Første spilleuge af 2022-sæsonen er allerede overstået, og uge to kan næsten ikke komme hurtigt nok. Men inden da kigger jeg som sædvanlig tilbage på ugen, der gik. Således også i år, hvor vi starter med Thursday Night Football.

1. Turnovers er det eneste, der kan bekymre Bills

Det var nemlig torsdag, at sæsonen blev skudt i gang mellem Super Bowl-favoritterne fra Buffalo Bills og de forsvarende mestre fra Los Angeles Rams. Og lad os da bare slå det fast med det samme: Favoritterne fra Buffalo kom klart bedst ud af det opgør med en sejr på 31-10. Desværre havde de problemer med turnovers undervejs, og de skal udryddes. Bliver de det, så bliver Bills meget svære at bide skeer med.

2. Svær start for Bengals

Bengals ser til gengæld ud til, at være nogen, der ikke får så let ved at holde på deres plads i det fine selskab. Joe Burrows allerførste kast i denne sæson blev interceptet og returneret til et touchdown, og så var linjen ligesom lagt. Burrow kastede i alt fire interceptions og mistede en fumble mod divisionsrivalerne fra Steelers – og så er det altså meget svært at vinde. Selvom de var næsten ved det alligevel.

3. Katastrofe for Cowboys

Cowboys har forhåbninger om at spille med i toppen af NFC East. Eller, det havde de i hvert fald. Men ud over nederlaget i deres sæsonåbner mod Bucs, så blev quarterback Dak Prescott skadet, og han er nu ude i helt op til otte uger. Så bliver det altså svært for Dallas at få specielt meget ud af sæsonen.

4. Trey Lance under pres fra starten

Andre, der håber at få masser ud af denne sæson er 49ers, der har sat unge Trey Lance i spidsen for holdet. Men den unge quarterback er allerede under pres fra reserven Jimmy Garoppolo. 49ers lagde ud med et nederlag til Bears og Justin Fields, så nu skal der resultater på bordet allerede fra næste uge.

5. No Tyreek? No Problem…

Resultater havde man ikke problemer med at skaffe i Kansas City. Chiefs skulle ellers spille første kamp efter afgangen af Tyreek Hill, men om muligt så Chiefs-angrebet endnu bedre ud end tidligere. Patrick Mahomes kastede fem touchdowns i en nedslagtning af Cardinals, og det må bekymre konkurrenterne i AFC – og i særdeleshed AFC West.

6. …men Dolphins er glade for Tyreek Hill

Og Tyreek Hill, ja, ham er de allerede blevet glade for i Miami. Hill stod for lige præcis 100 yards i sin debut for Dolphins, der vandt med 20-7 over New England Patriots. Dolphins ligner den største konkurrent til Bills i AFC East.

7. Stærkt signal fra Vikings

I NFC North er det Vikings, der ligner den bedste kandidat til at snuppe divisionstitlen efter en stærk sejr over Aaron Rodgers og Green Bay Packers i åbningskampen. Packers-angrebet blev holdt i skak, og så kunne Justin Jefferson gå amok i sin tredje sæson i NFL. Receiveren er nok et godt bud på årets bedste angrebsspiller.

8. Browns vandt Baker Bowl

I kampen mellem Carolina Panthers og Baker Mayfield holdt de fleste med Panthers og Mayfield, og det så ud til, at alle skulle gå glade fra kampen, da Panthers kom foran med kort tid tilbage. Desværre var der lidt for lang tid at gøre med for Browns, der endte med at vinde på et field goal til sidst. Men så har Baker Mayfield da fået den kamp ud af verden – og det ser ud til, at han godt kan blive en succes hos Panthers omend han ikke spillede en stor kamp.

9. Saints i vildt comeback

Saints spillede heller ikke nogen stor kamp, men de gjorde nok til at vinde. Det krævede bare lige 17 point i fjerde quarter og et field goal til sidst. Til gengæld kan de så glæde sig over, at det ser ud som om de har et angreb, der kan blive giftigt, når det kører på fuld damp. Jarvis Landry kan blive en kæmpe gevinst på receiver, og hvis Jameis Winston holder sig skadesfri kan han få sin helt store gennembrudssæson.

10. Måske skal man spille sine startere i preseason

En der må vente lidt på et gennembrud er Russell Wilson. I hvert fald på sit nye hold. For Broncos skuffede og tabte natten til tirsdag med 16-17 til Wilson gamle hold Seahawks. Med nederlaget gik quarterbacks, der slet ikke spillede i preseason 3-8 i kamp i første runde, så noget tyder på, at man har godt af liiige at varme lidt op med et par træningskampe, inden det for alvor gælder. Russell spillede egentlig udmærket mod Seahawks, men manglede lige det sidste. Og så kommer jeg ikke ind på Nathaniel Hacketts tvivlsomme clock management til sidst. Hackett blev i øvrigt den eneste rookie head coach, der tabte i første spilleuge.