6 Kan Commanders drille Bills
Når Washington Commanders og Buffalo Bills mødes, så er det en gentagelse af Super Bowl 26 (hvor Commanders godt nok hed Redskins), og hvor Washington trak sig sejrrigt ud af det opgør, så har Bills vundet af otte af de seneste opgør, og de er da også store favoritter søndag. Eller det ville de under normale omstændigheder være, men faktisk er det Commanders, der er ubesejrede efter to uger, mens Bills er 1-1, men trods alt spillede en flot kamp i søndags, hvor de anført af en fejlfri Josh Allen knuste Raiders.
Nu er næste opgave Commanders og deres unge quarterback Sam Howell, der leverede lidt et mirakel-comeback i sidste uge, da han førte sit hold tilbage fra at være bagud 21-3 til at besejre Broncos.
Commanders har en god receiver-duo i Terry McLaurin og Jahan Dotson, og en running back i Brian Robinson, hvis talent vi kun har set en brøkdel af indtil videre.
Kampen bliver dog afgjort i skyttegravene. Hvilken af de to offensive linjer kan bedst håndtere modstanderens pass rush. Og hvilken quarterback kan improvisere bedst og levere spil udenfor lommen, når beskyttelsen bryder ned?
7 Er Bengals sådan for alvor i krise?
Cincinnati Bengals var inden sæsonen manges bud på en Super Bowl vinder, og Joe Burrow var med helt frem i samtalen årets MVP. Men en lægskade i træningslejren har vist sig, at være værre end først antaget, og om det er den eller Bengals angreb bare ikke er lige så skarpt som først antaget, det finder vi først ud af, når Burrow er 100% klar.
Om han bliver det, mens han spiller, kan jeg godt være i tvivl om, og det er også usikkert i skrivende stund (fredag), om Joe Burrow overhovedet er med søndag. Hvis han ikke spiller, så er det den ubeskrevne backup quarterback Jake Browning, der starter.
Bengals’ angreb, der efter to spilleuger ligger allersidst i NFL i yards pr. kamp med 212 møder et Rams-forsvar, der har overrasket positivt og med en rask Aaron Donald i midten ligger de på sjettepladsen i NFL i tilladte yards med 273 pr. kamp.
Og netop Aaron Donald kan blive en udfordring for Bengals offensive linje, der stadig ikke lever op til de enorme investeringer klubben har lavet i den.
Defensivt kan Bengals også godt blive udfordret af NFLs nye superduo, når quarterback Matthew Stafford og rookie Puka Nacua skal forsøge at fortsætte deres magiske connection. Stafford har kastet bolden 93 gange gange i de første to kampe, næstflest af alle i NFL, og 25 af de bolde er blevet grebet af Nacua, hvilket både er rookie rekord og rekord for flest grebne bolde af nogen spiller i NFLs historie i et holds første to kampe.
8 Hvilken rookie running back trækker det længste strå?
Noget overraskende blev der i år valgt to running backs blandt de første 12 picks i NFL draften. Atlantas tog Bijan Robinson med pick nummer 8, mens det store chok fulgte, da Detroit Lions tog Jahmyr Gibbs med pick 12.
De to mødes på søndag, når Falcons og Lions krydser klinger på Ford Field i Detroit, men det vil være med hver sin indgangsvinkel.
Robinson har allerede taget ligaen med storm og har 180 løbeyards (næstflest i NFL, kun overgået af Christian McCaffrey, der har spillet tre kampe) og fører alle running backs i catches med 10.
Jahmyr Gibbs har hverken fået den spilletid eller det antal boldberøringer, som vi alle havde forventet, eller som Lions havde håbet på, da de draftede ham, men måske kommer det på søndag.
I sidste uge blev Lions startende runningback David Montgomery skadet, og hvis han ikke bliver klar til weekenden, så får vi for første gang for alvor Jahmyr Gibbs at se.
9 Kan Jordan Love håndtere Saints pass rush?
Efter 30 år med Brett Favre og Aaron Rodgers er Jordan Love næste generation som quarterback for Green Bay. Og mens han har spillet to flotte og tæt på fejlfrie kampe, så er Packers kun 1-1.
Ikke desto mindre, så venter der ham og alle Packers-fans en oplevelse på søndag, for det er nemlig den første hjemmekamp som starter på legendariske Lambeau Field. De to koryfæer er nærmest allerede glemt, og kan Love give hjemmepublikummet en sejr, så vil de omgående tilbagebetale Love med lidt love.
Packers er favoritter søndag mod New Orleans Saints, men en lidt overset detalje i årets NFL indtil nu, er Saints forrygende forsvar. Bortset fra et ligegyldigt touchdown til sidst i kampen mod Panthers i søndags, så har Saints ikke tilladt et touchdown i år, og de har holdt alle modstandere til under 20 point 10 kampe i træk.
Samtidig står Packers med lidt en udfordring på hænderne, da running back Aaron Jones er tvivlsom til kampen med en fiber i baglåret og næppe bliver klar. Dermed skal Packers og Love ud og kaste mere end sædvanligt, og det er guf for Saints pass rush anført af Cam Jordan.
10 Kan Zach Wilson ødelægge Patriots stime?
En af årets helt store storylines i NFL var Aaron Rodgers’ skifte fra Packers til New York Jets, men han fik lige præcis fire spil for sin nye klub, inden en akillesskade sendte ham ud for sæsonen.
Jets har angiveligt været på udkig efter en rutineret quarterback, men lige nu er det stadig Zach Wilson, der starter.
Og så er spørgsmålet om et talentfuldt ungt Jets-mandskab endelig kan få skovlen under Bill Belichick og New England Patriots?
Patriots har vundet 14 kampe i træk over Jets, og meget interessant, så er det to quarterbacks fra samme årgang, der mødes.
Jets valgt Wilson med pick 2 i 2021, mens Patriots følte de havde skudt papegøjen, da Mac Jones faldt til den på pick 15.
Sandheden er, at ingen af dem har haft den succes, deres respektive klubber havde håbet på, men af de to har Mac Jones trods alt startet både flere kampe og spillet væsentligt bedre end den mere atletiske Zach Wilson.
Jones er faktisk den quarterback der har kastet bolden flest gange (96) i år i NFL, og i begge klubbens første to kampe, har han haft dem på nippet af en stor overraskelse mod hhv. Eagles og Dolphins.
Mens der er fokus på de to quarterbacks, så er det dog nok de to holds forsvar, der bliver afgørende. Kan Jets forsvar tvinge en turnover eller to ud af Mac Jones? Eller kan Patriots forsvar forvirre Zach Wilson?
Læs også: Weekly Winners – de vinder i spilleuge 3








