Gul Klud sætter fokus på 10 spørgsmål, som vi leder efter svar på i slutspillets første runde i 2023-sæsonen.

1. Får Detroit sin første slutspilssejr siden 1991?

En af de mest længerevarende og triste stimer i amerikansk sport er Detroit Lions’ manglende slutspilssejre. Holdet har ikke vundet i slutspillet siden 1991, det er altså en tørkeperiode på 31 år og den femtelængste i NFLs historie. Hvad der gør det endnu mere trist er, at Detroit også er indehaver af den tredjelængste stime da de gik fra 1958 til sejren i 1991-sæsonen uden at vinde. 

Disse løver virker dog til at være anderledes, end dem der tidligere har nået slutspillet. De er allerede godt i gang med at lave nyhistorie, da de vandt deres division for første gang siden 1993, så hvorfor skal de ikke kunne fortsætte den positive trend? Lions har i grundspillet haft et af ligaens bedste angreb, der har været i stand til at vinde både med kastespillet, med løbespillet og en sund blanding. Det plejer at være opskriften på succes i slutspillet. De møder i Wild Card-runden Los Angeles Rams, og dermed den quarterback, der har repræsenteret Detroit i slutspillet de tre seneste gange, i 2011, 2014 og 2016, nemlig Matthew Stafford. Detroit har den quarterback (Jared Goff), som repræsenterede selvsamme Rams i Super Bowl i 2018-sæsonen.

Der bliver dermed et væld af historier om denne kamp, men Lions må betragtes som favoritter. Kan de leve op til den status, og give mange Lions-fans den første smag på slutspilsglæde de har oplevet i deres levetid?

2. Hvor stor forskel kan Aaron Donald og Kobie Turner gøre?

Vi bliver ved duellen mellem Rams og Lions, der tegner til at blive et af højdepunkterne i den første runde af slutspillet. Los Angeles har med deres angreb en af de få enheder, der kan bide skeer med Detroits. Ligesom Lions var de blandt de ti mest produktive angreb i NFL målt på både yards og point, og Sean McVays angreb kan også vinde med både kast og løb.

Hvor svagheden er hos Los Angeles er holdets forsvar. Der er langt op til den kæde, der var med til at sikre dem sejren i Super Bowl 56. Aaron Donald er dog stadig en del af forsvaret, og selv om han ikke har været den altdominerende figur vi så fra 2015 til 2021, så har han stadig været virkelig, virkelig god. Veteranen har dog fået en legekammerat i år i rookie Kobie Turner, der har været blandt de bedste rookies overhovedet i år. Den snart 25-årige Turner har lavet ni sacks i sin debutsæson. Aaron Donald er den bedste indvendige defensive linjemand, når det kommer til at skabe pres på quarterbacken, Turner er også i top 20, kun Miami og Green Bay kan præstere at have to spillere i top 20.

Detroit har til gengæld en af ligaens bedste offensive linjer, hvor center Frank Ragnow har været en superstjerne i år, mens Graham Glasgow og Jonah Jackson har været en god duo. Rams har ikke samme stjerner på linebacker eller i bagkæden som tidligere, så det i høj grad holdets duo foran, der skal gøre en forskel mod Detroits stærke kæde, hvis de skal holde Detroit fra fadet. Kan de det?

3. Hvordan ser C.J. Stroud ud i sin første slutspilskamp?

Houston Texans gik fra worst to first i AFC South, som de sidste år tabte med et brag, men i år endte med at vinde efter en flot sejr over Colts (og et kollaps fra Jaguars) i sidste spillerunde. Det betyder, at CJ Stroud, der med al sandsynlighed bliver årets offensive rookie, får sin første slutspilskamp mindre end det år efter, at Houston draftede ham med det andet valg i 2023-draften.

Stroud har overgået alle forventninger og var instrumental i sejren over Colts, da han ramte på 77% af sine kast for 264 yards, to touchdowns og ingen interceptions. Den unge quarterback får dog sin største test i år, når Houston møder Cleveland Browns i den første kamp i dette års slutspil lørdag aften dansk tid. Cleveland har haft et historisk godt forsvar og bliver ført an af favoritten til at blive årets forsvarsspiller, defensive end Myles Garrett. Browns tillod færrest yards af alle hold i grundspillet, var blandt de fem bedste til at forcere turnovers og blandt de syv bedste til at presse modstandernes quarterbacks og lave sacks. 

Houston spiller ganske vist på hjemmebane, men viser den unge rookie nerver eller påvirkes spillet? Stroud har oplevet lignende pres i college, hvor han funklede i et nederlag til Georgia i 2022s semifinale. Kan han levere på samme niveau i NFL?

4. Kan Joe Barry undgå en ydmygelse?

Green Bay Packers har været noget af en historie i år. Fra en flot start med en storsejr over Bears kom der hurtigt ugler i mosen, da holdet mellem fjerde og tiende spillerunde tabte fem ud af seks kampe. Holdets angreb (mere om det senere) fik dog vendt skuden efter forbedringer fra Jordan Love og godt trænerarbejder af Matt LaFleur. Holdets forsvar derimod har aldrig rigtig fået fat i år. De har ikke tilladt et væld af point, men der har ikke været mange gode præstationer.

Holdet er blandt de seks dårligste forsvar målt på DVOA, en anerkendt statistik, der inddrager holdets præstationer og holder dem op mod graden af modstand de har mødt. Holdet rangerer statistisk også blandt de dårligste til at forsvare mod løbet, er i den dårligste femtedel, når det kommer til at skabe turnovers og den dårligste tredjedel i forhold til at stoppe modstanderne fra at score i RedZone og stoppe dem fra at konvertere tredje downs. Den værste plet på forsvaret må være at tillade 30 point til Carolina Panthers, et hold der scorede flere end 24 point lige så mange gange, som de blev holdt fra scoring (2 gange hver).

Packers møder denne spillerunde Dallas Cowboys, der havde det mest scorende angreb i grundspillet med 29,9 point per kamp. Dallas er desuden trænet af den tidligere Packers-chef, Mike McCarthy. Kampen mellem de to er også en duel mellem to af de mest traditionsrige hold i NFL. Kan Green Bays forsvar levere i den type opgør? Holdet har været gode til at skabe pres og lave sacks grundet godt spil fra Rashaan Gary, Kenny Clark og Devonte Wyatt, men kan holdet dække op? Kan Joe Barry justere, når kampen skrider frem?

5. Hvad kan de unge Packers-playmakere præstere?

Packers’ vej til slutspillet blev i høj grad banet af deres angreb, som i fire af de sidste syv kampe scorede mere end 24 point. Matt LaFleur har vist, at han også kan orkestrere en god taktik, når quarterbacken ikke hedder Aaron Rodgers. Den 25-årige quarterback Jordan Love har leveret flot spil, men for mange spillere, bliver det noget helt andet, når slutspillet starter.

Green Bay spiller på udebane mod et godt Cowboys-forsvar i første runde, hvilket kan give et betydeligt øget pres. Trods gode præstationer og en god taktik, så er der mange ubekendte hos Packers blandt holdets playmakere. Aaron Jones er tilbage i storform på runningback-positionen, men ses der på holdets andre playmakere, så tegner der sig hurtigt et billede af en ung og uerfaren gruppe. 

Ser vi på de seks spillere, der har grebet flest bolde fra Love i grundspillet, så er den ældste spiller Christian Watson med sine blot 24 år. Watson er, ligesom en anden af de seks spillere (receiver Romeo Doubs), blot i sin anden professionelle sæson. De fire andre spillere, receiverne Jayden Reed og Dontayvion Wicks og de to tight ends, Tucker Kraft og Luke Musgrave, er alle rookies og yngre end 24 år gamle. Ungdommens overmod og kådhed kan være en fordel, men mod et hurtigt, veltrænet og alsidigt Cowboys-forsvar kan det også ende med at blive et problem for angrebet.

Lever de unge spillere op til deres flotte niveau fra grundspillet, eller ligner de Bambi på glatis?

6. Formår Steelers at holde intensiteten uden TJ Watt?

Sidste spillerunde var en pose blandede bolcher for Pittsburgh Steelers. De kvalificerede sig til slutspillet, men deres største profil og bedste spiller i år, edge rusher TJ Watt, måtte også udgå med et forstuvet ledbånd i knæet. Skaden var ikke så slem som mange havde frygtet, men kommer til at holde ham ude af opgøret mod Buffalo Bills. Buffalo har været blandt de fem mest produktive angrebshold i år trods deres problemer og en fyring af deres offensive koordinator midt på sæsonen. Det var altså i forvejen ikke nogen nem opgave at dæmme op for det angreb, men uden en superstjerne bliver det naturligvis mere vanskeligt.

Steelers-forsvaret har i år ikke været dominerende. De har tilladt en del yards, men målt på point imod og generel effektivitet så var holdet i den bedste fjerdedel. Det kan give sejre i grundspillet, men der er behov for mere, når slutspillet starter og holdets quarterback hedder Mason Rudolph. At miste en spiller af TJ Watts kaliber gør ondt. For tredje gang på fire år førte han ligaen i sacks. Uden Watt betyder det større pres på Alex Highsmith, der har spillet en god sæson og sidste år var produktiv i Watts fravær, om end ikke nær så produktiv, som når Watt var på banen. I holdets sidste kamp mod Ravens gjorde en rotationsspiller som Marcus Golden det fint. Veteranen har tidligere har flere sæsoner med flere end ti sacks. Også rookie Nick Herbig har gjort det solidt som pass rusher i begrænset spilletid. Hvordan kommer det til at se ud, når spilletiden bliver øget?

7. Er Philadelphia på randen af sammenbrud?

Højt at flyve, dybt at falde er måske en mærkelig måde at beskrive et slutspilshold, der har vundet 25 ud af 34 kampe i grundspillet de seneste to sæsoner og repræsenterede NFC-konferencen i sidste års Super Bowl. Intet desto mindre er det nok stadig en rammende beskrivelse for Philadelphia Eagles, der flyver mod slutspillet med stækkede vinger. Holdet har tabt fem af de seneste seks kampe med en samlet margin på 182 – 123. Både forsvar og angreb har været ramt af ustabilt spil, manglende rød tråd i taktikken og store navne, der ikke har præsteret. Holdets offensive koordinator har været kritiseret hele sæsonen, initialt blev det dog maskeret af sejre, men holdets problemer i blandt andet RedZone har nu bredt sig til resten af kampene. Jalen Hurts har ikke været skarp og holdet har ikke kunne få bragt AJ Brown i gunstige situationer.

Problemerne på forsvaret har også været der store dele af sæsonen, men de er blevet forværret de seneste uger. Et skifte fra Sean Desai til Matt Patricia som holdets spilkalder har, ikke overraskende, haft en negativ effekt. Holdet har i nederlag til både Cardinals og Giants tilladt mere end 410 yards, altså til hold uden “noget” at spille for og som ender med at vælge som nummer fire og seks i næste draft.

Efter en kometstart på trænerkarrieren, er der nu rygter om, at Eagles-ledelsen overvejer at skille sig af med cheftræner Nick Siriani, der har været i mediebilledet grundet brok og irritation. Det vil med al sandsynlighed være svært at tro på kan ske, men er der en mulighed? Kan de risikere at tabe til Tampa Bay og Baker Mayfield? Og vil det i så fald sende holdet ud i kaos?

8. Kan Tyreek Hill gøre Arrowhead stille?

Miami Dolphins halter ind i slutspillet på mere end en måde. Efter en stærk start på året sluttede de med tre nederlag i de sidste fem kampe. Holdet har derudover måtte sige farvel til to af deres bedste defensive spillere i Bradley Chubb og Jaelan Phillips, som begge er uge for sæsonen med grimme skader. Det er alt sammen inden de tager på udebane til Arrowhead og efter alt at dømme kommer til at spille i en iskold affære, lige nu ser det ud til at blive ned til -20 grader eller køligere, når kampen sparkes i gang. Det er svært at forestille sig en sværere udebane for det Florida-baserede mandskab.

Det bliver derudover også Tyreek Hills første tur tilbage til Kansas City efter de sendte ham til Miami. Hill var på vej mod et historisk år, hvor han kunne have slået Calvin Johnsons rekord for receiving yards i et år, men et formdyk for holdet og en nagende ankelskade hos Hills satte en stopper for rekordforsøget. Han er dog stadig en af ligaens mest farlige receivere og Miamis bedste våben i forsøget på avancement. Med så mange skader på forsvaret skal angrebet med al sandsynlighed sætte en del point på tavlen. Chief-forsvaret gik lidt ned i kadence som sæsonen skred frem, men kasteforsvaret har stadig været fremragende med flot spil fra Trent McDuffie og L’Jarius Snead. Selv om Hill nok ikke er 100% endnu, så har Kansas City ikke mødt mange spillere af receiverens kaliber. De de to hold mødtes i Tyskland i niende spillerunde blev Dolphins holdt til 193 kasteyards, Hill fik 62 af disse, den fjerdelaveste total i sæsonen for den farlige receiver. Det vidner om, at han sjældent holdes i ro. 

Kommer Hill til at brænde banen af?

9. Er Isaiah Pachecos skuldre brede nok til større ansvar?

Vi bliver ved samme kamp, for der er nok at tage fat i ved et af rundens største opgør. Chiefs-angrebets problemer er efterhånden veldokumenteret, og selv om rookie Rashee Rice sluttede sæsonen stærkt af, så indgyder Chiefs-playmakerne ikke samme respekt som tidligere. Selv om holdet har Patrick Mahomes som quarterback, så kan løbeangrebet blive vigtigere end nogensinde for Chiefs. Isiah Pacheco gik glip af et par kampe grundet skader, men når han var rask, så var han generelt et aktiv for angrebet. De sidste seks kampe han spillede i grundspillet løb han i gennemsnit for fem yards per løb på næsten 100 forsøg og scorede fem samlede touchdowns.

Pacheco har dog også været en spiller, der i løbet af sæsonen har haft udsving. Han har haft fem kampe, hvor han i gennemsnit skaffede fem yards eller flere per løb, men også fire kampe, hvor det er blevet til færre end 3,5 yards per løb. Den slags slinger i valsen er der ikke råd til i de kommende knald eller fald-kampe for Kansas City. Heldigvis for Chiefs, så var den unge runningback en af holdets bedste spillere i fjor, hvor de endte med at vinde Super Bowl. Selv om Pacheco i 2022 var rookie, valgt i syvende runde, så løb han i gennemsnit for mere end 6 yards per løb i sejrene over Jacksonville og Philadelphia, det var værre i sejren over Bengals, men her tilføjede han fem grebne bolde for 59 yards. Han var meget produktiv i samtlige sejre og spillede færre end 50% af holdets offensive snaps i slutspillet. Kan han gentage succesen i år, men med væsentligt mere ansvar?

10. Har Cleveland nok kvalitet i løbeangrebet?

Browns er noget overraskende endt i slutspillet. Havde du før sæsonen sagt, at holdet ville vinde 11 kampe på trods af, at Deshaun Watson fortsat ville skuffe og ovenikøbet blot ville starte seks kampe, og at Browns har været nødsaget til at starte P.J. Walker, Dorian Thompson-Robinson, Jeff Driskel og senest Joe Flacco, så ville jeg have kaldt dig tosset. Det er ikke desto mindre virkeligheden, holdets angreb har været godt nok, mens holdets forsvar har været blandt ligaens tre bedste. Flacco i særdeleshed har overrasket positivt og set mere effektivt ud, end Watson nogensinde har i en Browns-uniform, men har holdet nok alternativer i deres offensive arsenal?

I grundspillet var Cleveland et af blot fire hold, der løb bolden mere end 515 gange, men holdet var blandt de otte dårligste, når det kom til yards per løb. Denne ineffektivitet er til dels grundet skader til både runningbackstjernen Nick Chubb og flere dygtige offensive linjemænd som Jack Conklin, Jedrick Wills og Dawand Jones. Holdet har fået godkendt spil ud af Jerome Ford, som har produceret i både kastespil og løbespil, men med fire yards per løb er han den mest effektive runningback på holdet. Det kan blive problematisk i slutspillet. Texans var i grundspillet blandt de bedste hold til at lukke ned for løbespillet, da hold i gennemsnit fik 3,5 yards per løb mod Houston. Hvis Joe Flaccos arm ikke er i topform, kan Cleveland så true med deres løbespil?