Første fjerdedel af sæsonen er overstået, og i oktober måned begynder det at spidse til. Flere hold vil tabe sæsonen på gulvet, mens andre får momentum ind i anden halvdel af sæsonen. Her er 10 spørgsmål, jeg leder efter svar på i uge 5.

1) Kom Panthers-angrebet i gang mod Patriots?
I de første tre uger var Panthers-angrebet forfærdeligt. Konservativt, ineffektivt og Cam Newton lignede en skygge af sig selv. Et hav af korte kast udnyttede slet ikke Newtons kompetencer, men det ændrede sig i uge 4. Panthers benyttede stadig de korte kast til McCaffrey, men variationen var forbedret og Newton angreb Patriots ned ad banen. Med andre ord lignede det den Cam Newton, som vi alle ønsker at se. Men det var mod et ringe Patriots-forsvar, og nu møder Panthers er velspillende Lions-forsvar. Derfor er det store spørgsmål, hvilket Panthers-angreb vi får at se, og deraf får vi formentlig en indikation på, hvor meget vi kan forvente os af Newton og kompagni.
2) Kan Bills også vinde uden underdog-kortet?
Hvis man kigger på oddset, er Bengals favoritter, men det er kun pga. hjemmebanen. Reelt må et 3-1 Bills-hold være favorit mod et 1-3 Bengals-hold. Bills har overrasket og har slået gode hold som Broncos og Falcons og slog næsten Panthers. I uge 1 var de også favoritter mod Jets, men måtte slide en del for den sejr. I denne uge møder de et Bengals-mandskab, som har forbedret sig de sidste par uger. Skiftet af den offensive koordinator, så Bill Lazor nu kalder spillene, var den rigtige beslutning. Angrebet ser deraf bedre ud, og Bengals’ forsvar har hele sæsonen været godt. Geno Atkins dominerer, Vontaze Burfict er tilbage, og de har en gruppe af unge spændende pass rushere til at komplementere Carlos Dunlap. Hvis Bills skal være et legitimt tophold i NFL, skal man ikke kun kunne spille som underdog. Om Bills også kan vinde som favoritter skal bevises i denne uge.
3)Fortsætter Jaguars’ op- og nedture?
Uge 1: Storsejr over Texans, Uge 2: Ørefigen mod Titans, Uge 3: Megasejr mod Ravens, Uge 4: Forfærdeligt nederlag til Jets, Uge 5: ??? Det har været meget svingende for Jaguars indtil videre, men hvis tendensen fortsætter, så står de vel foran en storsejr? Men desværre for Jags hedder modstanderen Pittsburgh Steelers, der må anses som en af sæsonens favoritter. De skal dermed ud og levere en solid overraskelse på udebane i Pittsburgh. Kasteforsvaret er fremragende, men løbeforsvaret har set skidt ud, og Steelers fik gang i løbespillet i sidste uge, hvor Le’Veon Bell løb for 144 yards og 2 touchdowns. Jaguars skal stoppe løbet bedre, hvis forsvaret skal kunne bære det impotente Blake Bortles-anførte angreb.
4) Har Dolphins noget at skyde med i år?
Det så lovende ud, da Dolphins slog Chargers i uge 2, men de to sidste kampe har været rædderlige fra Dolphins’ side. Mod Jets og Saints er det kun blevet til seks point, og de kom sent mod Jets. Er holdet virkelig ikke bedre? Eller får de styr på nogle af problemerne? Det største problem er nok angrebet, som ikke præsterer med Jay Cutler ved roret. Cutler ser ikke ud til at have ret meget at bidrage med, og derudover har Dolphins ikke fået gang i løbespillet, hvilket nok skyldes en dårligt spillende offensiv linje. På forsvarssiden er der også masser af problemer, og de skal virkelig vise mere mod et Titans-hold enten uden Marcus Mariota eller med en halvskadet Mariota. Hvis ikke de kan dét, er sæsonen nok ovre.
5) Fortsætter Deshaun Watson udviklingen mod NFLs bedste hold?
Deshaun Watson og Texans ødelagde et ikke-eksisterende Titans-forsvar, men i denne uge får Watson og kompagni det næppe ligeså let. De står nemlig overfor NFLs eneste ubesejrede hold i form af Kansas City Chiefs. Og alt mit fokus er rettet mod Watson. Det startede sløvt for Watson, men langsomt er han blevet bedre og bedre uge efter uge. Det kulminerede med fem touchdowns mod Titans, men nu skal han bevise, at han kan på den største scene mod de bedste hold. Det er en stor opgave, men kampen vil fortælle os meget om, hvad vi kan forvente af Watson i år og måske også i fremtiden.
6) Kan Seahawks-forsvaret stoppe Rams, Goff og Gurley?
Jeg tror, at jeg har ledt efter svar til spørgsmål om Rams’ angreb i nærmest alle uger. Kan det virkelig være rigtigt, at Rams’ angreb er blandt ligaens bedste? Er Goff virkelig gået fra ligaens dårligste starter til en hæderlig quarterback på én off season? Goff-spørgsmålet er jeg efterhånden afklaret med, ja, han er på fantastisk vis blevet hæderlig. Men det første spørgsmål er jeg stadig usikker på. Kan Rams’ angreb leverer samme gode præstationer mod gode forsvar? I denne uge møder de et Seattle-forsvar, der måske ikke helt har levet op til deres enorme potentiale, men stadig er dygtigt. I sidste uge havde Rams problemer med at score touchdowns, og var det måske et tegn på, at angrebet sagtens kan bremses?
7) Er Russell Wilson kommet i gang?
Det har ikke været en ideel start for Seahawks, men de sidste to kampe har der været en meget vigtig fremgang i deres angreb. Den dårlige offensive linje så ud til have ødelagt al form for rytme i starten af sæsonen, og Wilson virkede ikke til at være komfortabel bag den elendige linje (forståeligt nok). Nu er der gået fire uger, og selvom den offensive linje stadig er miserabel, ser det ud til, at Wilson er ved at finde formen. Nu står angrebet overfor et tvivlsomt Rams-forsvar, og det er en perfekt mulighed for at bygge videre på de positive takter. Og reelt set har Seahawks alvorligt brug for, at Wilson og kompagni spiller på et højt niveau. Med en 2-2 record og en god konkurrent i Rams, er der ikke plads til mange smuttere, hvis man vil vinde divisionen.
8) Kan Cowboys-angrebet finde tilbage til 2016-opskriften?
Hvor er det dominerende angreb, som Cowboys mønstrede i 2016? Det er ikke faldet fra hinanden, men den dominerende force fra 2016 er det ikke lige nu. Og de har desperat brug for det. Det unge forsvar er nemlig ikke i en god forfatning, og vil formentlig ikke nå noget imponerende niveau i år. Der skal scores point, og Dak og Zeke er stjernene, vi kigger mod. Problemet for Cowboys er, at forholdene er blevet dårligere for de to stjerner. Den offensive linje har stadig tre dominerende spillere, men de to nye offensive linjemænd har ikke imponeret endnu, og det gør løbeangrebet svagere og giver Dak mindre tid. Når løbespillet ikke længere har fundamentet til at være bærende uanset modstanden, kigger jeg mod Dak. Han har stadig bedre forhold end mange quarterbacks, og han skal løfte niveauet. Hans ro i lommen er stadig imponerende, men præcisionen og samarbejdet med receiverne har været problematisk. Mod Packers møder han et tvivlsomt kasteforsvar, så Dak skal levere varen, hvis ikke Cowboys skal under pres.
9)  Er Sam Bradford tilbage på sit uge 1-niveau?
*Dette er selvfølgelig afhængig af, at han spiller. Han er listet som tvivlsom til mandagens kamp.
Sam Bradford er ikke en elite quarterback, men hvor god er han egentlig? Det har jeg aldrig kunne finde ud af. I hans Rams og Eagles-tid var han enten skadet eller havde for det meste forfærdelige forhold mht. receivere og offensive linje. Så kommer han til Minnesota sidste år og så habil ud, inden skaderne simpelthen blev for mange. I år kommer han ind i uge 1 og brænder banen af med de to fremragende receivere Stefon Diggs og Adam Thielen, men så bliver han skadet. Vikings har et rigtig godt forsvar og har fået en offensiv linje, der er rimelig solid. Jeg vil så gerne se, hvad Bradford kan udrette med de bedste forhold i hans karriere.
10) Hvad viser Mitchell Trubisky?
I Chicago har de skiftet quarterback…. TAK! Mike Glennon var ikke meget værd, så lad os få rookien i spil. Mitchell Trubisky var den første quarterback valgt i årets draft, og efter min mening var han også klart den bedste. Han er mobil og viste god præcision og timing på korte og mellemlange kast i college. En sammenligning jeg lavede i draften var: Andy Dalton med mere armtalent. Nu må vi se, hvad han kan drive det til, og det er nok svært at forvente mirakler i den første kamp mod det stærke Vikings-forsvar. Heldigvis har han et godt løbeangreb at støtte sig til, og det bliver stadig nøglen for Bears’ angreb.