Januar er skudt i gang, og det betyder slutspilsbold. Otte hold skal i aktion og håber at tage et skridt mod Lombardi-trofæet. Gul Klud giver her otte svar, som vi leder efter i wild card-runden.

1) Er Josh Allen god nok til at vinde i slutspillet?
Buffalo Bills har et af ligaens bedste forsvar, og det er den primære grund til, at de er i slutspillet. Den unge quarterback Josh Allen har været gennem en positiv udvikling, som sæsonen er skredet frem, men det er stadig det 23. mest effektive kasteangreb ifølge Football Outsiders DVOA. Hvis man skal vinde i slutspillet, kræver det oftest godt spil i perioder fra din quarterback, og Josh Allen skal bevise, at han er god nok til ikke at være en hæmsko for Bills, når det virkelig spidser til. Mod slutspillets dårligste forsvar er forudsætningerne heldigvis gode for slutspilsdebutanten Allen.

2) Vil Bill O’Brien vise, at han kan undgå at blive outcoached mod de bedste?
En kedelig tendens ved Bill O’Brien er, efter min mening, at Texans ofte bliver slået på gameplan og coaching, når de står ansigt til ansigt med de gode hold. Specielt i slutspillet har O’Brien en tvivlsom record med én sejr og tre nederlag. Sejren kom mod et Connor Cook-anført Raiders-mandskab, mens de tre nederlag har været med 14, 18 og 30 point. Det er tid til at O’Brien beviser, at han kan lægge en gameplan, der kan følge med et hold som Bills, der er fantastisk trænet. Især håber jeg på, at han ikke vil lægge bånd på Deshaun Watson i starten af kampen, hvilket jeg synes har været en tendens i for mange kampe.

3) Fortsætter Titans’ offensive eksplosion mod NFL’s bedste forsvar?
I anden halvdel af 2019 har Tennessee Titans haft et af ligaens bedste angreb. Ryan Tannehill, Derrick Henry og rookie A.J. Brown har alle været forrygende, og de har været de bærende profiler på et ekstremt eksplosivt angreb. Det skal siges, at den offensive linje også er super velspillende lige nu, og som alt før ofte før, bliver det lidt overset. I wild card-runden står denne offensive overfor ligaens bedste forsvar i form af New England Patriots, og det bliver den ultimative test for Titans-angrebet. Kan det producere mod Patriots, kan det producere mod alle, og så kan Titans formentlig udfordre alle hold. 22-årige A.J. Brown får også sin hidtil største opgave i karrieren, når han formentlig får fornøjelsen af Stephon Gilmore i store dele af kampen.

4) Vil Brady og offensiven vise nok til at give håb?
Patriots har forsvaret. Patriots har trænerstaben. Det er angrebet, der er det store spørgsmålstegn. Tom Brady har ikke fyret på alle cylindre i år, og han virker derudover stærkt plaget af mangel på offensivt talent omkring ham. Den offensive linje er mere hullet end sidste år, og receiver-gruppen halter gevaldigt. Kun Julian Edelman virker til at have reel synergi med Brady, og Edelman kæmper med nogle småskader. Mod Bills for to uger siden var der tegn på noget bedre, men kampen mod Dolphins i sidste uge var igen slet ikke god nok. Hvis Patriots skal vinde i denne uge og skabe en eller anden form for tro på, at man kan slå Chiefs eller Ravens, så skal Brady og kompagni vise lidt liv mod et ganske middelmådigt Titans-kasteforsvar.

5) Kan Kirk Cousins følge med Brees?
Vi forventer alle, at Drew Brees og Saints-angrebet vil sætte nogle point på tavlen, og så vil det formentlig være op til Minnesota Vikings, om de kan følge med. Saints’ løbeforsvar har i år været et ligaens fem bedste, og det kunne derfor ligne en kamp, hvor Kirk Cousins skal bære angrebet på sine skuldre. Spørgsmålet er så bare, om han kan det? Generelt har Cousins spillet en fin og effektiv sæson i år, men han er sjældent blevet bedt om at bære det alene. I de kampe, hvor holdene har kunne lukke ned for Cook, og Cousins skulle flytte bolden selv bag en usikker offensiv linje, har det ikke været imponerende. Her tænker jeg især på de to Packers-kampe og den første Bears-kamp.

6) Har Janoris Jenkins-tilføjelsen tætnet Saints-forsvaret?
For nogle uger siden hentede New Orleans Saints den erfaren cornerback Janoris Jenkins ind, efter han blev fyret hos Giants pga. en upassende Twitter-kommentar. Hele året har Saints’ cornerback-gruppe været tilbøjelig til at tillade for mange store spil, og håbet har tydeligvis været, at Jenkins kunne afhjælpe en del af det problem. På en billig baggrund mod Panthers spillede han i sidste uge en ganske god kamp, og i denne uge skal han stå sin første rigtige test. Eli Apple kunne ligne en mand, der misser kampen med en skade, og det vil give Jenkins rigelig mulighed for at blive testet mod den stærke duo med Diggs og Thielen. Hvis Jenkins er velspillende gennem slutspillet, ser Saints-forsvaret pludseligt noget mere skræmmende ud.

7) Formår Eagles at stoppe Seahawks’ dybe skud?
Tidligt i sæsonen var Eagles’ secondary næsten et ugentlig sketch-show. Cornerbacks og safeties udviste gang på gang manglende kommunikation og dårlig teknik, hvilket betød, at de tillod et hav af lange touchdowns. De nedbrud er heldigvis blevet færre i den sidste måneds tid, men mod Seattle Seahawks får vi for alvor testet, hvor solid den bagkæde er blevet. Tyler Lockett og D.K. Metcalf har begge fantastisk fart, og ingen kaster den dybe bold bedre end Russell Wilson. Jeg forventer, at Seahawks virkelig vil teste Eagles’ cornerbacks.

8) Vil Schottenheimer og Carroll lade Wilson vinde kampen?
Min største frygt med Seattle Seahawks er næsten ugentligt, at deres løbetunge filosofi vil lægge for meget pres på Russell Wilson og gøre det for svært for ham at vinde kampen. Mod et super stærkt Philadelphia Eagles løbeforsvar er den frygt endnu større i denne uge. Næsten alle tredje down-situationer er favorable for forsvaret, og hvis Seahawks insisterer på at løbe bolden meget mod et godt løbeforsvar, kunne Wilson ende i en lang række svære tredje down-situationer. Det var dette, som kostede dem sidste års slutspilskamp mod Dallas Cowboys. Her stod Wilson konstant i svære tredje og lang-situationer, og Schottenheimer var alt for stædig med løbespillet, der ikke fungerede optimalt. Med Chris Carson skadet og en offensiv linje også plaget af et par skadet, så håber jeg, at Schottenheimer og Carroll tør lade Wilson vinde dem kampen også på første og anden down.