Lige så hurtigt, som sæsonen kom i gang, lige så hurtigt er uge 1 overstået. Jeg tager dig som altid igennem mine observationer fra runden, der gik. Her er årets første 10 ting, vi lærte.

1. Chiefs ser ud til at fortsætte, hvor de slap

34 point blev det til i sæsonpremieren for Super Bowl-mestrene, der ikke så ud til at lade sig gå på af, at de ikke kunne have fuldt hus til deres store hyldest efter sejren over 49ers i februar. Chiefs så aldrig ud til at være i problemer mod Texans, og det var især opløftende, at førsterundevalget Clyde Edwards-Helaire ser ud til at være et farligt våben fra dag et. De andre hold i AFC må ryste ved tanken om Chiefs’ dominans mange år frem.

2. Brady fik forglemmelig start hos Buccaneers

NFL’s skemalæggere havde forkælet os med en lækkerbisken i uge mellem Drew Brees’ Saints og Buccaneers’ første kamp med Tom Brady i spidsen. For sidstnævnte blev det nok ikke helt det, han havde håbet. Buccaneers havde problemer med at få angrebet til at fungere, og selvom det blev til 23 point var det ikke tilnærmelsesvist nok for Bucs, der tabte med 11. Brady kastede for tredje kamp i træk (inkl. sidste sæson) en pick-six og endte kampen med to interceptions.

3. Cowboys indkasserede dyrt nederlag

Forventningerne var store hos Cowboys inden denne sæson, men allerede søndag led de store drømme et alvorligt knæk. Ikke alene blev det til et nederlag til (måske undervurderede?) Rams, men hvad værre er, måtte både linebacker Leighton Vander Esch og tight end Blake Jarwin forlade kampen med skader. Begge er nu ude resten af sæsonen, så Cowboys har brug at finde nye kræfter, der kan besætte de vigtige pladser.

4. Helt nyt Patriots-angreb på plads – og debut til Hjalte!

For første gang i hvad der føles som en menneskealder, stillede Patriots søndag op uden Tom Brady som quarterback. I stedet er Cam Newton nu manden, der skal videreføre de stolte traditioner i New England, og den opgave blev godt begyndt. Angrebet ser nu noget anderledes ud end tidligere, og det var egentlig rart at se, at Cam stadig har noget at komme med. Men det var endnu mere rart at se, at Hjalte Froholdt fik spilletid for første gang i sin NFL-karriere! Lad os håbe, at der kommer meget mere af det i fremtiden.

5. Cardinals ser spændende ud

Mange NFL-fans havde vel egentlig regnet med, at det kunne blive sjovt at følge Cardinals i år. Og første kamp mod San Francisco 49ers bekræftede den tese. Man skal altid passe på med at lægge for meget i første spilleuge, men alle sejrer tæller, og dette var en vigtig en af slagsen for Cardinals. Det så i øvrigt ud til, at Kyler Murray godt kan lidt sit nye våben på angrebet. Receiver DeAndre Hopkinks noterede sig således for 14 grebne bolde for 151 yards i sin debut for Arizona. Ikke dårligt.

6. Gardner Minshew var næsten perfekt

Jeg havde ikke stor fidus til Jaguars inden sæsonen, og jeg vil stadig gerne lige se, hvordan de ser ud om et par uger. Men jeg var overrasket over, at de slog Colts i åbningskampen søndag. Og jeg var mindst ligeså overrasket over, at quarterback Gardner Minshew var nærmest perfekt. Minshew ramte på 19 ud af 20 kast og scorede tre touchdowns. Så kan man vist ikke kræve meget mere af sin quarterback.

7. Football Team forbløffede

Football Team – altså dem der fra Washington – har haft et tumultarisk forår, og der var ikke mange, der havde regnet med, at de kunne gå en stor sæson i møde. Det vil jeg nok også stadig holde igen med, men søndag gjorde de et imponerende stykke arbejde mod Eagles, der blev sendt hjem med en øretæve på 27-17. Om Washington virkelig ER så gode, eller om det hele handler om, at holdet spiller for deres kræftramte cheftræner Ron Rivera, så virkede det søndag. Så må vi se, hvor længe det varer.

8. Burrow gjorde, hvad han kunne – det var bare ikke nok

Manges øjne var rettet mod Cincinnati søndag, hvor årets førstevalg i draften, Joe Burrow, stod over for sin første start i NFL. Bengals’ nye quarterback, der var så suveræn i college i sidste sæson, gjorde det fornuftigt, og scorede selv Bengals’ eneste touchdown i kampen ved at løbe bolden i endzone. Desværre kunne han ikke gøre mere, end at sætte sin kicker op til at sende kampen i overtime. Det var bare ikke nok, for Randy Bullock missede, og så tabte Burrow sin første kamp i NFL.

9. Rodgers slagter Vikings i magtdemonstration

Packers og Vikings er de to bedste hold i NFC North. Det blev sagt før søndagens opgør mellem de to mandskaber, og det er nok også stadig sandt. Men der er ingen tvivl om, hvem der lige nu står med håneretten. Green Bay kom til Minneapolis og havde taget en ordentlig lussing med til hjemmeholdet, der ikke kunne stoppe Aaron Rodgers. Det var ikke fordi Packers-forsvaret ligefrem satte proppen i mod Vikings’ angreb, men det var nok. Lektien må være, at hvis man skal have Aaron Rodgers til at oppe sit spil, så skal man bare drafte en ung quarterback i første runde af draften for at presse ham lidt.

10. Ravens ser (stadig) gode ud

Jeg har ingen fornemmelse af, hvor gode Cleveland Browns bliver i år, så måske var det på en billig baggrund, at Ravens fik sæsonens første sejr søndag, men man må sige, at Baltimore anført af sidste års MVP Lamar Jackson ser gode ud. 38-6 kom sejren til at lyde på, og det skal blive interessant at se, om angrebet kan holde kadencen fra sidste år. Første prøve var positiv.