Der var vildt kamp i toppen af NFC, og der blev rykket godt og grundigt rundt i begge konferencer. Kampen om slutspillet spidser for alvor til med tre uger tilbage af sæsonen.

Og så var det også ugen hvor mindst én kicker mistede jobbet, mens et hold måske fandt deres quarterback for de næste 15 år. Her er 10 ting vi lærte i uge 14.


1. Shootout madness i New Orleans

Vi havde håbet på en god kamp, men vi kunne næsten ikke have forestillet os, at vi ville blive velsignet med så fremragende et opgør. Saints og 49ers gik hele vejen til kanten, og til sidst gik Saints lidt over den og tabte på en dum penalty. 49ers viste med sejren på 48-46 én gang for alle, at de må være favoritten i NFC, og jeg håber de to hold mødes igen i slutspillet.


2. Har Broncos en quarterback?

Skribenten her kan stadig ikke få armene ned. I sin bare anden kamp i NFL – den første på udebane dukkede en ung fyr ved navn Drew Lock op og kom på alles læber. Broncos rookie quarterback, som de tog i anden runde af draften kastede tre touchdowns mod Texans – i første halvleg – og det var hans fortjeneste, at Broncos for første gang i over 400 dage scorede mere end 24 point. Lock spillede simpelthen fremragende, omend han lavede en dum rookie-fejl, og så vandt Broncos med 38-24 over det Texans-mandskab, der i sidste uge slagtede New England Patriots.


3. Var det enden for Adam Vinatieri?

Adam Vinatieri spillede ikke mod Colts, men de kunne godt have brugt ham – de endte med at tabe med et field goal. Spørgsmålet er så, om han havde hjulpet dem. Vinatieri har ikke været sig selv i år, og nu skal han opereres og er ude resten af sæsonen. Så spørgsmålet er, om det var enden på en gloværdig karriere for Adam Vinatieri?


4. “We’re on to Cincinnati”

Patriots tabte til Chiefs søndag aften. Chiefs var det bedste hold, men Patriots blev bestemt heller ikke hjulpet af flere meget tvivlsomme (læs: forkerte) kald af dommerne, der blandt andet kostede et touchdown. Det var Patriots’ første nederlag på hjemmebane i 22 kampe – Dengang fulgte de kampen op med deres efterhånden berygtede “We’re on to Cincinnati” med henvisning til næste kamp. Sjovt nok brugte Tom Brady netop dén igen i denne uge, da Patriots i næste uge møder netop Bengals. Bill Belichick var også som altid en fornøjelse på sit pressemøde efter kampen:


5. Rams er tilbage! Måske…

Sejren over Cardinals i sidste uge var god. Sejren over Seahawks i ugens Sunday Night Football var fantastisk for Rams, der holder sig i live i slutspilskampen i NFC. Rams kan stadig ikke selv afgøre det, men de holdt presset på Vikings, der nok havde håbet at rykke lidt fra, og Seahawks blev også holdt i snor. Der er stadig lang vej for Rams, og det kræver tre sejre i resten af sæsonen, men de har stadig muligheden, og det troede jeg dårligt på for to uger siden.


6. Vikings har nogle vanvittige forsvarsspillere

Chefen bad mig fremhæve Harrison Smith. Så det er hermed gjort. Men jeg vil hellere fokusere på Danielle Hunter, der med tre sacks blev den yngste spiller nogensinde (siden 1982, hvor man startede med at tracke sacks) til at nå 50 sacks af modstanderens quarterbacks. Det er rimelig godt. Vikings nød godt af at spille mod et svagt Lions-hold, men det skal ikke tage noget fra Hunters flotte præstation.


7. Bills’ forsvar lukkede (næsten) ned for “Lamarkable” Jackson

Ravens vandt igen – som forventet. Men Bills forsvar viste, hvorfor de kan blive et rigtig træls hold at møde i slutspillet. Forsvaret lukkede næsten ned for Lamar Jackson, der “kun” fik lov at sætte 24 point på tavlen for sit angreb. Jackson registrerede godt nok 3 touchdowns, men kun 185 kombinerede kaste- og løbeyards vidner om, at Bills gjorde det godt.


8. Packers vinder og vinder – men det er grimt

Packers tog deres pligtsejr mod Redskins og holder fast i føringen i NFC North. Men det er godt nok ikke særlig pænt at se på. Packers kom foran med 14 i første quarter, men siden scorede de kun seks point og endte med at vinde med 5. Over de sidste tre uger mangler der kampe mod både Bears og Vikings, og de kunne godt ende med at tabe begge to.


9. Cowboys fyrer kicker – men skulle det have været træneren?

Mandag fyrede Cowboys deres kicker Brett Maher efter nederlaget til Bears i torsdags. Men altså… Måske skulle man overveje om det var ved at være på tide at fyre Jason Garrett i stedet? Cowboys-træneren ser ikke ud til at kunne hive holdet ud af middelmådighed, og så må der nye kræfter til. Cowboys er nu pisket til sejr mod enten Rams i næste uge eller Eagles om to uger for at gøre sig håb om at vinde NFC East.


10. Spygate 2.0? Naaaah vel?

NFL undersøger lige nu, om Patriots skal straffes for at optage sidelinjen på den kommende modstander Cincinnati Bengals i kampen mod Cleveland Browns i weekenden. I mean… really? Jeg forstår, at man er mistænksom, men lad os lige huske på, at det er Bengals, de skal møde i næste uge. Patriots har allerede indrømmet, at der blev optaget, men at det var et filmhold uden kendskab til reglerne. For en gangs skyld tror jeg på dem.