Ugen startede vanvittigt torsdag med slagsmål i Cleveland og sluttede med en skidt præstation af Philip Rivers i Mexico City.

Rivers’ fjerde interception, der afgjorde kampen mod Chiefs var Chargers-quarterbackens syvende de seneste to uger – er han færdig? Her er 10 ting vi lærte i uge 11.


1. Slap dog af Browns

Da jeg gik rundt i Cleveland torsdag eftermiddag blev jeg ved med at tænke, at det virkelig ikke var et særlig interessant sted. Men jeg skal da lige love for, at det ændrede sig sidst på aftenen, da Myles Garrett brændte en sikring og gik amok. Garrett er suspenderet som minimum resten af sæsonen, og det var nok det sidste søm i kisten, der gemmer på Browns’ slutspilsdrømme. Jeg har sagt det før, og siger det igen: Freddie Kitchens har ikke styr på sit hold, og burde ikke være head coach i NFL.


2. Trubisky bænket

Officielt blev Mitchell Trubisky skadet for Bears i nederlaget til Rams søndag aften. I realiteten var det nok bare en dårlig undskyldning for at bænke ham. Det står efterhånden lysende klart, at Trubisky ikke er svaret for Bears på quarterback-pladsen. Så nu bliver det pludselig spændende, hvad Bears kan finde på, når vi kommer til draften til foråret.


3. Broncos har fundet deres WR1

Da Broncos sendte Emmanuel Sanders til San Francisco tidligere på sæsonen, holdt fansene vejret, for kunne Courtland Sutton nu leve op til sin nye status som førstereceiver? Tre uger efter er svaret klart: Ja. Kæmpe stort ja. Sutton griber alt, hvad der kastes hans vej, og søndag mod Vikings viste han igen, hvorfor Broncos tog den helt rigtige beslutning, da de tog ham i anden runde af draften sidste år. Nu mangler de bare en quarterback og en left tackle.


4. Hvad gør Panthers med Kyle Allen og Cam Newton?

Cam Newton sidder stadig ude med en skade, og det var så småt begyndt at se ud som om, at man i Kyle Allen havde en quarterback, der kunne tage over for Newton, som så kunne sendes videre til foråret. Efter de seneste par uger? Not so much. Allen har kastet fem interceptions de seneste to kampe, og Panthers er nu 5-5. Måske gør Panthers derfor klogt i at beholde Newton til næste sæson.


5. Jackson er Lamarkable

Jeg indrømmer det gerne. Jeg har lånt udtrykket fra NFL Network, men jeg synes, at Lamarkable på alle måder passer perfekt på Lamar Jackson. I weekenden blev han den første spiller nogensinde til at kaste for mindst 2.000 yards og løbe for 700 yards over en ti-kampes periode. Jackson holdt gang i sin MVP-sæson, hvor han spiller på det, der lige nu må betegnes som det bedste hold i NFL.


6. Hvor langt kan Redskins synke?

Vi vidste godt, at Redskins ikke var gode. Men deres præstation i weekenden var alligevel næsten imponerende. Et nederlag på 34-17 til Jets kunne sagtens have været større, og undervejs begynde fansene at råbe på, at ejer Dan Snyder skal sælge holdet. Så står det altså skidt til. Redskins har stadig kun vundet en enkelt kamp, og kan beslutte sig for at drafte en ny quarterback til næste år, hvis man iikke tror på Dwayne Haskins Jr.


7. Brissett er alt for Colts

Det var længe uklart, om Jacoby Brissett ville spille denne kamp for Colts, så derfor tog jeg Jaguars i mine weekly winners. Men Brissett var klar til start, og så gik det over stok og sten for Colts, der vandt en sikker sejr over Jacksonville. Kampen viste udmærket præcis hvor vigtig Brissett er for Colts.


8. Patriots fik revanche

Før kampen havde Bill Belichick afsløret, at nederlaget i Super Bowl mod Eagles stadig sad i ham. Men søndag var det tid til at revanche, da Patriots-forsvaret lukkede ned for Eagles, og man kørte en 17-10-sejr hjem. En succes for Patriots, men der må være lidt bekymring. Angrebet har ikke fungeret i kampe mod gode forsvar, og Tom Brady har selv afsløret, at han er frustreret over resultaterne fra hans side af bolden.


9. Philip Rivers er færdig

Chiefs og Chargers sluttede runden af med en mandagskamp i Mexico. Og sidstnævnte skal finde sig en ny quarterback. Philip Rivers har nu kastet syv interceptions over de seneste to uger, og det lå i kortene, da Chargers startede deres potentielt udlignende angrebsserie i slutningen af fjerde quarter, at Rivers ville kaste én mere. Og som sagt, så skete det. Rivers førte således sit hold helt op til Chiefs’ endzone, men her kastede Rivers dagens fjerde interceptions, og så var den kamp ovre. Chargers, som vi kender dem.


10. Draften totalt ændret med et trylleslag

Langt de fleste var enige om, at quarterback Tua Tagovailoa fra Alabama ville være draftens første- eller andetvalg, når draften løber af stablen til foråret. Men nu er det uklart. Tua blev alvorligt skadet, og misser resten af collegesæsonen. Spørgsmålet er nu, og holdene ser ham på samme måde, og om han måske kan falde til anden runde – eller måske tredje. Eller måske beslutter den venstrehåndende quarterback ikke at melde sig til draften. I stedet kan han så vende tilbage til næste sæson.