Kan Goff mod de gode forsvar? Var det rigtigt at bænke Tyrod Taylor? Hvor vigtig er Richard Sherman? Det er blot nogle af de mange svar, vi leder efter i 11. spillerunde. Jeg har udpeget de 10 ting, som jeg håber at blive klogere på i weekendens kampe.

1) Kan Goff bevise sig mod et godt forsvar?
Lad mig først sige, at Goffs udvikling fra sidste år er imponerende, men jeg mangler stadig at se ham tage det næste skridt. Det kan komme i denne uge. For godt nok har Rams og Goff revet det ene dårlige forsvar efter det andet fra hinanden (Colts, 49ers, Cowboys, Cards, Giants og Texans), men hver eneste gang Rams har mødt et kompetent forsvar (Seahawks, Redskins, Jags), har Goff ikke brilleret. Han har ikke været elendig, men hvis Rams skal nå langt i år, skal Goff kunne toppræstere mod gode hold. I denne uge står han over for det drabelige Vikings-forsvar, og det næste skridt for Goff er, at han begynder at flænse de gode forsvar. Indtil han beviser det, er det svært at tro på, at Rams kan gå hele vejen.
2) Er Case Keenum stadig god nok mod Rams?
Hvor havde Vikings været uden Case Keenum? Hvilken fantastisk nødløsning han har været. Keenum er ikke nogen fantastisk quarterback, men på et meget talentfuld Vikings-mandskab har han været god nok. Men mange af sejrene er kommet mod hold som Bears, Browns, Packers (uden Rodgers), Ravens og Buccaneers. Nu møder Vikings er godt hold i form af Rams, og spørgsmålet er så, om Keenum stadig er god nok. Hvis han begynder at vise, at han holder holdet tilbage mod gode hold, er det meget sandsynligt, at Teddy Bridgewater får chancen i den kommende fremtid. Bridgewater er et sats, men har mere upside.
3) Har Cowboys fået justeret for manglende spillere?
Sikke dog et rod Cowboys var i sidste uge pga. skaderne til Tyron Smith og Sean Lee. Ezekiel Elliotts karantæne var det mindste af Cowboys’ problemer, og det vil den være igen i denne uge. Smith og Lee er nemlig begge ude af  NFC East-braget mod Eagles. Cowboys skal have fundet en løsning, hvor de hjælper backup tackle Byron Bell langt mere og langt bedre, og de skal have fundet en løsning på forsvaret, så det ikke kollapser, hver gang Sean Lee er ude. Hvis ikke de finder ud af det, så ikke blot taber de kampen mod Eagles, men så misser de også slutspillet.
4) Har Raiders fået fikset forsvaret?
Raiders er et af holdene, som kæmper om wild card-billetterne i AFC, men deres forsvar har givet dem problemer hele sæsonen. I sidste uge havde de en bye week, og de har for nyligt fået den spændende rookie Obi Melifonwu tilbage. Raiders har virkelig brug for, at de to ting betyder, at forsvaret er mærkbart forbedret. Raiders har måske det sværeste program blandt wild card-kandidaterne, og det starter i denne uge med en kamp mod Patriots. Holdet ligger lige nu sidst i sacks, har stadig store problemer på linebacker, og opdækningen er også ganske tvivlsom. Første skridt mod forbedring skal ske gennem et forøget presset på modstanderens quarterback, ellers er vejen til slutspillet lang for Raiders.
5) Finder Dolphins tilbage på sporet?
Hele året har jeg ment, at Dolphins var et dårligere hold, end deres record indikerede. Efter tre nederlag i træk begynder de at falde ned i et mere retvisende leje, men ikke desto mindre er de stadig (AFC er en elendig konference i år) med i kampen om wild card-billetterne. Hvis Dolphins stadig skal anses som en mulighed til et wild card, skal de slå Buccaneers. Hvis ikke er det nok tid til at pakke sammen for i år, da der også venter to kampe mod Patriots i de resterende kampe.
6) Hvad kan Nathan Peterman?
I samme division lavede Buffalo Bills i midtugen et ganske overraskende quarterback-skifte. Bills ligger lige nu til det sidste wild card i konferencen, men to nederlag i træk og så skulle der ske en ændring. Bills har i de to kampe tilladt 81 point og har haft en myriade af defensive problemer, så naturligvis var det quarterback Tyrod Taylor, der blev bænket. Tyrod Taylor har sine mangler, men efter min mening er han blandt de 16 bedste quarterbacks i ligaen. Mange fans har en tendens til at se sig sure på en quarterbacks mangler, fordi de ser de samme begrænsninger uge efter uge. De glemmer bare, at det kun er en lille håndfuld quarterbacks, som ikke har betydelige begrænsninger eller dårlige tendenser. Nathan Peterman er en anden type end Taylor, og det er sandsynligvis derfor, at Bills laver skiftet. De har nægtet at indrette angrebet til at udnytte Taylors styrker. De har skruet ned for spil, hvor hans mobilitet kommer ham til gode, og samtlige dybe våben er ikke blevet forlænget eller tradet væk (Watkings, R. Woods, M. Goodwin). De har prøvet at gøre Taylor til en rendyrket pocket passer, og det bliver han aldrig. Peterman derimod er mere af den støbning, og håbet er, at han vil passe ind i systemet. Spørgsmålet er, hvad Peterman kan, men hvis han ikke kommer ind og er ganske overbevisende fra første fløjt, er det en ekstrem kritisabel beslutning fra et hold, som lige nu ligger til slutspillet.
7) Begynder Kizer og Hundley at finde fodfæste?
En historie, som ikke har fået meget fokus, da Browns tabte igen, er, at DeShone Kizer spillede sin bedste kamp i Browns-trøjen i sidste uge. Den var ikke perfekt, men der var tydelig fremgang at spore. Samme kan siges om Brett Hundley, der havde en ganske udmærket kamp i sejren over Bears. De to quarterbacks har stadig syv kampe til at bevise deres værd, men de kæmper for helt forskellige ting. Hundley kæmper for en bedre kontrakt i fremtiden, når han efter 2018-sæsonen bliver free agent. Kizer kæmper for at bevise, at han er værd at satse på i fremtiden. For Kizer vil det nok kræve syv gode kampe, hvis Browns ikke skal lede efter en ny quarterback igen i off-seaseon. Kizer møder i denne uge Jaguars’ fantastiske forsvar, mens Hundley skal forsøge at holde liv i et spinkelt slutspilshåb mod Ravens.
8) Bliver Redskins hægtet af?
Med en record på 4-5 er slutspillet allerede et stykke væk fra Redskins, men de klynger sig til et spinkelt håb. Det spinkle håb kan gå i opløsning i denne uge, hvis de taber. Der er ingen vej tilbage fra en 4-6 record i NFC, hvor et hav af gode hold kæmper om pladserne. Desværre for Redskins hedder denne uges modstander New Orleans Saints. De har vundet syv kampe i træk, og det kræver en brandkamp af Kirk Cousins, hvis Redskins skal lave overraskelsen. Hvis ikke, så har vi fået svar på, om Redskins kommer i slutspillet i år.
9) Kan Falcons finde angrebet og noget momentum?
Et andet hold, som også lever på kanten af slutspillet, er Atlanta Falcons. Sidste uges sejr giver dog Falcons væsentligt pænere udsigter. De har dog stadig et ganske svært program med kampe mod Vikings, Panthers, to gange Saints og ikke mindst denne uges kamp mod Seahawks. Det er en svær vej til de 10-11 påkrævede sejre, men hvis Falcons kan bygge ovenpå sidste uges sejr, kan de måske genfinde lidt af niveauet fra 2016. Det er specielt angrebet, der har brug for at finde noget momentum, men måske er et Seattle-forsvar uden Richard Sherman løsningen?
10) Hvad kommer Shermans (og Kam Chancellors) fravær til at betyde?
Netop Shermans fravær giver en del spørgsmål til Seattle Seahawks. Hvor vigtig er Sherman? Hvordan løser de hans fravær? Kan Seahawks finde vej til slutspillet eller Super Bowl uden Sherman? Samme spørgsmål kan stilles om Kam Chancellor, der i følge de seneste rygter også frygtes ude for sæsonen med en nakkeskade. Sherman har ikke været altdominerende i år, men har stadig lukket den ene side af forsvaret mere eller mindre ned. Nu skal rookie Shaquill Griffin, Justin Coleman og Jeremy Lane i stedet tage over, og spørgsmålet er, om de er i stand til det. Griffin har spillet en fin rookiesæson, men hans udvikling skal fremskyndes nu. Coleman har været en fin spiller og en fremragende tilføjelse, når man taget i betragtning, at han kostede et syvenderundevalg i traden med Patriots. Earl Thomas er nok vigtigere, men Chancellor er en leder og en fremragende spiller. Tabet af de to kan meget vel betyde, at Seahawks får svært ved at kæmpe med om NFCs Super Bowl-billet. Vi får første svar på, om de kan overkomme det i denne uges kamp mod Julio Jones og kompagni.