NFL i Tyskland var en succes, Eagles tabte, og så kom Packers endelig tilbage på sporet. Her er 10 ting vi lærte i uge 10.

1. Tyskland imponerede

For første gang blev der spillet en grundspilskamp i Tyskland, og det tyske publikum skuffede ikke. Tom Brady var i hvert fald godt tilfreds, og det hang nok også sammen med, at Buccaneers vandt kampen og satte sig på NFC South.

2. Eagles tabte!

I NFC East var der endelig nederlag til Eagles, der dermed som det sidste hold i denne sæson også har tabt en kamp. Dolphins-holdet fra 1972 kan lade champagnepropperne springe (omend det ikke er noget, de gør hvert år), og nu er det op på hesten igen for Eagles, der har stor konkurrence fra Vikings i toppen af NFC.

3. Justin Jefferson er for vild

Apropos Vikings, så har de nok den bedste receiver i NFL. Justin Jefferson overtog fuldstændig kampen mod Bills, da Vikings havde mest brug for det, og så endte vikingerne med at vinde i overtime. Vikings er dermed – præcis som Eagles – 8-1 og deres eneste nederlag er til netop Philadelphia.

4. Er Justin Fields den nye Josh Allen?

Vi bliver lige ved Justin. Altså Justin Fields. Jeg har skrevet om ham et par uger nu, men han fortjener, at jeg bliver ved. Godt nok tabte Bears til Lions, men Fields bliver ved med at vise prøver på sin potentiale. Og lige nu får jeg faktisk rigtig store Josh Allen-vibes, når jeg ser på Fields. Han har åbenlyse mangler, men lige nu kompenserer han for dem ved at løbe bolden meget og dermed gøre livet svært for modstanderne. Og han er inde i en eksplosiv udvikling. Faktisk præcis som vi så det med Josh Allen for nogle år siden.

5. Packers fik skovlen under sin eks

Sidste kig på NFC North, hvor Packers endelig fik en sejr efter seks nederlag i træk. Og så var det endda ekskæresten. Mike McCarthy havde sine nye Cowboys med til Green Bay, men i overtime fik Aaron Rodgers skovlen under sin gamle træner, og så er alt måske alligevel godt i Green Bay?

6. Sejr til Jeff Saturday!

Meget er i hvert fald godt i Indianapolis, hvor en sejr til holdets nye head coach Jeff Saturday holder Colts inde i kampen om et wild card i AFC. Sejren på 25-15 over Raiders var ikke som sådan super imponerende, men solid nok, og man kan undre sig over, at Colts nogensinde bænkede Matt Ryan.

7. Er McDaniels på vej ud?

For lige at dvæle ved Raiders. Er Josh McDaniels allerede på vej ud som head coach? Ejer Mark Davis forsikrer, at McDaniels gør et “fremragende stykke arbejde”, men det lyder på flere spillere som om, at det ikke er hele omklædningsrummet, der giver sig fuldt ud, og Raiders er meget skuffende kun 2-7. Nu venter en meget afgørende kamp mod Broncos, der kan blive McDaniels’ sidste for Raiders.

8. Broncos’ angreb er historisk dårligt

Og det kan sådan set også blive den sidste for Broncos’ Nathaniel Hackett. For Hackett blev hentet til Denver for at fikse angrebet, og han fik Russell Wilson i en dyr trade for at hjælpe med netop det. Men Broncos-angrebet er om muligt endnu værre, end det har været de seneste år – faktisk scorer Broncos så få point, at det er det næstdårligste i Broncos’ historie, kun overgået af holdet fra 1966, hvor man altså scorede en del færre point. Og efter denne uge er Broncos i øvrigt det eneste hold i NFL, der ikke har haft et eneste løb på mindst 20 yards i denne sæson. Det er ikke godt.

9. Alle AFC East-hold i slutspillet

I AFC East er det meste til gengæld godt. Bills er nok lidt skuffede, for de er røget ned på tredjepladsen i divisionen efter Dolphins og Jets, men hvis slutspillet startede i dag ville alle fire hold fra divisionen være repræsenteret. Det kan meget vel ende sådan, og det vil selvsagt være historisk.

10. Næsten alle NFC East-hold i slutspillet

Det samme kan siges i NFC – eller næsten i hvert fald. For hvis slutspillet startede i dag ville tre ud af fire hold i NFC East være i slutspillet, og Washington er som det eneste hold, der kigger ind udefra kun en enkelt kamp fra at kunne spille sig i det gode selskab. Det kunne være lidt vildt, hvis alle seks wild cards i slutspillet blev fordelt mellem kun to divisioner.