Mandagskampen blev en klassiker, og et NFC-hold fik et stort hak i drømmen om slutspillet. Her er 10 ting vi lærte i uge 11.

1) Rams mod Chiefs blev legendarisk
14. Smag lige på tallet. Så mange touchdowns blev der scoret i den højest scorende mandagskamp – nogensinde – mellem Chiefs og Rams i Los Angeles. Rams vandt 54-51, og de to hold stod for i alt 14 touchdowns. Det var CRAZY!

2) Farvel Redskins?
Det var en grufuld skade, der ramte quarterback Alex Smith søndag, og hvis du ikke har set videoen vil jeg anbefale dig ikke at gøre det. Colt McCoy skal styre løjerne hos Redskins resten af sæsonen, og nu er Mark Sanchez hentet ind som backup. Det bliver ikke kønt.

3) Er Flacco færdig hos Ravens?
Joe Flacco måtte sidde ude med en skade mod divisionsrivalerne fra Bengals søndag, men det stoppede ikke Ravens, der med rookie Lamar Jackson i spidsen snuppede en vigtig sejr. Joe Flacco kommer formentlig tilbage på banen, når han er klar til det, men det ligner begyndelsen på enden for den tidligere Super Bowl-vinder.

4) Ron Rivera blev for smart
Panthers burde have slået Detroit Lions. Så da de fik mulighed for at udligne til sidst skulle de have taget et ekstra point og have udlignet og sendt kampen i overtime. Men Ron Rivera blev for smart. Så Panthers gik efter to point. Og missede. Og tabte kampen. Og det kan få kæmpe slutspilsimplikationer. Ikke smart.

5) Saquon Barkley kan bære Giants
I hvert fald mod mindre gode hold. Barkley løb bolden ni gange mere end Eli Manning kastede bolden i søndagens sejr over Buccaneers, og det lagde fundamentet for succesen. Og nå ja, så kastede Eli Manning kun én interception og to touchdowns. God dag på kontoret.

6) Titans mistede pusten
Måske havde de brugt alle deres kræfter i sidste uge mod Patriots. Titans var i hvert fald særdeles flade mod Colts og tabte med hele 38-10. Derfor sidder de og jubler hos Texans, der med en sejr bragte sig solidt i spidsen af AFC South

7) Chargers skød sig selv i foden
Det var svært at fornemme, at Los Angeles Chargers var på hjemmebane søndag mod Denver Broncos. Stadion var overvejende orange, og det var Chargers – ikke Broncos – der gang på gang lavede false starts og blev trukket offside. Alligevel følte man, at de havde godt styr på kampen. Indtil Philip Rivers kastede bolden væk i stedet for at lægge sig ned. De ekstra 40 sekunder til Broncos var nok til, at de kunne sparke et game winning field goal som tiden løb ud.

8) Saints er for vanvittige
Det virker faktisk bare lidt som en leg for Drew Brees og co., og igen søndag var de overlegne. De forsvarende meste fra Philadelphia Eagles blev kørt godt og grundigt ud af banen, og på trods af Rams’ fortræffeligheder, så kan jeg ikke se noget hold slå Saints på vej mod Super Bowl.

9) Vikings mangler skarpheden
Jeg havde egentlig troet, at de kunne slå Bears i en tæt kamp søndag aften, men Vikings har ikke den sidste skarphed i år. Resultatet siger 25-20 til Bears, men i realiteten var Vikings aldrig tæt på at vinde kampen. Det må bekymre, at tilgangen af quarterback Kirk Cousins ikke har været helt som man håbede.

10) Er Cowboys favorit i NFC East?
De fleste havde nok tænkt, at Eagles ville køre NFC East hjem igen. Men i bedste NFC East-stil, så er divisionen som altid åben på vid gab. Med skaden til Alex Smith ligger den lige til højrebenet for Cowboys. Men hold evt. øje med Giants, der med lidt momentum måske kan skabe et mirakel.

2 KOMMENTARER

  1. Rams vandt 54-51, og de to touchdowns stod for i alt 11 touchdowns. Det var CRAZY!

    Ved godt at der var mange touchdowns, men at touchdowns lige frem laver touchdowns , den har jeg ikke set før…. 😉

  2. I mangler at skrive In dianapolis Colts Center, Ryan Kelly på som skadet profil. Han blev knæskadet i Colts sejr over Titans og er uge til uge. Kelly er en af de bærende kræfter i på ligaen bedste O-line, der ikke har tilladt et sack i 5 kampe elller 214 dropbacks af Andrew Luck.

Comments are closed.