Et par hold er i frit fald, mens flere hold kom tilbage på sporet eller bare tromler derudaf. Det spidser til og vi har nu kun fem uger tilbage af grundspillet. Her er 10 ting vi lærte i uge 12.

1. Rams i frit fald

Da Von Miller blev handlet til Rams ved trade deadline glædede han sig over, at han var gået i seng med en rekord på 4-4, og var vågnet op 7-1. Siden da er Broncos kommet på 6-4, mens Rams er 7-4. For lige nu ser det ud til, at Rams er i frit fald. De mange stjerner kan ikke få det til at fungere, og Matthew Stafford kaster interceptions som aldrig før. Resten af sæsonen venter et mere overkommeligt kampprogram, men det er bekymrende for Rams, at de fortsat kun har slået 1 hold med flere sejre end nederlag i denne sæson.

2. Seahawks i frit fald

Hvis Rams er i frit fald er divisionsrivalerne fra Seattle det samme. Seahawks har tabt fire kampe i træk, og deres førsterundevalg, som de gav væk for safety Jamal Adams er nu det fjerde valg i draften. Jets selv sidder på femtevalget. Det er nemt at se et scenarie, hvor Seahawks kun vinder to eller måske tre kampe resten af sæsonen. Og spørgsmålet er så, om det bliver enden for head coach Pete Carroll og ikke mindst quarterback Russell Wilson.

3. Dolphins vinder fjerde i træk

I AFC East er et hold til gengæld på vej frem. Efter syv nederlag på stribe har Dolphins vundet fire kampe i træk med mindst et touchdown, og kigger man på deres kampprogram er det let at finde frem til tre eller måske endda fire sejre i de sidste fem kampe. Dolphins kommer ikke i slutspillet, men det kan redde Brian Flores’ job som head coach.

4. Åh nej, McCaffrey

Kan noget til gengæld redde noget af den investering, som Panthers har lagt i Christian McCaffrey? Den vævre runningback blev skadet igen søndag og er nu meldt ude for resten af sæsonen. Dermed kommer McCaffrey til at have spillet 10 kampe i alt i de seneste to sæsoner efter en rekordstor kontraktforlængelse. Måske skulle Panthers forsøge at bygge et angreb som ikke KUN benytter sig af McCaffrey, for man forstår jo godt, at runningbacken bliver skadet, når det er ham, der skal tackles på hvert eneste spil.

5. Fangio er bedst mod Chargers og Chiefs

Vic Fangio har fået meget kritik af Broncos-fans og kommentatorer. Men når hans hold møder Chargers og Chiefs, så spiller de altså godt på forsvaret. Søndag fik Chargers tæsk, og var det ikke for en kortvarig optræden af Drew Lock, der kastede en interception og fumblede bolden på et quarter, så kunne Broncos have holdt Chargers helt uden point på dagen. Nu venter så en kamp i primetime på søndag mod Chiefs i Kansas City i december i en direkte kamp om førstepladsen i AFC West. Der er brug for endnu en pragtpræstation, Fangio.

6. Bengals slagter Steelers i historisk øretæve

AFC North skifter karakter nærmest hver uge, og i denne uge var det ikke meget anderleders. Med en sejr på hele 41-7 sikrede Bengals sig to sejre over Steelers i samme sæson – et såkaldt sweep – for første gang siden 2009. Bengals har nu vundet 3 kampe over Steelers i dette årti (de seneste to sæsoner). Det er samme antal som de vandt hele det seneste årti mod Steelers.

7. Browns taber trods fire interceptions

Hvis du havde fortalt mig inden kampen, at Lamar Jackson ville kaste fire interceptions, så havde jeg nok sat mine penge på Browns. Men når man kun kan få tre point ud af interceptions på tre angrebsserier i træk, så har man ikke fortjent at vinde. Og de kunne Browns heller ikke. Cleveland startede sæsonen så godt, men det ser virkelig skidt ud lige nu. Browns har kun scoret over 14 point to gange i de seneste 9 kampe! Efter bye week venter Ravens endnu en gang, og resten af kampprogrammet byder kun på kampe mod hold med flere sejre end nederlag (og Steelers der er 5-5-1).

8. Bills tilbage på sporet

Bills slog sikkert Saints og er 7-4, men er stadig kun nummer 2 i AFC East (mere om der herunder). Det var en vigtig sejr for Bills, der var ved at smide det hele lidt væk, men nu venter en vanvittig vigtig og spændende mandagskamp i næste uge mod Patriots.

9. Patriots ligner nærmest det bedste hold i AFC

Apropos Patriots så fører de AFC East efter endnu en dominerende sejr – denne gang over Titans. Og lige nu ligner Patriots måske det bedste hold i AFC. Det er ret vanvittigt med en rookie quarterback, men det siger lidt om at Patriots-forsvaret virkelig er stærkt i år. Seks sejre i træk og tre divisionskampe mangler endnu – begge mod Bills.

10. Eagles missede gylden mulighed i NFC East

Det var også en divisionskamp, der blev til en misset mulighed for Eagles søndag. Efter Cowboys’ nederlag på Thanksgiving kunne Eagles således komme tæt på deres divisionsrivaler fra Dallas med en sejr, men sådan gik det ikke mod Giants. Eagles er 5-7 og møder kun Cowboys med en winning record resten af året – det bliver i sidste spillerunde, og det kan gå hen og blev meget afgørende for, hvem NFC East sender i slutspillet.