Der er fire hold tilbage, og der venter to spændende – og måske lidt uventede opgør i den kommende weekend. Men først tager vi et kig tilbage på, hvad vi blev klogere på i divisionsrunden er slutspillet. Her er 10 ting, vi lærte.

1) Vejen er banet for Vikings
Det ligner Vikings’ år efter miraklet i Minnesota. Stephon Diggs’ lange touchdown på det sidste spil af opgøret mod Saints blev øjeblikkeligt legendarisk, det er den slags, der kan sende et hold på kurs mod Super Bowl. Går de hele vejen vil det være første gang et hold skal spille sæsonens sidste kamp på hjemmebane.

2) Er det slut for Drew Brees?
Lige så euforiske, de var i Minnesota-lejren efter det lange touchdown, lige så skuffet må de have været i New Orleans. Især med hensyn til Drew Brees kan man tænke over, om det var slutningen for den kommende Hall of Famer. Brees fyldte mandag 39, og selvom han spiller så godt som altid så har Brees kontraktudløb efter denne sæson. Det mest sandsynlige er, at Brees forlænger på en kort kontrakt, men kan han tage beslutningen om at stoppe karrieren?

3) Er det slut for Big Ben?
Okay, det er måske lidt at sætte hovedet på sømmet, men vi har snakket om det i de sidste par sæsoner – mest af alt, fordi Ben Roethlisberger selv åbnede en dør på klem for, at han måske ville stoppe. Problemet for Steelers ligger vel i, at man ikke har en værdig arvtager, men spørgsmålet er, om Big Ben efter et skuffende nederlag til Jaguars kan se sig selv tage en sæson mere, hvor forsvaret er den største akilleshæl for ham.

4) Måske er Calais Campbell synsk
Det var nok mest af alt et lykketræf. Eller er Calais Campbell synsk? Efter sidste uges sejr over Buffalo Bills fik den store defensive linjemand sagt, at det var ligegyldigt, om Jaguars kunne slå Steelers i en lavtscorende kamp, eller om det blev 45-42. Skæbnen ville, at det blev netop 45-42 på trods af, det nok ikke lige var det resultat flest havde set komme. Så spørgsmålet er, er Calais Campbell synsk? Og forudser han en Jaguars-sejr på søndag mod Patriots?

5) Kan Jaguars matche op med Patriots?
Patriots er endnu en gang favoritter i en AFC-finale – deres syvende af slagsen i træk, og mange vil nok spørge, om Jaguars overhovedet har en chance. Det spørgsmål stiller jeg også. Deres offensive takter mod Steelers var meget lovende. Men det ellers fremragende forsvar tillod også over 40 point, og det må bekymre inden et møde med New England.

6) Kan Patriots’ trænere koncentrere sig?
Måske taler det dog til Jaguars’ fordel, at begge Patriots’ koordinatorer, Josh McDaniels og Matt Patricia, igen i år er indhyllet i rygter om deres fremtid. Der er efterhånden ingen tvivl om, at begge har et job som cheftræner, når næste sæson skydes i gang. Men kan de lade være med at lade det influere på deres forberedelse til kampen mod Jaguars? Historien viser, at det ikke plejer at være et problem.

7) Eagles får det svært i NFC-finalen
Faktisk har de haft det en del sværere end først på sæsonen, siden quarterback Carson Wentz blev skadet. Nick Foles spiller ikke ringe, men der ER altså forskel. Eagles havde svært ved at få bolden i endzone mod Falcons, og det bliver bestemt ikke nemmere mod Vikings.

8) Julio Jones sover nok ikke så godt i disse dage
Stjernereceiveren slutter med 101 yards receiving mod Eagles, men han ville nok gerne have haft et touchdown. Især på Falcons’ sidste offensive spil i kampen, hvor bolden røg mellem hænderne på superstjernen i endzone. Jones formåede heller ikke at få fødderne ned inden for stregerne, men på det tidspunkt havde han allerede tabt bolden. Det må gøre ondt.

9) Farvel Mike Mularkey
Det var lidt spøjst, at Titans spillede sig videre til divisionsrunden i slutspillet. Især fordi træner Mike Mularkey samtidig var fyringstruet. Efter kampen mod Chiefs blev der så snakket om forlængelse, og det samme gjorde der umiddelbart efter nederlaget til Patriots. Og så blev han alligevel fyret. Så farvel Mike Mularkey.

10) Masser af trænerkandidater
Blandt dem, der kan tænkes at overtage, er Rams’ offensive koordinator Matt LaFleur. Cardinals overvejer Steelers’ OL-træner Mike Munchak. Giants ansætter formentlig Vikings’ offensive koordinator Pat Shurmur, mens Patriots’ Matt Patricia og Josh McDaniels ser ud til at være på vej til henholdsvis Detroit Lions og Indianapolis Colts. Men alt det ved vi meget mere om, om et par uger.

1 KOMMENTAR

  1. Selvfølgelig er Pats favoritter mod Jags, men jeg tror nu ikke de får sat ligeså mange point på tavlen som Steelers. De her meget lange bolde ned i end zone, som Steelers scorede 3 TD på (så vidt jeg husker) er jo ikke ligefrem et favoritspil for Brady. Jeg tror ikke Pats er helt så store favoritter som de bliver gjort til, og hvis Jags offensiv kan spille op til deres bedste igen, kan jeg sagtens se dem gå i SuperBowl.

    Alt andet lige bliver det en spændende kamp!

Comments are closed.