeles kompetent, og hvis han kan opretholde det spil, så skal forsvaret bare holde sin del af aftalen – så er Browns i slutspillet.

6. Lions kan blive presset i NFC North
Lions er også så godt som sikre på en slutspilsplads, men efter nederlaget til Bears søndag kan de godt gå hen og blive presset i NFC North. Vikings vandt en horribel kamp (se mere herunder), mens Packers også presser på bagfra (denne artikel er skrevet mandag aften inden Packers’ kamp). Lions har stadig et forspring på to kampe, men hvor de lignede en sikker vinder for en måned siden, så kan det nu rent faktisk gå galt.

7. Vikings vandt historisk lavtscorende kamp
Og så til Vikings, der tog til Las Vegas og vandt en thriller af en kamp med 3-0… … … Hverken Raiders eller Vikings ville vinde kampen her, men til sidst skiftede Vikings quarterback, og så fik de akkurat skrabet sejren hjem og er nu 7-6. Justin Jefferson var tilbage fra injured reserve, men blev skadet igen. Heldigvis virker det til, at han muligvis kan spille i næste uge.

8. Buccaneers tager føringen i NFC South
Så blev det Tampa Bays tur til at ligge nummer 1 i NFC South. Eller det vil sige, de er 6-7 ligesom Saints og Falcons. Men med sejren over netop Falcons er det altså Bucs, der via tie breakere fører divisionen. Det absurde er, at NFC South risikerer at sende to hold fra divisionen i slutspillet.

9. Rams kan drille i slutspillet
Og apropos NFC-slutspillet, så er det nok et hold som Rams, der gør, at NFC South alligevel kun sender vinderen videre til de afgørende kampe. Rams var ikke langt fra at slå Ravens søndag og ligner et hold, som ikke mange vil have lyst til at møde. Med tanke på, hvor ungt et mandskab, vi har med at gøre, så er der virkelig meget potentiale i Rams over de næste år – hvis altså Matthew Stafford kan holde niveauet.

10. Herbert skadet… Staley fyret?
Chargers tabte – stort – og Justin Herbert brækkede fingeren. Han er muligvis færdig for sæsonen, og det er Chargers i hvert fald. Spørgsmålet er, hvornår head coach Brandon Staley er færdig. Han er i skrivende stund stadig træner for Chargers, der spiller torsdagskampen i den kommende uge, men så er det måske netop efter dét opgør, at han må sige farvel. Imponerende har det i hvert fald ikke været for Chargers i år.