Efter en altid kaotisk første spillerunde, der ofte giver flere spørgsmål end svar, håber vi, at anden spillerunde måske kan levere svar på nogle af de mest interessante spørgsmål i NFL lige nu. Her er 10 svar, vi leder efter i uge 2.

1) Hvor står Kyler Murray mod et godt forsvar?
Det var en mærkelig uge 1 for den første spiller valgt i 2019-draften, Kyler Murray. Han og Cardinals-angrebet var ganske rædderligt, men så lettede Lions trykket på speederen, og så lignede Murray pludselig en rigtig fin NFL quarterback. Nu er spørgsmålet bare, om det var lidt startnerver, der skulle rystes af, eller om det var Lions’ inkompetence, der gav mulighed for comebacket. I denne uge venter en utrolig svær opgave mod et stærkt Ravens-forsvar, men Murray kan måske give en god indikation på, hvor langt han er i udviklingen, da han ikke får noget foræret, som han måske gjorde mod Lions.

2) Var Titans’ dominans mod Browns en enlig svale?
Første spillerundes måske største overraskelse var Titans’ afklædning af et Browns-hold, som mange havde store forventninger til. Vi har set fremragende præstationer i nogle af de tidligere sæsoner for Titans, men de er ofte blevet fulgt op med nogle ganske lunke kamp. Nu er spørgsmålet, om Titans har fundet et nyt gear i år, eller om de fortsætter den lidt svingende stil, der har ført til tre 9-7 sæsoner i træk. Meget afhænger nok af Marcus Mariota, der var udmærket i første spillerunde uden dog at imponere stort.

3) Hvor galt står det til med Steelers’ angreb?
Sikke en rædselsfuld start for Steelers’ angreb, der blev totalt lukket ned af Patriots’ forsvar. Tre sølle point og en masse problemer på tredje down var overskrifterne. Hverken Big Ben, den offensive linje eller især receiver-gruppen kan være tilfreds med præstationen. Men var det den svære udebane i New England kombineret med et uden tvivl stærkt Patriots-forsvar? Hvis ikke man skal til at blive bekymret for Steelers’ angreb, og dermed deres overordnede potentiale, skal det vise mere mod et lidt mere hullet Seahawks-forsvar.

4) Kan Zac Taylor fortsætte de gode takter?
Apropos Seahawks, så viste Zac Taylor mod Seahawks rigtig lovende takter i sin første kamp som cheftræner i spidsen for Cincinnati Bengals. Angrebet så ud til at være godt skruet sammen, og med lidt skarphed i redzone havde de fortjent vundet den kamp. I denne uge hedder opgaven San Francisco 49ers på hjemmebane, og det kunne være en god mulighed for Taylor til at få sin første sejr i cheftrænerkarrieren. Hvis Bengals ser solide ud igen i denne uge, skal man holde øje med dem i år. Måske ikke til slutspillet, men det vil være et ubehageligt hold at møde.

5) Får vi gang i Aaron Rodgers?
Packers-forsvaret har fortjent fået meget ros for deres præstation mod Bears i første spillerunde, men omvendt var det også en anelse bekymrende at se Packers-angrebet så tandløst. Det kan være, at Matt LaFleur og Rodgers lige skal finde melodien, men spilkaldene fra LaFleur var uinspirerende og Rodgers så mere uskarp ud, end hvad der kan skyldes på et nyt offensivt system. Da man ikke kan møde Mitchell Trubisky i alle kampe, skal der komme mere fra Rodgers’ højrearm i de kommende uger.

6) Kan Gardner Minshew fortsætte, hvor han slap?
Det var utroligt trist for Jaguars, at Nick Foles i første kamp brækkede kravebenet. Holdet havde håbet på, at han kunne puste liv i holdet. Nu må de sandsynligvis forberede sig på en sæson i ingenmandsland. Medmindre… Gardner Minshew er god? Rookie-quarterbacken, der blev valgt i sjette runde, spillede ganske godt mod Chiefs, da han kom ind. Nu er Chiefs-forsvaret ikke noget særligt, men måske er der en NFL-quarterback gemt i Minshew. Han viste pæn beslutsomhed og præcision i uge 1, men kan det fortsætte, når holdene langsomt får kigget lidt nærmere på ham?

7) Hvor meget bid er der egentlig i Raiders?
Efter kaosset, der også går under navnet Antonio Brown, var forventningerne dæmpede til Raiders i første kamp. Men på trods af alt postyret kom holdet ud og dominerede Broncos. Angrebet var rimelig velsmurt, mens forsvaret kom med meget mere appel end Broncos’ angreb. Men var det Broncos, der var tamme, eller har Raiders noget bid i år? I denne uge står den på en svær opgave mod Chiefs, men hvis man kan lege med der, skal man måske til at holde øje med Grudens tropper.

8) Tager Saints eller Rams den tidligere føring i NFC?
Rundens helt store kamp giver Saints mulighed for at tage revanche for det smertelige nederlag i NFC-finalen. De to store NFC-favoritter, sammen med Eagles, kom fra start med to tætte sejre i første runde, og nu får de muligheden for tage teten i konferencen med en sejr, der også kan vise sig afgørende om adskillige måneder, når seedninger til slutspillet skal fordeles. Ugens kamp er en rigtig god mulighed for begge hold til at tage teten i NFC og give en forsmag på det tidlige styrkeforhold i toppen af konferencen.

9) Kan Joe Flacco eller Mitchell Trubisky skabe håb for deres hold?
Både Broncos og Bears leverede ganske pauvre offensive indsatser i første spillerunde, og meget af det skyldes de to quarterbacks Joe Flacco og Mitch Trubisky. Begge viste prøver på manglende præcision, dårlige beslutninger og al for meget tøven i lommen. Det er måske ikke så overraskende for Flacco, men Bears-fans havde større håb til Trubisky i hans anden sæson i Matt Nagys angreb. Første spillerunde definerer dog ikke sæsonen, og begge quarterbacks har i uge to chancen for at slå tilbage og give håb til deres respektive fans. Et nederlag vil ydermere være en stor bet at skulle sluge. Kun 12% af holdene, der starter 0-2 kommer i slutspillet.

10) Var uge 1-præstationen et tegn på et muligt kollaps hos Falcons?
Atlanta Falcons’ præstation mod Minnesota Vikings kan kort beskrives som rædderlig. Der var ikke en enhed på Falcons’ hold, som mødte op til kampen, og det var ganske enkelt bekymrende. I sidste år var der også adskillige præstationer, der fik en til at rynke ganske betydeligt på næsen, og her tænkes udelukkende på intensiteten i indsatsen. Dan Quinn skal virkelig til at smøge ærmerne op og få sat skik på holdet, og det skal gå hurtigt. Eagles i denne uge er en svær modstander, men holdet skal levere en stærkere præstation med ikke mindst mere vilje.