En rookie quarterback blev skadet, en anden tabte for første gang. NFC East er som altid helt åben, og så har Saints måske fremtiden på plads. Her er 10 ting, vi lærte i uge 11.

1. Uh oh! Joe Burrow alvorligt skadet

Det var det værste, der kunne ske for Cincinnati Bengals. Kampen mod Washington Football Team gik egentlig fint, men så fejlede Bengals’ offensive linje som så ofte før, og nu er rookie-sensationen Joe Burrow ude i minimum resten af sæsonen. Diagnosen lyder på overrevne korsbånd og ledbånd i knæet, og Burrow skal igennem i en operation. Tilbage er der bare at håbe, at han kommer helt ovenpå igen.

2. Alex Smith fik første sejr siden sin skade – men…

Med skaden til Burrow blev resten af kampen lidt nemmere for Washington, og faktisk scorede Bengals ikke flere point i kampen. Det betyder, at Alex Smith fik sin første sejr, efter han er vendt tilbage efter en grusom benskade, der skete flere år tilbage. Desværre er jeg bange for, at Smith er forbandet. Da Smith startede sin første kamp efter sit comeback stod han således overfor Dak Prescott, der selv blev alvorligt skadet, og i denne weekend var turen så kommet til Joe Burrow. Det er lige før, jeg vil sige, at Alex Smith skal stoppe karrieren af hensyn til sine kollegaers ve og vel.

3. Red Rifle skyder Cowboys tilbage i NFC East-kampen

Andetsteds i NFC East er der også jubel. For mens Washington vandt, så var det samme tilfældet for Cowboys, der med sejren over Vikings er tilbage på 3-7. Der ligger også Washington og Giants, mens Eagles, der tabte, fører divisionen med 3-6-1. Alle hold er således inden for en halv kamp, og divisionen bliver sikkert vundet med seks sejre. Spørgsmålet er af hvem? Cowboys rookie receiver CeeDee Lamb stod i øvrigt for årets catch i kampen:

4. Chiefs vandt, men er stærkt presset af Raiders i AFC West

I AFC West tog Chiefs en vigtig sejr over Raiders og er nu 9-1 for sæsonen, mens Raiders, der er nærmeste modstander er 6-4. Det var reelt divisionen, der blev afgjort. Men Raiders har som det eneste hold i år slået Chiefs, og også denne gang spillede de lige op med deres divisionsrivaler. Raiders ligner et hold, der skal holdes øje med – om ikke i år, så i hvert fald til næste sæson, hvor de for alvor kan presse Chiefs i divisionen.

5. Er Taysom Hill fremtiden for Saints?

Drew Brees sad ude for Saints med en skade, men til alles store overraskelse blev det ikke Jameis Winston, der skulle tage over. Holdets starter på quarterback blev i stedet Taysom Hill, der ellers mest har været kendt som en ‘gadget’-spiller. Men Hill spillede en fin kamp, ramte på 18 af 23 kast for 233 yards og var samtidig den bedste til at løbe med bolden for Saints. 51 yards og to touchdowns på jorden blev det til. Spørgsmålet er, om Hill kan gentage kunststykket i næste uge eller om det var en enlig svale. Her venter en på papiret overkommelig opgave i form af Broncos, men måske bliver kampen sværere end forventet?

6. Tua tabte og blev bænket

Der var nok ikke så mange, der havde regnet med, at Broncos ville slå Dolphins søndag. Jeg turde ikke selv tro på det, sådan som Broncos har spillet de seneste uger. Men ikke alene overkom Drew Lock en dårlig start og spillede en fornuftig kamp. Forsvaret var tilbage til det forventede niveau, og det var faktisk så godt, at rookie Tua Tagovailoa blev bænket. Da Tua havde taget sit sidste snap i kampen havde han 83 yards og et touchdown, Dolphins var bagud. Og de formåede ikke at vende det rundt med Ryan Fitzpatrick, så Tua har nu også tabt en kamp i NFL. Meeen mon ikke, der er flere sejre at hente i en nær fremtid.

7. Titans i vildt comeback

Sejre har de også masser af i Tennessee, hvor de efter kampen mod Baltimore søndag nu er oppe på syv sejre. Det krævede dog et vildt comeback i anden halvleg, hvor Titans faktisk tog føringen til sidst, inden Ravens pressede kampen ud i overtime. Her var Titans stærkest, og så kan de glæde sig over at være 7-3 og i spidsen af AFC South… næsten…

8. Colts i vildere comeback

For hvis Titans lavede et vildt comeback, så blegnede det i sammenligning med divisionsrivalerne fra Indianapolis, der lukkede totalt ned for Green Bay Packers i anden halvleg og burde havde vundet deres kamp i regulær spilletid efter en pausestilling på 28-14 til Packers. Desværre for Colts hakkede de deres fod af og gennemhullede den med et maskingevær på deres sidste angrebsserie i fjerde quarter, hvor de ellers kunne have lukket kampen. Et utal af penalties gav i stedet Packers chancen, og den udnyttede de til at udligne og sende kampen i overtime. Her var Colts stærkest, og de er nu 7-3 og fører AFC South foran rivalerne fra Tennessee.

9. Umm what, Lions?

Et hold, der til gengæld ikke kommer til at snuse til slutspillet i år er Detroit Lions. Lions havde ellers alle muligheder for at bringe sig tilbage i slutspilsræset, og de fik en regulær gave ved at møde et Panthers-hold med fem nederlag i træk, der tilmed manglede deres stjerne på runningback og startende quarterback. I stedet lagde Lions et æg, der var så stort, at det næsten ikke er til at fatte og tabte med 20-0 i en kamp, hvor de aldrig var tæt på ligne en trussel for Panthers. Det ligner Matt Patricias sidste sæson i spidsen for Lions.

10. Er NFC West ligaens bedste division? Eller måske AFC North?

Sluttede sæsonen i dag ville NFC West have tre hold i slutspillet, og det hold, der ville misse (49ers) var sidste år i Super Bowl. Giv San Francisco deres skadede spillere tilbage, og så har du en situation, hvor NFC West måske sender alle fire hold i slutspillet. I AFC lægger AFC North dog også billet ind på at være ligaens bedste division. Pittsburgh Steelers er stadig ubesejret, og Ravens anses vel stadig af mange for at være et af ligaens bedste hold – de er bare kun nummer 3 i deres division, fordi Browns er 7-3 og rent faktisk spiller godt med Kevin Stefanski som cheftræner. Tilbage er Bengals, som vi startede denne artikel med. Og selvom de ikke rykker sig i år med Burrows skade, så skal de nok komme efter det.