Super Bowl-deltagerne skal findes, og det skal de i to fantastisk interessante konference-finaler. Der er både nye ansigter og gamle kendinge, men fælles for alle er, at de har vigtige spørgsmål, der skal besvares, hvis de vil stå i Super Bowl i år.

Cincinnati Bengals, Kansas City Chiefs, Los Angeles Rams og San Francisco 49ers. Det er de fire hold i årets konferencefinaler, og de skal i weekenden kæmpe om de to billetter til Super Bowl.

Alle fire hold har dog en svær opgave foran sig, og selvom favoritterne hos oddssætterne hedder Chiefs og Rams, så er det 49ers og Bengals, der har taget de indbyrdes opgør i år. Derfor skal alle fire hold ud og besvare afgørende spørgsmål, hvis de skal vinde årets konferencefinaler.

1) Kan Bengals skabe det nødvendige pres på Mahomes?
Hvordan stopper man Mahomes? Det kan man nok ikke, men man kan begrænse ham. For at lykkes med det virker det givet, at man skal skabe pres på ham. Mahomes har nemlig ingen problemer med at stå i lommen forevigt, hvis han får lov, og det er bare svært at dække Travis Kelce og Tyreek Hill op i lang tid. Derfor venter der et stort pres på Bengals’ defensive linje, der har været god i år, men stadig ikke har samme styrke som f.eks. 49ers’ og Rams’ i den anden konferencefinale. Kan Trey Hendricksson, der har spillet en strålende sæson, vinde matchuppet mod Orlando Brown? Kan D.J. Reader vinde som pass rusher i høj nok grad? Har Sam Hubbard egenskaberne til at give Chiefs’ svageste led, højre tackle Andrew Wylie, en lang dag på kontoret? For mig bliver meget af Bengals-forsvarets succes afgjort af, hvor godt de kan skabe pres på Mahomes. Hvis ikke det lykkes, virker opgaven umulig.

2) Ændrer Steve Spagnoulo sin tilgang til Chase og Burrow?
Chiefs og Bengals har mødt hinanden for under en måned siden. Her vandt Cincinnati Bengals lidt overraskende kampen, og det gjorde de ikke mindst, fordi Joe Burrow og Ja’Marr Chase var ustyrlige. Burrow kastede for 446 yards og fire touchdowns, hvoraf Chase greb vanvittige 266 yards af dem og tre touchdowns. Chiefs gik til kampen, som de har gjort mod andre hold, og de blitzede en helt masse og spillede en del mandsopdækning 1mod1 på ydersiden mod Chase. Det gik mildt sagt elendigt, da Joe Burrow har været super dygtig mod blitzen hele året, og hans kemi med Chase bare er på et tårnhøjt niveau. Derfor bliver det interessant at se, om Chiefs’ defensive koordinator Steve Spagnoulo ændrer sin approach til Burrow og Chase, og hvad det har af indflydelse på opgøret. Kan de lukke ned for Chase? Eller åbner det bare mere op for Tyler Boyd og Tee Higgins? Chiefs skal finde en god plan, og Bengals skal vise, at de kan justere til den plan og finde alternative veje til succes.

3) Udstiller 49ers igen Rams i skyttegravene?
I år har San Francisco 49ers vundet begge opgør mod Los Angeles Rams, og den helt afgørende faktor i de to sejre, mener jeg, har været deres evne til at vinde i skyttegravene. 49ers’ offensive og defensive linje har simpelthen domineret i en grad, så Rams ikke har kunne få forsvar og angreb til at hænge sammen. Det har generelt været 49ers’ vej til succes her i anden halvdel af sæsonen, og i slutspillet har vi også set 49ers’ defensive linje give enorme problemer for Cowboys og Packers’ normalt eller stærke offensive linjer. Rams har nu haft to kampe til at kigge lidt på, hvordan 49ers har domineret dem, men har de så fundet en måde at stoppe 49ers’ pass rush og 49ers’ løbeangreb? Eller er Nick Bosa og Arik Armstead bare en for stor mundfuld på forsvaret, mens Trent Williams og kompagni dirigeret af Kyle Shanahans fantastiske løbeangreb ligeledes er for svært at stoppe for Rams? Hvis McVays tropper skal vinde, skal de to linjer holde bedre stand end tidligere i år.

4) Finder Rams en måde at få hul på 49ers’ kasteforsvar?
Udover de to linjer skal Rams’ kasteangreb også præsterer bedre. Det er dem der skal lave justeringer, der kan føre dem til succes, da 49ers tidligere i år generelt har haft krammet på dem. 49ers’ defensive koordinator DeMeco Ryans har sammensat et alsidigt og varieret forsvar, der arbejder rigtig godt i deres zoner og konstant skifter coverages, så modstanderen har svært ved at se, hvad der kommer. Kan Stafford og Rams finde en måde at decifrere 49ers’ opdækning på og dermed flytte bolden effektivt gennem luften? Jeg føler nemlig, det er den vej, at Rams skal score deres point, da 49ers’ løbeforsvar bare virker urokkeligt. I den ligning bliver Matthew Staffords beslutningstagen virkelig testet, og så tror jeg, at man ikke skal overse Odell Beckhams vigtighed, hvis Rams skal bryde det her forsvar ned. Hans samarbejde med Stafford virker bedre uge for uge, og han har evnen til at ramme 49ers på mange forskellige måder, og han er normalt dygtig til at finde plads mellem zonerne.

5) Hvordan håndterer McVay matchuppet anderledes, og har Shanahan nye esser i ærmet?
NFC-finalen er selvfølgelig interessant på banen, men det er mindst lige så interessant et opgør på sidelinjerne. Sean McVay og Kyle Shanahan kender hinanden tæt gennem deres tidligere samarbejde i Washington, og de er begge anset som nogle af de fremmeste offensive hjerner, NFL har set de sidste fem år. Begge har længe haft lignende angreb, men de seneste par år har de trukket deres angreb i lidt forskellige retninger. I de interne opgør har det virket til, at Shanahan har været et skridt foran, når det kommer til at læse McVay og selv bringe nye elementer i spil, som kan overraske. Kan han gøre det igen, og kan han blive ved med at innovere især i løbespillet, hvor han i år har bevist med Deebo Samuel, at han altid har det næste es i ærmet, når der skal skabes nye nuancer på sit løbeangreb. Og hvad med McVay efter seks nederlag i træk til Shanahan, må han ud og lede efter nye idéer til, hvordan han kan overmande Shanahans tropper. Har han en helt anden approach, eller er det i de små nuancer, at lykken skal vende for McVay? Det her er to af de største trænertalenter i NFL, og det har de bevist igen i år. Nu er spørgsmålet, hvem af dem, der kan slå den anden i det største af deres indbyrdes opgør.