Sidste uge af grundspillet står for døren, og de sidste slutspilsbilletter skal uddeles. Dermed har vi nogle hold, der skal levere et skæbnesvangre svar, mens vi har andre hold, der skal bevise noget før slutspillet skydes i gang i næste uge.

Kun ganske få ting ligger fast inden sidste uger af grundspillet afvikles, og derfor er der mange hold med ting på spil. Især en lille håndfuld hold kæmper om de sidste slutspilspladser, og de hold skal ud og levere de afgørende svar for denne sæsons skæbne.

Andre steder har nogle hold allerede sikret sig slutspillet, men skal ud og bevise noget, inden det for alvor går løs i næste weekend.

1) Har Raiders eller Chargers mest at skyde med?
Rundens mest sort/hvide kamp er også rundens sidste, men jeg starter med den her. Los Angeles Chargers og Las Vegas Raiders er i en direkte duel om en slutspilsplads i AFC. Vinderen snupper et wild card, mens taberen er elimineret. Så kan det ikke være mere sat på spidsen. Spørgsmålet er så, hvem der snupper sejren. Raiders har haft tre snævre sejre i træk, og det er imponerende, hvordan Rich Bissachia og resten af Raiders-holdet har holdt skruen i vandet og kæmpere videre, selvom det har været en tumultarisk sæson. Derek Carr gør det godt på trods af manglende receivere og en usikker offensiv linje, og forsvaret bliver ved med at hænge i og spille solid football uden de store fejl. Men er det nok mod et Chargers-hold anfør af den blændende Justin Herbert, der har etableret sig som en top 5-quarterback i ligaen i år? Det kan det være, da Chargers udover Herbert har nogle svagheder på især forsvaret, der har betydet, at de i nogle kampe er blevet savet over. Kan Raiders ramme de rigtige tangenter til at udnytte de svagheder, som især har været løbeforsvaret hos Chargers, så kan det blive en virkelig interessant kamp, der kan tippe begge veje.

2) Viser Jordan Love sig godt frem?
Green Bay Packers har allerede sikret sig førsteseed i NFC, og derfor er det svært at forestille sig, at Aaron Rodgers trækker trøjen over hovedet på søndag. Og hvis han gør, så må det være ganske kortvarigt. Det vil åbne op for muligheden for at se Jordan Love i aktion igen. Tidligere på året fik han chancen mod Kansas City Chiefs, men der så han noget overvældet ud. Har han lært noget, og kan han vise mere denne gang? Mod Chiefs havde han især svært ved at tage hurtige beslutninger, og derfor blev han trumlet over af Chiefs’ mange blitzes. I denne uge ville arbejdsbetingelserne umiddelbart være noget mere tilgivende. Der er intet pres på, og modstanderen er er Detroit Lions, der har været et af ligaens to dårligste hold i år. Selvfølgelig vil en spiller som Davante Adams nok også blive sparet, men ikke desto mindre ville det være interessant at se Jordan Love i aktion i en situation, hvor der ikke er pres på ham til at levere noget specifikt.

3) Undgår Colts gummiben?
Det ligger lige til højrebenet for Colts at snuppe en wild card-plads. Det eneste, de skal gøre, er at slå elendige Jacksonville Jaguars, der tabte med 40 point til New England Patriots i sidste uge. Det burde være en let opgave for Colts, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke: “Hvad nu hvis?”. Colts har haft lidt af et Jacksonville-kompleks, og de har ikke slået jaguarerne i Jacksonville siden 2014. Det er voldsomt, når man tænker på, hvor få af de år, Jaguars har været kompetente. Sidste år var det Jaguars’ eneste sejr, og derfor sidder man alligevel og tænker, om Colts nu kunne få gummiben? Frank Reich og holdet burde være for rutinerede til, at det sker, men der sidder et fyldt stadion i Baltimore og kigger spændt på, om det sker. Her mødes Steelers og Ravens, og vinderen af den kamp har en slutspilschance, hvis Colts chokerer og snubler mod Jaguars. Og det er nok en ganske attraktiv måde at slutte sæsonen af på for Jaguars-spillerne, hvis de kan spænde ben for Colts.

4) Fortsætter Zach Wilson med at slutte stærkt af?
Det var virkelig ikke kønt, hvad Zach Wilson leverede i de første lidt over 10 uger af sæsonen, men langsomt er han efter sin tilbagevenden fra skaden begyndt at finde sine fødder i ligaen. De sidste to-tre uger har han vist prøver på sit store talent. Han har virkelig en god arm, der kan lave nogle kvalitetskast, og så begynder han endelig at blive mere komfortabel i strukturen. Det har løftet hele Jets’ angreb, der omkring Wilson også begynder at løbe bolden bedre og beskytte ham bedre. Mod Buccaneers’ ellers habile forsvar var Wilson tæt på at føre Jets til en overraskende sejr, og I denne uge skal han forsøge at se, om han kan drille endnu et slutspilshold. Buffalo Bills kommer på besøg og skal forsøge at sikre sig divisionstitlen, men sådan som Wilson og Jets bliver bedre og bedre, så skal man ikke udelukke, at de kan drille Bills. Og hvis Wilson spiller en endnu en god kamp mod et stærkt forsvar, så kan Jets-fans gå på sommerferie med god ro i maven.

5) Sikrer Titans sig førsteseed?
Ingen har nogensinde benyttet så mange spillere, som Tennessee Titans har i år. Skaderne haglede ned over holdet i første halvdel af sæsonen, og alligevel står Titans nu med en matchbold til at sikre sig førsteseed i AFC. Det er ganske enkelt imponerende. Titans er statistisk set ikke noget blændende hold i år, og kigger man på diverse effektivitetsmålinger, så er det end ikke et top 5-hold i AFC. Men alligevel har Mike Vrabel og kompagni fundet en måde at vinde kampene på. Forsvaret har været i god fremgang hele året, og løbespillet har været lige så effektivt uden Derrick Henry. Og nu begynder folk så småt at vende tilbage fra skader, og så kan det jo være lige meget, hvor gode Titans effektivitetsmæssigt har været tidligere i år, hvis de med tilbagevenden af profiler som A.J. Brown, Derrick Henry, Bud Dupree, Julio Jones m.fl. pludselig har fem procent mere at give af i slutspillet. Første skridt på vejen mod, at slutspillet går gennem Nashville, bliver at slå Texans i sæsonens sidste kamp, og det burde være en overkommelig opgave, hvis man vil anses som et af de bedste hold i AFC.

6) Hvilken afslutning på karrieren får Ben Roethlisberger?
Ben Roethlisberger spillede i sidste weekend sin sidste hjemmekamp i karrieren, da Pittsburgh Steelers slog Cleveland Browns. Det var stemningsmæssigt en flot afsked med Big Ben, men selve præstationen fra quarterbacken var langt fra imponerende. Det får Big Ben chancen for at rette op på i sidste spillerunde mod sin allerstørste rival gennem tiden i form af Baltimore Ravens. Steelers har stadig et spinkelt håb om at komme i slutspillet, så man må forvente, at de stadig er topmotiverede, selvom det hele står og falder med Jacksonville Jaguars. Og uanset om slutspillet bliver en realitet eller ej, så bliver det interessant at se, hvem der trækker det længste strå i denne rivalisering. Der er med garanti heller ikke noget, som Ravens hellere vil, end at sende Ben Roethlisberger ud i pensionen med et nederlag. Jeg forventer et intenst opgør, der for alvor kan afslutte den voldsommeste æra af rivaliseringen mellem Steelers og Ravens, hvor spillere som Ben Roethlisberger, Troy Polamalu, Ed Reed, Terrell Suggs, Hines Ward, Ray Lewis osv. gjorde opgørene til nogle af de mest intense set i dette årtusinde.

7) Stoler 49ers på Lances upside eller Garoppolos stabilitet?
I sidste uge måtte San Francisco 49eres benytte rookie Trey Lance, da Jimmy Garoppolo sad ude med en skade i tommelfingeren. Nu forventes det, at Garoppolo formentlig bliver klar, og med Trey Lances glimrende præstation mod Texans, rejser det nu spørgsmålet, om 49ers vender tilbage til den mere sikre Garoppolo eller tager chancen på den mere talentfulde og usikre Trey Lance. I Garoppolo ved 49ers, hvad de får. Garoppolo har i I år været præcist den samme quarterback som altid. God til at eksekvere angrebet, fornuftig præcision og nogle hjerneblødninger, der har kostet et par kampe. Trey Lance så man mod Texans have et enormt fysisk talent, og han blev mere og mere komfortabel, som kampen skred frem. Mod Cardinals tidligere i år, så vi dog også, hvordan Lances bundniveau formentlig også er endnu lavere end Garoppolos, så hvad går med med? Det sikre og mindre eksplosive, eller det store potentiale med større risiko? Det er jo et filosofisk spørgsmål, som også kan stilles i alle mulige andre sammenhænge, men det er virkelig et dilemma for 49ers, der skal vinde, hvis de vil være sikre på slutspillet i år. Omvendt kan man sige, at 49ers ved valget af Lance alligevel kiggede mere mod de kommende sæsoner end 2021, så måske skal man bare give ham nøglerne nu, efter han i sidste weekend viste, at han virker klar. Personligt tror jeg, at Shanahan vælger det sikre med Garoppolo, men som seer uden følelser investeret i 49ers, håber jeg på Lance og den mystery box, han præsenterer.

8) Kan Matthew Stafford undgå de store fejl?
Matthew Stafford har altid været en quarterback med high highs and low lows. Det har ikke ændret sig i Los Angeles, og den sidste måned til halvanden har vi set for mange af de tåbelige beslutninger, som har forfulgt ham gennem karrieren. I denne uge venter der nok en gang en meget vigtig kamp, hvor Rams med en sejr over rivalerne fra 49ers kan sikre sig divisionstitlen. Det ville være rart at se, at Stafford i en af de store kampe kan levere varen og undgå de store fejl, som i sidste uge var tæt på at koste kampen mod Ravens. Det føles nemlig altafgørende for, om Rams kan gå hele vejen i årets slutspil, da forsvaret ikke helt er på niveau med sidste år, og der derfor er brug for mere fra Stafford og angrebet. Men kan Stafford levere sit topniveau, så føles Rams også som et af de bedste bud på en Super Bowl-vinder. En god præstation mod 49ers vil gøre meget for troen på, at Stafford kan levere under pres i de store kampe.

9) Er Cardinals tilbage i form?
Næsten alle hold rammer nogle bump på vejen, men hos Cardinals var det noget bekymrende, at det største bump blev ramt i ugerne 14-16 så tæt på slutspillet. Heldigvis for Cardinals, så fik de måske rettet op på skuden, da de i sidste weekend slog Dallas Cowboys, der også har kvalificeret sig til slutspillet. Det giver håb om, at Cardinals måske er tilbage på sporet og ved at være klar til slutspillet. Angrebet har fået center Rodney Hudson tilbage, og det virkede til at give en ro på den offensive linje, som var efterspurgt, og Kyler Murray kommer mere og mere i gear efter hans korte skadespause. Forsvaret fandt også tilbage til et bedre niveau mod et ellers talentfuldt Cowboys-angreb. Nu er det tid til at se, om problemerne kun for en enkelt uge var glemt, eller om de vender tilbage, når de møder Seattle Seahawks. Forhåbentligt for Cardinals, så sætter de endnu en god præstation sammen, så de rammer slutspillet i god form.

10) Vil Dolphins udfordre Mac Jones og Patriots’ receivere, som Bills gjorde det?
I sidste uge vandt Patriots komfortabelt over Jaguars, men det blev vi ikke meget klogere af. Derimod skal vi to uger tilbage for at kigge på, hvordan Buffalo Bills fik Patriots’ angreb ud af deres comfort zone, og de spørgsmål det affødte. I den kamp fokuserede Bills på at crowde midten af banen og lukke ned for tight ends og runningbacks, som har været en meget stor del af Patriots’ angreb. Det tvang Mac Jones til at kaste mere udvendigt, hvor hans fysiske talent bliver mere udfordret, til receivere, der mangler lidt fart og kvalitet til at løbe sig fri regelmæssigt. Hvis andre hold kan replikere Bills’ opskrift på succes, skal Patriots til at svare på, om de kan finde andre løsninger, og det er dét, jeg glæder mig til at se i denne uge. Dolphins har nemlig også et ret kompetent forsvar, så måske kan de gøre nogle af de samme ting og tvinge Mac Jones og receiverne ud af deres comfort zone. Har Josh McDaniels og Mac Jones så fundet nogle løsninger på de problemer, de havde mod Bills? Eller har Bills udstillet Patriots’ angrebets svaghed, hvis man kan lukke midten af banen ned? Jeg håber, Dolphins kan udfordre Patriots, så vi bliver klogere forud for slutspillet.